Annonce

Utroskab - om den sårende lyst til frihed og eventyr

Utroskab medfører stor sorg

Gennem årene har jeg talt med mennesker, der følte stor sorg og som var bange angste for fremtiden, fordi partneren havde kastet sig ud i et nyt forhold.

Jeg ser foran mig konen, sammenkrøbet i stolen, lille og gennemsigtig, plaget af manglende søvn. Hun har på kort tid tabt adskillige kilo af bekymring for, hvordan det skal gå, når hun skal klare et par børn alene. Eller manden, som bryder grædende sammen, dels af sorg over at miste den kvinde, han elsker, dels af angst for også at miste børnene. Hans fantasi om, at de skal sige far til en fremmed mand, gør ham søvnløs.

Når vi har det dårligt i vores ægteskab, lader vi os friste til forelskelse og dermed utroskab. Håbet er vel at opnå en eller anden form for frihed. Men som regel går det lige omvendt. Utroskaben binder os på arme og ben med alle de løgne, der følger med et udenoms forhold. Jeg tror ganske enkelt ikke på utroskab som en livsstil.

Engangsaffærer

Utroskab sker meget ofte, når man får for meget at drikke, men derfor er det ikke mindre farligt for et forholds beståen. Hvis det er et engangseventyr, mener jeg ikke, at der er grund til at gå hjem og skrifte og dermed smøre sin dårlige samvittighed af på ægtefællen. Der er alt for risikabelt. Jeg har flere gange set værdifulde familier gå i opløsning på grund af det. Ti stille og håb på, at ingen sladrer. Men voksne mennesker skal tænke sig om og næste gang, når en lignende situation opstår, holde sig på måtten og ikke drikke mere, end at kontrollen kan bevares. Man tager ikke skade af at disciplinere sig selv lidt, særligt når man ved, at ens partner bliver dybt såret, og at der er fare for opløsning af ægteskabet.

Langvarig utroskab

Derimod er det dårligt kammeratskab ikke at fortælle sin partner om langvarig utroskab. Åbenhjertigheden kan ganske vist føre til skilsmisse, men det kan også betyde, at gamle spindelvæv i ægteskabet fejes ned og giver grundlag for et nyt og friskere forhold, hvor dårlige vaner og kedelige rutiner endevendes.

Selvom et par har aftalt, at det er i orden med seksuelle sidespring, viser det sig meget tit, at det kun er den ene, der er enig, når aftalen skal praktiseres. Hvis den ene part i et forhold ikke er indstillet på seksuel frihed, er det et udtryk for umodenhed, ansvarsløshed og hensynsløshed hos den anden, hvis han eller hun fremturer med egne behov. Det får med garanti kærligheden til at krakelere.

En beretning, der viser utroskabens mange facetter

"Da jeg fandt brevet fra min mands elskerinde i hans skuffe med skjorter, fik jeg et chok. Dernæst blev jeg lettet, mærkeligt nok også lidt glad over, at jeg fik vished for min mistanke, for vi havde haft det dårligt i et lille års tid, og han havde hele tiden benægtet, at der var en anden. Jeg havde følt, at det udelukkende var mig, der var noget galt med, at jeg var blevet en sur, vrissen, gammel kone.

Da jeg fortalte ham om brevet, lignede han en lille dreng, som har gjort noget meget uartigt og var blevet grebet på fersk gerning. Men han så også lettet ud. Han sagde, at nu skulle det være forbi med den anden, og at det var mig, han ville være hos. Han lagde alle kortene på bordet, og selv om vi ikke græd, følte jeg alligevel stor taknemmelighed over, at han havde valgt mig og givet mig chancen. Den aften kom vi hinanden meget nær.

Men dagen efter kom angsten og usikkerheden. Ville han virkelig forlade hende til fordel for mig. Jeg følte mig fornedret som kvinde, havde ingen værdi, var grå og rynket. Følte mig trampet på, så mine egne fejl, når jeg sammenlignede mig med andre kvinder. For små bryster, for tyk over bagdelen, mit hår, som jeg havde været så stolt af, var vissent og gråligt. Jeg var kort sagt kedelig og usexet. Når jeg købte ind, greb jeg mig i at stirre på andre kvinder. De var afgjort smukkere og mere interessante, og de så også ud til at være klogere end jeg. Mit tøj så pludseligt forvasket og gammeldags ud. Små hvide bluser, som jeg altid har holdt meget af er "jo også latterlige og småpigede".

Jeg fik fantasier om, hvordan min mand havde elsket med den anden, hvordan de havde siddet i mørkningen og holdt hinanden i hånden, mens de grinede af mig og mine pussenuttede, husmoderlige problemer.

Jeg havde forstået på min mand, at hun var yngre end mig, havde en uddannelse fra universitetet og et meget krævende arbejde. Hvad skulle jeg stille op mod det. Bogholder, halvdags i et tømrerfirma uden mulighed for karriere. Så var der hadet til hende, som brød ind i vores ægteskab. Jeg begyndte at tænke på hævn, slog hende ihjel på mange bestialske måder, hun skulle ydmyges, den møgmær, den tøs, der ødelagde min nattesøvn. Jeg kunne ringe til hendes chef og svine hende til, så hun mistede sit arbejde. Jeg kunne også finde mig en elsker og så tage nogle billeder af det, så min mand kunne se, hvor ondt det gjorde at se mig i en andens arme.

Der er gået et år nu, og jeg kan godt se i dag, at jeg havde en del af skylden i, at han var gået til en anden. Men der er sår, som vist aldrig bliver lægt igen. Vort ægteskab er blevet bedre efter denne historie, vi skændes ikke ret tit mere, vi er ikke sure, og vi forsøger begge to at lytte til hinanden og løse konflikterne gennem samtaler. Vi er også blevet mere tolerante og kan bruge humor overfor hinanden. Vi anstrenger os i det hele taget meget for ikke at falde tilbage i det gamle mønster af vane og ligegyldighed."

Sidst opdateret: 01.02.2000