 | |
| Symptomer, undersøgelser og diagnose i forbindelse med myelomatose (knoglemarvskræft) |
|
|
Af Torben Plesner, overlæge,
dr. med., speciallæge i intern medicin, klinisk kemi og hæmatologi
(blodsygdomme) ved Syddansk Universitet
|
Hvilke symptomer oplever man ved myelomatose?
Myelomatose (knoglemarvskræft) er en kræftsygdom, der udgår fra
en særlig slags hvide blodceller i
knoglemaven, som
kaldes plasmaceller eller myelomceller. Symptomerne kan være meget forskellige
fra patient til patient.
Smerter i ryggen
Et ret almindeligt symptom er rygsmerter, som mange patienter
med myelomatose har haft gennem længere tid, før diagnosen stilles. Mange
mennsker har i perioder af deres liv
smerter i ryggen. Det skyldes ofte
forkert eller for hård belastning af ryggen, slidgigt i ryggen, svækkelse af
ryghvirvlerne på grund af afkalkning (knogleskørhed) eller andre almindelige
problemer.
Myelomatose er en forholdsvis sjælden sygdom, og derfor kan
der gå lang tid før de rigtige undersøgelser, som kan afsløre sygdommen, bliver
sat i gang. På almindelige røntgenbilleder af ryggen kan forandringerne ved
myelomatose ligne det, man ser ved
knogleskørhed med
afkalkning og måske sammenfald af ryghvirvlerne, og det kan yderligere forsinke
diagnosen.
Rygsmerterne ved myelomatose skyldes, at sygdommen angriber og
svækker knoglevævet i ryghvirvlerne. Også andre knogler kan være angrebet af
sygdommen. Især ribben, bækken, lårbensknogler og overarmsknogler kan være
påvirket og give smerter i brystkassen, smerter ved gang eller måske ligefrem
brud på en knogle efter ret beskeden belastning.
Træthed, kvalme og opkastninger
Angrebet på knoglevævet kan frigøre kalk til blodet, og det
kan påvirke både nyrerne og hjernen. Nyrepåvirkningen kan føre til øget
vandladning og øget tørst. Får man ikke drukket tilstrækkeligt, bliver kroppen
udtørret, så man bliver træt, mat og måske uklar eller bevidstløs.
Hjernen kan også direkte blive påvirket af den højere
koncentration af kalk i blodet, og det kan føre til, at man får kvalme og
opkastninger og bliver konfus, uklar og måske bevidstløs.
Myelomatosesygdommen breder sig i knoglemarven og kan hæmme
knoglemarvens funktion, som er at danne blodets celler. Især dannelsen af røde
blodlegemer hæmmes, og det fører til blodmangel med træthed, bleghed og åndenød
ved anstrengelser.
Føleforstyrrelser og gangbesvær
Hos nogle patienter vokser myelomcellerne som en kræftsvulst
ud af ryghvirvlernes bagkant og ud mod rygmarven. Det kan føre til afklemning
af rygmarven som kan føre til føleforstyrrelser, dårlig gangfunktion og
lammelse af benene. Der kan også optræde problemer med at kontrollere
vandladning og afføring (inkontinens). I disse tilfælde er der
behov for akut behandling, hvis man skal genvinde gangfunktionen og kontrollen
over vandladning og afføring
Beskadigelse af nyrefunktion
Myelomcellerne udskiller et proteinstof, som kaldes
M-komponenten. Hos nogle patienter er der i myelomcellerne en
overskudsproduktion af et proteinstof, som kaldes en ”fri let kæde” og et
mindretal af myelomatosepatienter (cirka 15 procent) danner kun ”fri let kæde”
uden en egentlig M-komponent.
Disse ”frie letter kæder” bliver udskilt i nyrerne, og hvis de
dannes i stor mængde, kan det føre til alvorlig beskadigelse af nyrefunktionen.
Der kan komme ophobning af affaldsstoffer, som normalt udskilles af nyrerne, og
det medfører en forgiftning af kroppen med almen utilpashed, kvalme, uklarhed
og bevidstløshed. Dannelsen af urin kan gå helt i stå, og det kræver akut
behandling, hvis man skal have held til at genvinde en normal
nyrefunktion.
|
Da myelomatose er en kræftsygdom, kan den ligesom andre
kræftsygdomme give symptomer som utilpashed, appetitløshed og
vægttab.
|
Hvilke undersøgelser foretager man ved mistanke om
myelomatose?
