Hvad er parodontose?
Parodontose (paradentose, de løse tænders sygdom) er en
folkesygdom, som de fleste får på et eller andet tidspunkt i livet. Parodontose
giver sjældent symptomer og kan ikke ses med det blotte øje. Normalt er der
tale om en langsomt fremadskridende tilstand, men selv efter årelang kamp ender
mange alligevel med at blive tandløse på grund af sygdommen.
Parodontose er en betændelsestilstand i den knogle, som
tandroden sidder fast i. Betændelsen fører til, at knoglen langsomt "ædes op"
og når processen er langt fremskreden, begynder tanden at føles løs.
Parodontose er en voksen-sygdom, idet den normalt ikke starter,
før man er i midten af 30'erne. Kommer der parodontose hos yngre, kan der være
tale om en særlig aggressiv form, hvor tandløsningen går specielt hurtig
(Juvenil marginal parodontitis) og som kræver en ekstra ihærdig indsats med
hensyn til mundhygiejne, hyppige tandlægebesøg og behandling med antibiotika.
|
Hvem er særligt udsatte for at få parodontose
Alle får på et tidspunkt parodontose. Kvinder og mænd får det
lige hyppigt, men hos kvinder kan tilstanden gå stærkere under en graviditet.
Nogle forhold har betydning for risikoen for at udvikle
parodontose:
-
Rygning:
Rygere har en
veldokumenteret øget risiko for at få parodontose.
-
Nedsat immunforsvar: Ved nedsat immunforsvar
mindskes modstandskraften over for de bakterier, som sidder i belægningerne på
tænderne. Stress kan blandt andet nedsætte immunforsvaret og har man
parodontose, vil sygdommen ofte forværres i stressede perioder. Er man er i
behandling med medicin, som skal undertrykke immunsystemet, er risikoen endnu
større.
-
Diabetes: Personer med
diabetes har
hyppigere og mere graverende parodontose end ellers raske individer. Dette
gælder specielt hvis
blodsukkeret svinger
meget. Omvendt er det også muligt, at en ubehandlet parodontose kan forværre
sukkersygen.
-
Mundtørhed: Mundtørhed er et langt større
problem, end man tidligere har været opmærksom på. De senere år er der således
sat meget fokus på mundtørheds betydning for tandsundheden. Det ligger nu fast,
at mundtørhed øger risikoen for huller i tænderne og muligvis også for
udvikling af parodontose.
|
Hvorfor får man paradentose?
Parodontose skyldes en vedvarende betændelse i tandens
støttevæv, herunder den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen
starter altid i tandkødet (tandkødsbetændelse, gingivitis), hvorfra den breder
sig til støttevævene. Både ved tandkødsbetændelse og parodontose er der tale om
organismens reaktion på bakterier, som sidder i efterladte madrester på
tænderne.
|
Hvordan føles paradentose?
Parodontose giver ofte først symptomer i form af tandløsning,
når tilstanden er meget langt fremskreden. Da parodontose altid vil være
forudgået af betændelse i tandkødet vil der som regel være blødning og ømhed
ved tandbørstning og spisning.
Er parodontosen så langt fremskreden, at tænderne føles løse,
kan de være ømme ved spisning og betændelsen i tandkødet kan medføre
tandbylder, som er ømme hævelser fyldt med materie (pus). Men først og
fremmest: Opdager man, at tandkødet bløder, kan det være et forvarsel om, at
der er parodontose i optræk og man bør straks opsøge tandlæge.
|
Hvordan stiller tandlægen diagnosen?
Diagnosen stilles af tandplejer eller tandlæge. Da man som regel
ikke mærker, at man har parodontose, er det absolut nødvendigt med regelmæssig,
professionel undersøgelse af tandkød og tandkødslommernes dybde.
Ved parodontose har tanden mistet sit fæste i knoglen og
tandkødslommerne vil altid være fordybede. Lomme-dybden er afstanden fra
tandens emaljekant til bunden af tandkødslommen og måles med en særlig
lommemåler. Hvor stort knoglefæstet er, kan også måles på et røntgenbillede.
Parodontose kan sjældent ses med det blotte øje og giver
sjældent symptomer. Derfor er det vigtigt, at man får målt tandkødslommernes
dybde hver gang, man er hos tandlæge. Hvis tandkødslommerne er
mere end 3 mm dybe er der tale om begyndende parodontose.
|
Hvad er behandlingen?
