 | |
| Anoreksi (nervøs spisevægring) |
|
|
Af Kirsten Hørder, Overlæge, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og René Klinkby Støving, Læge
|
Hvad er anoreksi?
Nervøs spisevægring er en spiseforstyrrelse, som især rammer
piger i alderen 12 - 20 år. Drenge kan dog også få det.
Sygdommen er karakteriseret ved:
-
Vægttab, som personen selv fremkalder ved at undgå 'fed' mad,
motionere meget, indtage medicin (afføringsmidler, vanddrivende tabletter)
eller ved at fremkalde opkastning.
-
Stærk frygt for fedme og vægtstigning.
-
At alle tanker kredser om mad og kalorier.
-
At personen laver mange regler for, hvad hun vil spise, og hvor
meget hun vil motionere.
-
At personen sætter sig et lavt mål for, hvad hun vil veje.
-
Hormonforstyrrelser med manglende menstruationer.
|
Hvorfor får man anoreksi?
Man kender ikke den præcise årsag til anoreksi. En af de
faktorer, der betyder noget, er de kulturelle forhold, idet sygdommen
fortrinsvis optræder i den vestlige del af verden. Det moderne slanke
kvindelige skønhedsideal, puberteten, dødsfald i nærmeste familie eller tab af
en god veninde er andre faktorer, der kan spille ind. Der er særlig risiko for,
at modeller, balletdansere og elite-idrætsudøvere rammes af nervøs
spisevægring, fordi det forventes, at de er særligt slanke.
|
Hvordan føles anoreksi?
-
Man tænker meget på mad. Man er tiltrukket af madopskrifter og
tilbereder gerne mad til andre. Man bliver lang tid om at spise selv et mindre
måltid og sidder ofte og piller maden i småstykker. Man spiser helst ikke
sammen med andre.
-
Man går på slankekur, men slankekuren løber af med én, og man
kan ikke stoppe igen. Måske bruger man medicin (slankemidler, afføringsmidler
eller vanddrivende medicin) for at tabe sig. I nogle tilfælde fremkalder man
opkastninger for at tabe sig. Man vejer sig hyppigt og er bange for, at vægten
skal stige. Der er ikke mangel på appetit, men man undertrykker sulten.
-
Man føler ubehag ved sit eget udseende. Mens man ser helt
realistisk på andres udseende, føler man sig fed, selvom vægten er meget lav.
-
Man udfører flere timers daglige gymnastiske øvelser, løbeture
eller anden motion. Efter et måltid kan man føle en uimodståelig trang til at
skulle bevæge sig i timevis.
-
Man er optaget af at planlægge sine måltider og
motionsprogrammer. Man føler sig usikker, trækker sig fra samværet med
kammeraterne og vil ikke være med til fester og lignende.
-
Menstruationerne holder op. Det sker i nogle tilfælde før
vægttabet.
-
Man får forstoppelse og indimellem mavepine. Man bliver
kuldskær og fryser både inde og ude. I nogle tilfælde fremkalder selv let kulde
smerter og følelsesløshed i fingrene. Huden bliver efterhånden tør og
skællende. Man bliver svimmel ved stillingsændringer, for eksempel fra liggende
til stående stilling. Der kan komme hævelse af fødderne (ødemer). Man får svært
ved at koncentrere sig og huske.
-
I sygdommens senere stadier ønsker man nogle gange at tage på i
vægt, uden selv at være i stand til at realisere det. I nogle tilfælde udvikler
man spiseanfald, bulimi (bulimia nervosa).
|
Hvad er tegnene på anoreksi?
-
Vægttab på mindst 15 procent af ens
normalvægt.
-
Vægttabet er selvfremkaldt. Man faster, spiser mindre, dyrker
motion, tager vanddrivende medicin, spiser afføringsmidler eller slankemedicin
og kaster op.
-
Angst for fedme og vægtstigning (vægtfobi).
-
Ophør af
menstruationer eller
forsinket pubertetsudvikling.
|
Hvad kan man selv gøre?
 |
|
Debat online
Lider du af spiseforstyrrelser eller har du bare været i
berøring med problemet?
I
Netdoktors debat om anoreksi kan du
møde ligestillede at udveksle erfaringer med. |
|
|
-
Prøve at fortælle, hvordan man har det, til en god ven, ens
forældre eller søskende.
-
Prøve at undgå at isolere sig og gå i byen med sine venner.
-
Opsøge sin læge eller en anden professionel hjælper.
-
Få en fornuftig kostplan og følge den.
-
Opsøge
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og
selvskade (LMS)som er en fusion imellem Centrum for Mennesker med
Spiseforstyrrelser (CMS) og Anoreksi Foreningen. Foreningen består af
mennesker, der selv har prøvet at have en spiseforstyrrelse.
|
Udsigt for fremtiden
Jo før man kommer i behandling, des bedre chancer har man for at
blive rask. Den gennemsnitlige sygdomsvarighed er tre år, men man kan godt
blive rask, selv efter mange års sygdom.
Såfremt man ikke får behandling, risikerer man at blive kronisk
syg af sin anoreksi.
-
På grund af den langvarige sult-tilstand udvikles der
knogleskørhed (osteoporose) og
skader på hjertet, leveren, nyrerne og hjernen. Hos unge kan anoreksi også
standse højdevæksten.
-
Man bliver træt og får problemer med at koncentrere sig.
-
Psykisk bliver man uligevægtig og trist, og nogle udvikler
depression og får
selvmordstanker.
-
Dødeligheden er op til ti gange forøget. De fleste dør af
selvmord eller som følge af underernæring.
|
Hvordan behandles anoreksi?
Da sygdommen både har legemlige og psykiske symptomer, bør
behandlingen rette sig mod begge sider. Man kan blive behandlet ambulant hos
sin egen læge eller hos en psykolog, som har erfaring med anoreksi. Nogle
steder i landet kan man blive behandlet på et Center for Spiseforstyrrelser.
Her varetages behandlingen af et tværfagligt team bestående af blandt andet
speciallæger i psykiatri, psykologer, speciallæger i børnesygdomme,
speciallæger i hormon- og stofskiftesygdomme, diætister, sygeplejersker og
fysioterapeuter, som alle har erfaring med anoreksi.
Samtalebehandling (psykoterapi) benyttes også. Det kan være
familiesamtaler, enesamtaler eller forældrerådgivning. Grundig information om
sygdommen og dens følger er et vigtigt led i behandlingen.
Den normale ernæringstilstand skal genoprettes. Derfor
iværksættes kostplaner og regelmæssig vægtkontrol.
Undertiden kan
medicin være
nødvendig. Det er især, når der optræder depression eller svære
tvangssymptomer.
Nogle gange er specialiseret og intensiv behandling nødvendig. I
de tilfælde kan man blive indlagt på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling
eller en voksen-psykiatrisk afdeling. Ved et stort vægttab (over 20-25 procent
af ens vægt) eller væskemangel kan man blive indlagt på en børneafdeling eller
en medicinsk afdeling. I disse tilfælde kan den indledende behandling bestå i
livsreddende væske og ernæring via en sonde.
Behandlingen varer som regel flere år. Der anvendes som regel
ikke medicin. Såfremt der er udtalt depression, kan
antidepressiv medicin
anvendes. Mod alvorlige tvangssymptomer kan medicinsk behandling også
forsøges.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 02.02.2001
|
| |
|
Hjælper styrketræning