Hvad er epo?
Epo er et naturligt forekommende hormon hos mennesker. Det produceres i nyrerne, når iltindholdet i blodet er lavt, og det stimulerer dannelsen af røde blodlegemer i knoglemarven. De røde blodlegemer transporterer ilt fra lungerne og ud til vores muskler, og jo flere røde blodlegemer vi har, jo mere ilt får musklerne tilbudt.
Hvordan virker epo?
Musklerne bruger ilten til at forbrænde sukker og fedt, således at der kan blive frigivet energi til at lave muskel-sammentrækninger. Der bliver frigivet en større mængde energi, når forbrændingen sker med ilt tilstede (aerobt), end når der ikke er ilt tilstede (anaerobt), og samtidig undgår man dannelsen af mælkesyre. Specielt i udholdenhedsidrætter er det derfor en fordel at have et højt ilt-tilbud til musklerne. Epo har derfor også været misbrugt af atleter lige siden det kom på markedet.
Hvad er hæmatokrit?
Når man doper sig med epo stiger ens hæmatokritværdi. Men hvad er hæmatokritværdien egentlig?
Blodet består af en væskefase (plasma) og blodlegemerne (røde og hvide), og disse kan adskilles ved centrifugering. Hæmatokritværdien er den procentdel de røde blodlegemer udgør af den samlede blodvolumen. Hæmatokritværdien hos mænd ligger naturligt mellem 40-50 procent og lidt lavere hos kvinder, 35-46 procent. Fra man begynder at dope sig med epo, går der cirka to uger, før man ser en stigning i hæmatokritværdien. Dette skyldes, at det tager lidt tid før de røde blodlegemer modnes i knoglemarven og efterfølgende frigives til blodet.
Hvad er de præstationsfremmende effekter af epo?
Som tidligere beskrevet, er det primært i udholdenhedsidrætter såsom cykling, løb, langrend, og roning, at epo benyttes som et præstationsfremmende middel. Når hæmatokritværdien øges, betyder det, at den enkelte atlet kan arbejde både hurtigere og i længere tid, før de føler udmattelse. Man har i et tidligere dansk studie set, at 11 ugers behandling med epo medførte en stigning i hæmatokritværdien fra 45 procent til 49 procent, og at dette resulterede i en 12 procent forøgelse i den maksimale iltoptagelse og en 54 procent øgning i tiden til udmattelse ved moderat arbejde hos utrænede forsøgspersoner.
En anelse mindre forbedringer er fundet efter fire ugers behandling med epo til udholdenhedsatleter, hvor hæmatokritværdien steg fra 43 procent til 51 procent, den maksimale iltoptagelse med 8 procent og tid til udmattelse med 9 procent.
Hvilke bivirkninger er der ved brug af epo?
Kunstigt fremstillet epo kom første gang på markedet i 1989 og er beregnet til at behandle patienter med mangel på røde blodlegemer (anæmi). Specielt nyrepatienter, der på grund af deres sygdom ikke selv kan danne epo, men også kræftpatienter og patienter, der har mistet meget blod, har god gavn af behandling med epo.
I timerne efter behandling med epo kan der opstå korterevarende influenzalignende symptomer. Hvis hæmatokritværdien øges ud over det normale, vil det medføre, at blodet bliver mere tyktflydende på grund af det øgede indhold af røde blodlegemer. Dette giver en øget risiko for forhøjet blodtryk og blodpropper . Da epo virker forskelligt på folk, er det meget vigtigt med hyppige målinger af hæmatokritværdien ved behandling med epo for at sikre, at blodet ikke bliver for tykt. Det er yderst vigtigt, at epo behandlingen kombineres med jerntilførsel for at opnå det bedste behandlingsresultat og for at undgå jernmangel . Jern er en vigtig bestanddel af hæmoglobin (det der giver den røde farve) i de røde blodceller, og er den iltbindende komponent. En øget produktion af røde blodlegemer vil derfor hurtigt tømme vores jernlagre.
Hvordan opdager man epo-misbrug?
Epo-misbrug kan i dag opdages enten via en direkte metode, hvor niveauet af det kunstige epo bliver målt i urinen, eller via en indirekte metode, hvor man følger ændringerne i atleternes blodværdier over tid.