Ved behandling af parodontose, skelner man mellem almindelig og
udvidet behandling. En udvidet behandling er nødvendig, hvis der er tale om
fremskreden parodontose.
Ved almindelig behandling af parodontose foretages:
-
Fjernelse af tandsten og bakteriebelægninger på tandkroner og
rodoverflader i de fordybede lommer.
-
Tænder og fyldninger pudses glatte, evt. fjernes overskud på
fyldninger, så bakterierne ikke så nemt sætter sig fast.
-
Tandlæge eller tandplejer viser, hvor på tænderne der især er
belægninger og giver instruktion i metoder til bedst mulig mundhygiejne.
Ved udvidet behandling af parodontose foretages
desuden:
-
Eventuel operation på angrebne tænder, hvor en del af tandkødet
fjernes, så tandkødslommerne bliver mindre og lettere at holde rene.
-
Inden operation kan man evt. ud over den almindelige
parodontosebehandling supplere med skylning af tandkødslommerne med en
desinficerende væske (chlorhexidin) og sprøjte antibiotika gel (metronidazol)
ned i lommerne nogle gange med en uges mellemrum.
|
Hvad er udsigten for fremtiden?
Hvis parodontose opdages og behandles i tide, er der god chance
for, at den bliver stoppet, men den allerede mistede knogle kan ikke vokse op
igen. Sygdommen skal hele tiden holdes under kontrol og der må ikke slækkes på
mundhygiejnen. Ellers blusser parodontosen op igen og knogletabet øges
gradvist.
Mange forsømmer desværre stadig deres tænder og bliver der ikke
taget hånd om parodontose i tide, vil tænderne ende med at falde ud - en efter
en. Til sidst bliver man tandløs og må have protese. Men hvis tænderne er
mistet på grund af parodontose, kan det være ekstra vanskeligt for en protese
at sidde fast, fordi en stor del af knoglen er gået tabt. Endelig skal
tilføjes, at parodontose øger risikoen for hjerte-kar sygdomme.
|
Hvordan forebygger man paradentose?
Al forebyggelse sigter mod fjernelse af bakteriebelægninger på
tænderne, som er årsag til betændelsen i tandkød og knogle. Forebyggelse sker
derfor primært i forbindelse med den daglige mundhygiejne i hjemmet efter
anvisning fra tandplejer eller tandlæge. Information om kostvaner er også
vigtig.
-
Tandbørstning: Generelt anbefales den metode
der kaldes gnubbe-metoden. Tandbørsten placeres så hårene rører både tandkød og
tænder. På ydersiderne børstes tænderne med tandbørstens hoved parallelt med
tandrækken og på indersiderne med tandbørstehovedet lodret. Når tandbørsten er
placeret, bevæges den i små cirkelformede bevægelser. Bevægelserne skal være så
små, at hårene kiler sig ind i tandmellemrummene. Herefter flyttes tandbørsten
1 tand ad gangen. Tyggefladerne børstes med små bevægelser frem og tilbage.
Mange får en bedre mundhygiejne ved at bruge en elektrisk tandbørste. Spørg din
tandlæge til råds. En elektrisk tandbørste er desuden et meget godt
hjælpemiddel til fysisk handicappede.
-
Tandstikker/tandtråd: Trods perfekt
tandbørstning er det umuligt, at fjerne alle bakteriebelægningerne i
tandmellemrummene. Derfor bør man anvende tandstikkere, små såkaldte
"flaskerensere" eller tandtråd. Tandstikkere skal være trekantede i tværsnit og
den brede ende skal vende mod tandkødet.
-
Kostvaner: information om kostvaner er især
vigtig, hvis der er tale om parodontose hos en ung patient. Forbruget af
sukkerholdige spiser - inkl. sodavand - bør indskrænkes mest muligt. Karameller
bør undgås, da de klæber til tænderne og giver en langvarig sukkerpåvirkning.
Chips og lignende er heller ikke godt, da resterne bliver siddende mellem
tænderne i lang tid.
Det er utrolig vigtigt, at tandplejer eller tandlæge måler
tandkødslommernes dybde ved hver hver regelmæssig undersøgelse. Hvor ofte skal
man så have denne? De fleste mennesker kan nøjes med et årligt tandeftersyn,
men det er op til tandlægen at vurdere, om der er behov for hyppigere eftersyn.
Har man fx det mindste tegn på parodontose er det nødvendigt med hyppigere
eftersyn - måske tre til fire gange om året, afhængig af tandlægens
skøn.
|
|
knæ - ben der ekser under en... 
