 | |
| Undersøgelse af luftrørene (Bronkoskopi) |
|
|
Af Martin Døssing, speciallæge i lungemedicin
|
Hvad er en bronkoskopi?
Bronkoskopi betyder at efterse (scopere) luftrørene
(bronkierne). Luftrørssystemet starter ved hovedluftrøret, som fra
strubehovedet går nedad, til det deler sig i en højre og venstre hovedgren.
Hovedgrenene deler sig længere nede i bronkiegrene til hver sin lungelap, som
igen deler sig til underafsnit af lungelapperne.
Højre lunge har en over-, en mellem- og en underlap, mens
venstre lunge kun har en over- og en underlap). Efter cirka 22 delinger når de
mindste bronkiegrene ned til mange millioner af luftsække (alveolerne). Med
bronkoskopet kan man se ned i luftrørene, efter at de har delt sig fem-seks
gange. Det vil sige, at man kan ikke se de yderste grene af luftrørene, hvilket
svarer til de sidste tre-fem centimeter af lungevævet ud mod brystkassen.
Bronkoskopet er et bøjeligt rør på cirka en meters længde, og
som kun er en halv centimeter i diameter. Der er anbragt et lille videokamera i
den ene ende som transmitterer skopibilledet til en farvefjernsynsskærm, så
både skopør og hjælpepersonale kan følge med i undersøgelsen på skærmen.
Der er i skopet en arbejdskanal på knap to millimeter i
diameter, som forløber i hele skopets længde. Kanalen bruges til at suge og
skylle væske igennem og til at indføre forskellige instrumenter, blandt andet
små tænger til at tage vævsprøver, små nåle til at suge væv op med eventuelt
efter at nålen er ført ud gennem bronkievæggen ud i en lymfeknude eller en
vævsknude som trykker på luftrøret. Små børster kan også føres via
arbejdskanalen ned i et luftrør og kan bringe væv fra bronkierne med op som kan
give værdifulde oplysninger.
|
Hvordan foregår undersøgelsen?
Selve undersøgelsen foregår med patienten i liggende eller
siddende stilling. En dosis af noget hurtigtvirkende afslappende lægemiddel
gør, at undersøgelsen ikke føles ubehagelig. Næsen og stemmelæberne
lokalbedøves. Skopet indføres gennem det ene næsebor og herfra ned i svælget
til strubelåget, hvor stemmelæberne først efterses og lokalbedøves grundigt.
Herefter passerer man ned i hovedluftrøret (trachea), ned til det deler sig i
de to hovedgrene til hver sin lunge. Herfra går det videre ud i
forgreningerne.
|
Hvor længe varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer i øvede hænder mellem 5 og 20 minutter. Et
par timer efter undersøgelsen kan patienten tage hjem og komme igen et par dage
efter for at få besked om prøveresultatet.
|
Hvornår er der grund til at bronkoskopere?
Ved en lang række sygdomme i luftrør og lunger kan bronkoskopien
både være diagnostisk, det vil sige føre til, at lægen kan stille en diagnose,
men kan også anvendes behandlingsmæssigt.
De tilfælde, hvor en bronkoskopi kan være nyttig i diagnostikken
af lungesygdomme, er ved 'pletter på lungen' (på røntgenbillede eller
scanningsbillede), hvor der blandt andet kan være mistanke om
lungekræft længerevarende
lungebetændelser eller andre
luftvejslidelser, som ikke klarer op på almindelig medicinsk antibiotisk
behandling.
De tilfælde, hvor bronkoskopi kan være nyttig i behandlingen af
lungesygdomme, er:
-
Opsugning af store mængder slim som kan lukke for et
luftrør.
-
Fjernelse af fremmedlegemer for eksempel hos børn som har 'fået
noget i den gale hals' - en peanut eller en lille legetøjsdims som kan fiskes
op fra en bronkiegren.