En direkte test til at måle epo i blod og urin blev indført ved sommer OL i 2000. Ved denne direkte metode udnytter man, at de sukkerkæder, der sidder på epo, sidder forskellige steder på epo alt efter, om det er naturligt produceret i kroppen eller kunstigt fremstillet. Metoden er god, da den måler på selve det stof, der er blevet misbrugt. Ulempen ved denne metode er dog, at epo kun er at finde i urinen i en relativ kort periode (maks tre dage og ved små doser helt ned til 12 timer) efter, at man har dopet sig med det. Dog vil nogle af de syntetiske epo præparater, der er fremstillet til at blive langsommere nedbrudt, kunne måles i urinen i op til syv dage efter.
I 2009 blev det ”biologisk blodpas” indført. Dette er en indirekte metode, hvorved man måler på de afledte effekter af epo, såsom et øget hæmoglobinindhold i blodet, øget hæmatokritværdi og øget antal af nye, umodne røde blodceller (reticulocytter). Man følger atleterne tæt med hyppige blodprøver, således at man kan følge ændringerne i disse parametre over tid. Sker der uforklarlige ændringer i niveauet af disse parametre, vil det give mistanke om epo doping. Ulempen er, at metoden ikke direkte kan påvise brugen af epo, men fordelen er, at mange af de målte parametre forbliver ændret i en periode efter, at misbruget er stoppet, og chancen for at opdage et epo misbrug er derfor større.
Kan man naturligt øge hæmatokritværdien ved højdetræning?
Allerede i 1863 fandt man ud af, at folk, der levede oppe i bjergene i Mexico, havde tykkere blod, end folk der levede ved havoverfladen. I første omgang troede man, at det var noget medfødt, men i 1891 fandt man ud af, at mængden af røde blodceller steg, når man i en længere periode opholder sig i højden. Forskerne konkluderede allerede dengang, at stigningen i røde blodceller måtte skyldes det lave ilttryk i højden. Højdetræning blev dog ikke taget i brug af atleter før ved OL i Mexico i 1968.
I dag ved man, at det lave ilttryk i højden medfører en øget egenproduktion af epo og dermed en øgning i mængden af røde blodlegemer. Effekten af højdetræning diskuteres lidt i øjeblikket, men det ser ud til, at det, der virker bedst, er at træne efter ”live high – train low” princippet. Her gælder det om at opholde sig så mange af døgnets timer i højden, og så fortage træningen ved en lavere højde, hvor der kan trænes med en højere intensitet. Man har ved et sådant træningsregime set, at fire ugers ophold i 2500 meters højde og træning i 1250 meters højde medførte en øgning i mængden af røde blodlegemer på 9 procent og en forbedret maksimal iltoptagelse på 5 procent.
Kan præstationen forbedres ved blodtransfusion?
Blodtransfusioner er blevet mere udbredt efter den direkte test for epo blev indført. Dette påtrods af at blodtransfusion allerede i 1988 blev ulovlig som doping metode. Der findes overordnet to forskellige typer af blodtransfusion:
Tilførsel af ens eget blod (autolog), hvor blodet på et tidligere tidspunkt er blevet tappet og har været opbevaret koldt indtil selve blodtransfusionen
Alternativt kan bruges infusioner af blod fra andre personer med den samme blodtype (homolog)
Ved OL i Athen i 2004 blev en test for homolog blodtransfusion indført, hvilket har betydet, at det i dag primært er autolog blodtransfusion, der benyttes som doping. Autolog blodtransfusion kan indirekte afsløres i det tidligere omtalte ”biologiske blod pas”. Der arbejdes desuden på at udvikle en metode til direkte at kunne afsløre blodtransfusioner, baseret på målinger af rester af plastic fra de poser blodet har været opbevaret i.
Blodtransfusioner virker lidt på samme måde som ved misbrug af kunstigt epo: Man får en øget mængde af røde blodceller. Men hvor det tager et par uger, før behandlingen med epo virker, øges mængden af røde blodlegemer med det samme ved en blodtransfusion. Effekten kommer altså langt hurtigere. Det er vist, at en indsprøjtning med 800 ml blod fire uger efter, at det blev taget ud, medførte en 13 procent stigning i mængden af røde blodlegemer og en 9 procent stigning i den maksimale iltoptagelse.
Læs mere om bloddoping her
Hvad er udsigten for fremtiden?
Manipulation og ændring af vores gener i en retning, der er fordelagtig for den enkelte atlet, også kaldet gendoping, er en fremtidig doping metode vi må forholde os til. I mus har man allerede med succes ændret i generne, således at der blev produceret mere naturligt epo, og disse mus havde en konstant højere hæmatokritværdi. Gendoping kom derfor i 2003 på listen over forbudte doping metoder, men der findes i dag stadig ikke en metode til at afsløre gendoping.
Læs mere om gendoping her