 |  |
Af Per Grinsted, , speciallæge i almen medicin
|
Hvad er besvimelse?
Ganske vist kan besvimelse have mange årsager med udgangspunkt
i hjerte, kredsløb, blodtryk og åndedræt, men den type, du her kan høre om,
er den hyppigst forekommende, typiske besvimelse.
Den kan optræde når som helst hos i øvrigt raske
personer.
|
Hvorfor besvimer man?
Hører du til dem, der let besvimer, ved du sikkert også, hvad
det er, der især udløser besvimelsen. Det kan være stress situationer
præget af angst og spænding og måske smerter. Du kender det ved
blodprøvetagning eller i andre
ubehagelige situationer hos lægen.
Du mærker det ved ophold i varme og i overfyldte rum med
dårlig udluftning. Det kan komme i forbindelse med såvel fysisk som psykisk
belastning og især hvis du ikke har det så godt i forvejen.
|
Hvordan føles det?
Besvimelsen kan komme som lyn fra en klar himmel. Men det
starter ofte med, at det sortner for øjnene. Du bliver bleg, sveder, bliver
svimmel og får måske kvalme. Det kan ske, når du sidder eller står eller
hvis du rejser dig fra liggende stilling. Bang, så mister du
bevidstheden.
Som regel når du at sige til i forvejen, så en anden person
kan hjælpe dig ned at ligge gerne med hovedet lidt lavt og benene lidt højt.
Så løber blodet til hovedet igen.
Er du besvimet helt, varer det nu sjældent mange sekunder eller
minutter før du er helt vågen igen men stadig slap i arme og ben. Prøver du
at rejse dig for hurtigt, kommer svimmelheden og måske besvimelsen straks
igen.
|
Hvad kan man selv gøre hvis man er ved at besvime?
Sæt dig ned med hovedet mellem benene
Er en besvimelse på vej, og er det ikke muligt at komme til at
ligge helt ned, kan du prøve at sætte dig og bukke hovedet ned mellem dine
bøjede knæ.
En hjælper holder sin hånd over nakken og trykker ned, mens du
selv prøver med et jævnt tryk at løfte hovedet.
Det presser blod op til hjernen, så symptomerne mindskes, og
den egentlige besvimelse undgås.
|
Hvordan undgår jeg at besvime?
Hvis du hører til dem, der besvimer let, skal du være
opmærksom på de situationer, hvor din besvimelse kan udløses. Forsøg at
undgå dem eller tag dine forholdsregler, så godt det lader sig gøre.
Gør omkringstående opmærksom på, hvad der kan ske, så de er
forberedte, hvis det sker. Snakken om det kan måske være selvforstærkende,
men det er bedre for alle at vide besked end at blive overraskede og
forskrækkede.
Besvimelse er kortvarig. Går der mere end et minut eller to med
bevidstløshed uden tegn på tilbagevenden til den vågne tilstand, skal der
måske yderligere
førstehjælp til.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 09.02.2001
|
|  |
|