Myelomatose kan vise sig på mange forskellige måder, og det er
vigtigt at få mistanken så de rigtige undersøgelser bliver sat i
gang.
-
Blodprøver kan viser blodmangel (lav
blodprocent), nedsat nyrefunktion og forhøjet koncentration af kalk. Man kan
også påvise det protein, som bliver udskilt fra myelomcellerne som en
M-komponent, og hos mange patienter forhøjet koncentration af ”fri let
kæde”.
-
Urinprøver kan undersøges for udskillelse af
”fri let kæde”, som i urinen kaldes ”Bence Jones” protein efter en engelsk læge
som beskrev en metode til påvisning af proteinet.
-
Røntgenundersøgelser
kan påvise angreb på knoglevævet i form af pletvis eller mere udbredt svækkelse
af knoglevævet.
-
CT-skanning kan også
påvise pletvis eller udbredt svækkelse af knoglevævet og følsomheden af denne
undersøgelse er i de fleste tilfælde bedre end almindelig røntgenundersøgelse.
Samtidig giver CT-skanning mulighed for at se myelomatosesvulster, som vokser
udenfor knoglevævet. Det kan især være vigtigt hos patienter, hvor svulsten
begynder at vokse ud af en ryghvirvel og kan komme til at trykke på
rygmarven.
-
MR-skanning er den bedste undersøgelse, hvis
der er symptomer på tryk på rygmarven.
-
PET-CT skanning er en undersøgelse, hvor man
indgiver et sporstof, som optages af kræftsvulster og kan ses på en
efterfølgende skanning, så man mere præcist kan kortlægge sygdommens
udbredning. Undersøgelsen ser især ud til at være velegnet i de sjældne
tilfælde, hvor man har indtryk af at sygdommen er lokaliseret til et enkelt
område i kroppen, som det man kalder et ”solitært” myelom. Her kan PET-CT ofte
vise, at der er tale om mere udbredt sygdom end først antaget. Måske kan PET-CT
udført før og efter behandling for myelomatose give værdifulde informationer
om, hvor godt et behandlingsresultat man har opnået.
-
Knoglemarvsundersøgelse foretager man ved at
lave et indstik på bagsiden af hoftebenskammen. Man udtager både en prøve fra
knoglevævet og udsuger materiale fra knoglemarven. Prøvematerialet skal gennem
en række procedurer med fiksering og farvning, før man får svar. Derfor er
svartiden er 1-2 uger. Bliver der konstateret myelomatose, vil man kunne se en
ansamling af myelomceller i varierende grad i knoglemarven. Man kan foretage
såkaldte ”immunfarvninger” af knoglemarven, som giver et tydeligere indtryk af
graden af knoglemarvsinfiltration og viser hvilken type af ”let kæde”
myelomcellerne udtrykker. Ved gentage undersøgelse af knoglemarven efter
behandling for myelomatose skal man helst have nedsat antallet af myelomceller
til få procent af knoglemarvens celler, og der bør ikke være overvægt af
myelomceller med en bestemt type af ”let kæde”. Man kan desuden foretage en
særlig undersøgelse af arvematerialet i myelomcellerne, som kan bruges til at
vurdering af hvor alvorlig sygdommen er.
|
Hvordan stiller man diagnosen 'myelomatose'?
Diagnosen myelomatose stiller man på baggrund af symptomer og
fund af M-komponent i blodet eller ”Bence Jones” protein i urinen, forhøjet
koncentration af en fri let kæde i blodet, tegn til angreb på knoglevævet ved
røntgenundersøgelse eller CT-skanning og ved påvisning af myelomceller i
knoglemarvsprøver.
Man kan desuden stadiebestemme myelomatose, som siger noget om,
hvor alvorlig sygdommen er. Det gør man ved at undersøge proteiner i blodet:
Albumin og β2-mikroglobulin. Hvis værdien af β2-mikroglobulin er høj har man
mere alvorlig sygdom.
Hvis der er blodmangel, påvirket nyrefunktion, forhøjet kalk i
blodet, tegn til angreb på knoglevævet eller andre væsentlige symptomer eller
fund, som kan tilskrives myelomatosen er der grund til at opstarte behandling.
Mange ældre mennesker har en lille M-komponent i blodet uden at have symptomer
eller andre tegn til myelomatose. Denne tilstand kaldes MGUS og skal ikke
behandles.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.06.2011
|
| |
| [an error occurred while processing this directive] |
|