-
Laserbehandling af en kræftsvulst som truer med at lukke af for
et luftrør.
-
Anbringelse af en stent, det vil sige et stift hult rør, som
kan holde et luftrør åbent, for eksempel hvis en kræftsvulst er ved at lukke af
for en bronkiegren.
-
Anbringelse af en radioaktiv kilde (oftest iridium), som
indefra kan bestråle en kræftsvulst og få den til at skrumpe ind
(brachytherapi).
|
Hvad skal man tage hensyn til, før man udføre en
bronkoskopi?
Det er bedst at have et
røntgenbillede eller et
CT-scanningsbillede af brystkassen på
stuen, hvor undersøgelsen udføres, så man under undersøgelsen kan kaste et blik
på billedet for at sikre sig, at man går ud i det 'rigtige' luftrør og tager
prøverne.
Hvis en plet sidder langt ude i lungevævet, kan der oftest ikke
ses noget på røntgenbilledet, og man kan så blindt føre en børste eller en tang
ud i det luftrør, man kan regne ud må føre ud til pletten og tage de nødvendige
prøver. Denne undersøgelse udføres bedst i røntgengennemlysning, hvor man under
røntgenvejledning kan føre instrumentet ud til pletten, hvor prøven tages. Det
er endvidere nødvendigt at have blodprøver som belyser, om patientens evne til
at størkne blod er normal. Ellers kan man risikere en alvorlig blødning fra de
steder, hvor der tages vævsprøver.
Hvis personen tager hjertemagnyl, som mindsker blodets evne til
at danne blodpropper, men samtidig som en bivirkning øger risikoen for
længerevarende blødning efter en vævsprøve, skal denne behandling stoppes en
uge før en bronkoskopi.
En bronkoskopisk undersøgelse er stort set risikofri, men hvis
patienten er for syg eller for svag, kan risikoen alligevel være for stor i
forhold til fordelene. En undersøgelse af lungefunktionen, hjertefunktionen
(ekkokardiografi) og blodgasanalyse (måling af blodets iltindhold) kan vejlede
ved udvælgelsen af de patienter, som kan tåle undersøgelsen, og de patienter
hvor risikoen er for stor. Beslutningen herom må bero på en vurdering i hvert
enkelt tilfælde - en vurdering som eventuelt kan træffes ved en fælles
konference med lungemediciner, hjertelæge, kirurg og naturligvis patienten.
|
Hvilke komplikationer kan der være ved en bronkoskopi?
Komplikationer efter en korrekt udført bronkoskopi er heldigvis
sjældne. Det kan være:
-
Krampe i luftrørerne (lyder som et astmaanfald) - går oftest
over af sig selv uden gener for patienten.
-
Næseblod efter indførelse af skopet gennem et snævert næsebor.
Går oftest over af sig selv, men kan behandles med hovedet højt og en ispose på
næsen.
-
Lavt iltindhold i blodet - behandles ved ilttilførsel under
undersøgelsen gennem det næsebor, hvor skopet ikke er indført. Ilttrykket måles
løbende under en bronkoskopisk undersøgelse ved en såkaldt pulsoxymetri, hvor
en klemme anbringes på en finger og måler blodets iltindhold ved at lyse gennem
neglen.
-
Blodigt opspyt efter vævsprøver eller overfladiske skoplæsioner
i bronkieslimhinden. Går over af sig selv.
-
Sammenklappet lunge. Når prøver tages blindt ud i et luftrør
med børste eller tang, kan man komme til at punktere lungehinden, hvorved der
trænger luft ud i lungehulen, og lungen klapper sammen. Lungen vil oftest
udfolde sig af sig selv, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt under
lokalbedøvelse at stikke et lille plastikrør udefra ind i lungehulen og suge
luften ud. Herved folder lungen sig ud igen, og røret kan fjernes.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.06.2001
|
| |
|
Anoreksi & Bulimi HJÆLP 
