 |  |
Opdateret af Anja Philip, cand.scient.,
projektchef i Kræftens Bekæmpelse
|
De fem gode råd
Det er særlig vigtigt at beskytte børn i solen, når UV-indexet
er tre eller mere. Jo tidligere barnet udsættes for UV-stråling og
solskoldninger, jo større risiko for at få kræft i huden senere i livet. Børn
under et år må aldrig sættes i direkte sol!
|
Skru ned for solen - mellem kl. 12 & 15
-
SIESTA.Giv solen en frokostpause – og skab
skygge over sandkasse og badebassin
-
SOLHAT.Undgå skoldninger. Tag hat på og dæk
bar hud med let- men tætvævet tøj, når solen står højest.
-
SOLCREME.Husk altid rigeligt med faktor 15,
hvor tøjet ikke dækker. Efter badning og aftørring bør du smøre
igen.
|
Sol og hud
Det er både godt og sundt at være ude om sommeren. Solens
stråler giver den livsvigtige D-vitamin, og lyset og varmen er godt for
humøret. Men solen skal nydes med omtanke. De usynlige ultraviolette
(UV)-stråler fra solen kan nemlig skade hudens celler. Igennem livet ophobes
skaderne i cellernes arvemateriale, og det kan udvikle sig til
kræft i huden
|
Undgå solskoldning
Undgå især at blive skoldet i solen - og solariet.
Solskoldninger heles tilsyneladende her og nu, men kan senere udvikle sig til
kræft i huden, særligt den alvorlige
modermærke-kræft. Antal tilfælde af
kræft i huden er fordoblet igennem de sidste 20 år. Den væsentligste årsag er
solskoldninger og for megen UV-stråling fra sol og solarier.
At blive solbrun er helt naturligt. Huden danner pigment, når
solen rammer for at beskytte hudcellernes arvemateriale mod de skadelige
UV-stråler. Men bliver huden rød og skallet undervejs, er skaden sket. Man skal
altså passe på med pludselig at udsætte sig for stærk UV-stråling og lade huden
følge årets naturlige rytme.
|
Hvorfor er det vigtigt at beskytte børnene mod solen?
Jo tidligere børn udsættes for skadelige UV-doser fra solen, jo
længere tid har skaderne til at udvikle sig til kræft i huden senere i livet.
Børn har typisk mulighed for at lege længe udendørs midt på dagen. Og børn kan
have svært ved at ”stoppe”, mens legen er god. Huden bliver jo først rød og øm,
når skaden er sket. Og vind og vand kan dæmpe faresignalerne. Små børn, der
ikke selv kan flytte sig ud af solens varme og skadelige stråler, kan blive
alvorligt forbrændt.
Nogle børn er følsomme over for sollys og kan få udslet eller
soleksem. Får barnet eksem, eller bliver huden rød og øm efter ophold i solen,
bør huden dækkes helt til, indtil anfaldet er overstået.
|
Hvad er fare-signalerne?
-
Huden er varm at føle på. Også når man forsøger at køle den
med vand.
-
Rødme
-
Ømhed
-
Huden begynder at svide.
Rødmen kan være svær at se tids nok. Den bliver ikke tydelig,
før der er gået lidt tid. Du kan prøve at trykke fingerspidsen ned mod huden
for eksempel på skulderen. Når du flytter fingeren, vil der være et hvidt
område, som hurtigt bliver farvet rødligt igen. Dæk straks huden til. Husk,
altid at vi skal have sol med måde - den er ikke egnet til at bade
i.
|
Solcreme
Husk altid rigeligt med solcreme, hvor tøjet ikke dækker. På
vores breddegrader er en creme med ”mellem beskyttelse” (faktor 15-25) passende
for langt de fleste. Husk, at lige meget hvor meget du smører på, må man aldrig
ligge og stege. Cremen skal have tid til at virke, så smør, før I går ud. En
god huskeregel er ”én krop – én håndfuld”. For et barn er det typisk 20 ml.
svarende til barnets egen håndfuld til hele kroppen. Smører du mindre, falder
faktortallet og dermed beskyttelsen. Test om dit barn reagerer på solcremen ved
at afprøve den på et mindre område. Hvis huden bliver rød eller kløende, skal
du forsøge dig med en anden creme.
Når du vælger solcreme, skal den:
-
Beskytte både mod solens UVA- og UVB-stråler.
-
Være minimum faktor 15 (det vil sige mærket med ”mellem
beskyttelse”).
-
Ikke indeholde stoffet 4-MBC (gælder børn og gravide. Stoffet
findes ikke i solcremer solgt i Danmark).
-
Undgå for mange parfumer og tilsætningsstoffer.
-
Bruges igen, hvis barnet har svedt eller badet i længere
tid.
|
Hvad gør jeg, hvis mit barn er blevet solskoldet?
En solskoldning er en forbrænding fremkaldt af solen. Som regel
er der tale om forbrændninger af første grad, enkelte gange om forbrændinger af
anden grad. For at lindre, kan man køle området med kuldslået (cirka 25 grader)
vand i en halv til en hel time. Vær forsigtig med børn, som kan blive meget
afkølede. Du kan bruge en smertestillende gel eller ved stærk rødmen en
hydrokortisoncreme 1 procent. Begge dele fås i håndkøb på apoteket. Kontakt
lægen, hvis huden bliver voldsomt rød, der er stærke smerter, kvalme,
opkastninger, blærer eller hvis et mindre barn er blevet forbrændt.
|
UV-index
UV-indexet er et mål for styrken af solens ultraviolette
stråling. I tallet er der taget højde for solhøjden, skydækket, ozonlagets
tykkelse, partikler i luften, sted og tid osv. I Danmark kommer UV-indexet
højest op på 7, mens det i lande længere sydpå ofte kan være 8-10. Se dagens
eller feriemålets UV-index på
www.skrunedforsolen.dk, hvor du også kan bestille det
som gratis sms- eller email-service.
Du kan læse mere om solbeskyttelse på
www.skrunedforsolen.dk eller læse om hud- og
modermærkekræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside
www.cancer.dk
|
|
|
|
|
Kilder
Sundhedsstyrelsen
|
Original tekst af Eric Olesen, , læge og Christel Nellemann, stud. med.
|
Sidst opdateret: 08.01.2008
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|