 |  |
Hvilke symptomer kan for højt eller for lavt stofskifte medføre? |
 |
 |
|
Spørgsmål
Kære Netdoktor
Hvad er mon formålet med, at lægen har sendt mig til
laboratoriet og få taget en prøve vedr. stofskiftet? Hvad kan problemer med
stofskiftet medføre? Hvilke symptomer (kan) vise sig? Jeg har søgt efter en
beskrivelse om stofskiftet, men har ikke kunnet finde noget. Under netdoktor,
beskrives spørgsmål relateret til rygestop, slankekure osv. Jeg har nogen gange
svært ved at forstå hvad min læge forklarer. På forhånd tak for hjælpen
Venlig hilsen en spørger
|
Svar
Kære Spørger
Årsagen til, at din læge har taget en stofskifteprøve, er, at
det indgår som standard i forbindelse med hypertension; for højt blodtryk.
Årsagerne til hypertension er for langt de fleste patienter ukendt, og det
kaldes derfor essentiel eller primær hypertension. Der er dog en række
tilstande, der kan forårsage hypertension, og som derfor skal udelukkes i
diagnosticeringen, således at man er sikker på, der ikke er tale om en sekundær
hypertension på baggrund af en anden lidelse. Når man har hypertension, øges
risikoen for andre hjertekarsygdomme, herunder uregelmæssigheder i hjertets
rytme, de såkaldte arytmier. Der er altså her tale om en tilstand, hvor hjertet
enten begynder at slå for hurtigt eller for langsomt, eller hvor hjertet slår
uregelmæssigt. Derfor kontrollerer din læge løbende din hypertension for at
sikre, at du er velbehandlet, og at der ikke tilstøder
komplikationer.
For højt stofskifte er ikke så sjældent årsagen til, at en
patient pludselig oplever en arytmi. Enten i form af en atrieflimren
(uregelmæssig hjerterytme) eller takykardi (for hurtig puls). Der er derfor
vigtigt for din læge at vide, at dit stofskifte er normalt. Hvis det er
tilfældet, skal han altså ”blot” tænke på hjertet, hvis der skulle tilstøde en
rytmeforstyrrelse på dit hjerte. Symptomer på for højt stofskifte vil i øvrigt
være hjertebanken, vægttab, svedtendens, uro og tendens til løs afføring. Ses
som en særlig kombination af symptomer som Basedow’s eller Grave’s
sygdom.
For lavt stofskifte har i mindre grad indflydelse på hjertet men
kan være årsagen til lav puls. Symptomerne iøvrigt er især koncentrations- og
søvnbesvær, vægtstigning, træthed, forstoppelse og tendens til at fryse.
Herudover ses ofte tør hud og udtynding af hår og negle, samt en
initiativløshed, som i svære tilfælde kan minde om depression.
Forstyrrelser i stofskiftet udgår fra skjoldbruskkirtlen,
glandula thyreoidea, som anatomisk er lokaliseret fortil på halsen på niveau
med strubehovedet. Stofskifteforstyrrelser lader sig enkelt behandle med
medicin, der enten nedsætter hormonproduktionen (ved højt stofskifte), eller
ved tilførsel af det manglende hormon (ved lavt stofskifte). Kirtlen behøver
ikke fysisk at ændre sig ved sygdom men kan vokse i form af en struma. I
sådanne tilfælde vil der ofte blive tale om behandling udover medicinen for at
normalisere stofskiftet.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 09.06.2008
|
|  |
|