 |  |
Er der alvorlige risici ved børnevaccination? |
 |
 |
|
Spørgsmål:
Kære Netdoktor,
I jeres beskrivelse af mæslinger, anbefaler i MFR-vaccinen og
skriver, at de sygdomme, som den dækker, er langt farligere end at få vaccinen. I
antyder, at vaccinen i sjældne tilfælde kan have nogle alvorlige
bivirkninger, I skriver bare ikke hvilke - hvorfor ikke?
Dette får
en tvivlende mor som mig til at tøve med at lade mit barn få denne
vaccine. Jeg vil hellere kende til alle vaccinens bivirkninger og så træffe et valg.
Når man kun får en "halv historie", fantaserer man sig hurtigt til resten,
og ens fantasi er livlig, når det gælder børnenes helbred. Da der
cirkulerer rygter om, at denne vaccine kan foresage autisme, bliver jeg
meget usikker, når I ikke fortæller "hele historien".
Jeg vil meget
gerne have en melding om, hvor vidt rygtet er sandt, og hvad det baserer
sig på. Er der andre alvorlige bivirkninger og hvilke?
Da vi er en stor
gruppe af mødre, der alle skal forholde os til denne
vaccine, vil vi være taknemmelige for et hurtigt og omfattende svar.
Med venlig hilsen H
|
Svar:
Kære H,
MFR vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde er en levende svækket
vaccine, som tilbydes i børnevaccinationsprogrammet ved 15 måneders alderen
og ved 12 års alderen.
Vaccinen er yderst gennemprøvet, og som ethvert andet godkendt
lægemiddel eller vaccine er der en fyldig indlægsseddel med vaccinen, hvoraf det
fremgår hvornår vaccinen ikke må anvendes. Vaccinen bør undgås under disse forhold:
-
Ved overfølsomhed overfor indholdsstofferne herunder
hønseæg.
Du kan se indholdsstofferne i indlægssedlen.
-
Ved svækket modstandskraft (immunsystem) herunder en behandling der svækker
modstandskraften.
-
Ved akut sygdom(febertilstande m.v.).
-
Blodtransfusion og gammaglobulin indenfor de sidste 3 måneder.
Bivirkningerne er dels lokale med svie, rødme og hævelse på stikstedet, og
nogle kan få lette symptomer på de tre sygdomme (mæslinger,fåresyge og røde hunde)
som feber, let udslæt, hævede ørespytkirtler, som oftest kan optræde imellem
5. og 12. dagen efter vaccinationen.
Nogle oplever allergiske reaktioner, og hos voksne kvinder er der set forbigående
ledsymptomer.
Der beskrives således ikke alvorlige bivirkninger og en sammenhæng, som du
anfører imellem autisme og MFR-vaccinationen, er mig bekendt aldrig
dokumenteret.
Jeg kan her yderligere henvise til en højesteretssag i foråret 2005 som
fastslog, at der, i den pågældende sag om et muligt årsagssammenhæng imellem
et barns udvikling af autisme og en MFR vaccination, ikke blev fundet bevis
for en sammenhæng.
Såfremt man som forældre har spørgsmål til en vaccine, er det en god ide at
bede sin egen læge om en kopi af indlægssedlen, således at man er orienteret
på samme måde som ved enhver anden form for medicin, man får ordineret, Normalt er
der jo altid en indlægsseddel i medicinpakningen.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 19.10.2005
|
|  |
|