 | |
Opdateret af Arne Astrup, professor,
dr.med.
|
Hvad er sult?
Nogle mennesker er mindre sultne og har derfor lettere ved at
holde vægten nede end andre. Det skyldes, at de producerer mange
mæthedssignaler eller er særligt følsomme overfor de mæthedssignaler, der er
til stede. Andre mennesker er hele tiden sultne og er nødt til at tænke meget
på, hvad de spiser, så de kan spise sig mætte uden at tage på.
Sult er en meget stærk biologisk drift, som det er umuligt for
de fleste mennesker at undertrykke i længere tid. Derfor mislykkes slankekure,
der kræver, at man holder igen og gennem længere tid skal døje med
sultfølelser. Sultfølelsen fremkaldes af en kombination af små fald i
blodsukkeret og sulthormonet ghrelin, som afgives til blodet fra den tomme
mavesæk. Ghrelin påvirker hjernen til at opleve sultfornemmelsen, som kan få
karakter af ondt i maven.
Hjernen indeholder to forskellige centre, et sultcenter og et
mæthedscenter. Disse områder i hjernens hypothalamus, 'den menneskelige
relæstation', blev opdaget i 1950erne, og siden da har der været forsket meget
i, hvordan appetitreguleringen bliver styret.
Der findes mange forskellige fysiologiske faktorer, der i et
kompliceret samspil påvirker hjernens sult- og mæthedscentre. Det er den
samlede påvirkning fra alle disse signaler og den enkelte persons følsomhed
overfor dem, der afgør, hvornår man bliver sulten, hvor sulten man bliver, og
hvor meget man skal spise for at blive mæt igen.
|
Hvad er mæthed?
Mæthed er ikke det modsatte af sult. Mæthed er den gradvise
fornemmelse af tilfredsstillelse, der indtræder ved indtagelse af et måltid.
Mæthed kan opdeles i forskellige faser, der bliver påvirket af forskellige
fysiologiske faktorer. Her er et frokostmåltid og perioden herefter frem til
aftensmaden brugt som eksempel.
Indtrædende mæthed
Klokken er 12, man er sulten og sætter sig ved frokostbordet.
Efterhånden som man spiser, forsvinder sultfornemmelsen, og bliver man mere og
mere mæt, og på et tidspunkt føler man sig så mæt, at man holder op med at
spise.
Denne proces kaldes indtrædende mæthed. Den indtrædende mæthed
bliver påvirket af udspilning af mavesækken, hvorved der bliver sendt signaler
op til hjernens mæthedscenter. Udskillelse af mave-tarm-hormoner, øgning af
blodsukker og insulin, smag og tygning påvirker også den indtrædende mæthed.
Tidlig mæthedsfase
Herefter går man ind i den tidlige mæthedsfase, det vil sige
den første times tid efter måltidet, hvor hovedparten af de indtagne
næringsstoffer (simple kulhydrater) er optaget til blodet, mens hovedparten af
fedt, protein endnu ikke er optaget i blodet. Denne fase er også påvirket af
mave-tarm-hormoner, især hormonet cholecystokinin, der bliver produceret i
tolvfingertarmen, når der kommer mad derned. Cholecystokinin er et
mæthedshormon, der bombarderer hjernen med mæthedssignaler sammen med andre
mavetarmhormoner (ex. GLP-1). Stigning i blodets insulinindhold bidrager også
til mæthed i denne tidlige fase.
Senere mæthedsfase
Efterhånden som næringsstofferne bliver optaget fra tarmen til
blodet, begynder den næste mæthedsfase, hvor effekter af næringsstoffernes
omsætning inde i kroppen påvirker den mere langsigtede bevarelse af
mæthedsfølelse i timerne ud på eftermiddagen.
Nogle næringsstoffer passerer leveren og påvirker leverens
stofskifte på forskellige måder. Den sender igen sult- og mæthedssignaler
videre til hjernen. Forbrænding af
kulhydrat, aminosyrer og
fedtsyrer i leveren og andre organer
sender signaler til hjernen. Jo mere iltkrævende (oxidativ) forbrænding af
næringsstoffer efter et måltid, des større mæthedsfølelse.
Det betyder også, at jo større tendens kroppen har til at
forbrænde fedt i stedet for at lagre det, des større mæthed kan der opnås af et
måltid, da kun fedtforbrænding og ikke fedtlagring kan give mæthed på kort
sigt.
Sulten melder sig igen
Ud på eftermiddagen begynder sulten at melde sig igen. Denne
sene styring af mæthed og sult menes primært at afhænge af en lang række
forskellige proteinstoffer (peptider), der påvirker sult og mæthed i hjernen.
Disse stoffer har ud over ghrelin, navne somsatietin, cachectin, adipsin,
bombesin, dopamin, enterostatin, galanin, leptin, neuropeptid Y, noradrenalin
og serotonin. Alle disse signaler afgør til sammen, hvornår man bliver så
sulten, at man får lyst til at spise igen.
|
Hvorfor er man altid sulten?
Årsagen til, at nogle personer altid føler sig sultne kan være,
at de spiser en kost, der kun producerer svage mæthedssignaler til hjernen, for
eksempel en kost med høj fedtprocent og lavt fiberindhold. Man kan sammensætte
en
god slankekost ved at tage hensyn til
disse ting. Det kan også være, at disse mennesker fra naturens side er mindre
følsomme overfor de forskellige fysiologiske mæthedssignaler.
|
Leptin - teorien om mæthedshormonet
En af de mest udbredte teorier indenfor fedmeforskningen i disse
år er, at nogle mennesker er
overvægtige, fordi deres følsomhed overfor hormonet
leptin er dårlig.
Leptin bliver produceret i fedtvævet i mængder, der afhænger af
fedtdepoternes størrelse. Det vil sige, at jo større fedtdepot des mere leptin.
Leptin kan både øge
forbrændingen og give mæthed, og det
kan derfor virke som en slags fedttermostat (lipostat), der regulerer
fedtdepoterne. Det vil sige at en stor mængde fedt på kroppen, skulle betyde
mindre sult.
Problemet er bare, at hvis man giver leptin til mennesker, så
taber de sig ikke, i modsætning til visse forsøgsdyr. Det kan skyldes, at nogle
mennesker er mindre følsomme for leptin i hjernen. Men hvis man, for eksempel
med medicin, kan øge leptinfølsomheden, så kan man måske forbedre
behandlingsmulighederne.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Per Mikkelsen, cand scient
|
Sidst opdateret: 05.04.2004
|
| |
|
HJÆLP!!!!
