 |  |
Hvad er mundhulegener ved strålebehandling |
 |
 |
Af Henning Lehmann Bastian, overtandlæge og Peter Marker, overtandlæge
|
Hvad er mundhulegener?
Området omkring munden og kæben rammes ofte af strålerne, når en
kræftsygdom i hoved- og halsområdet behandles med røntgenstråler. Dette giver
altid en række gener i selve mundhulen.Generne er bivirkninger efter
behandlingen. Nogle af disse gener er forbigående, idet de forsvinder helt
efter strålebehandlingen, mens andre er vedvarende.
|
Hvilke gener kan man få?
Under strålebehandlingen kan man få følgende gener:
-
Mundbetændelse med hvidlige belægninger ('mucositis'). (fig 1)
-
Mundbetændelse med rødme og sårdannelse i slimhinderne
('stomatitis'). (fig 2,3,4)
-
Svampeinfektion ('candidiasis').(fig 5,6,7)
-
Mundtørhed.(fig 8,9,10)
-
Infektioner med virus eller bakterier. (fig 11)
-
Ændret eller nedsat smagsevne.
-
Ømhed og smerter i slimhinderne.
-
Appetitløshed med risiko for ernæringsforstyrrelser.
Efter strålebehandlingen kan man få:
-
Mundtørhed (fig 12).
-
Øget risiko for huller i tænderne (øget cariesaktivitet).
(fig 13,14,15)
-
Øget tendens til tilbagevendende svampeinfektioner. (16)
-
Nedbrydning af kæbeknogle ('osteoradionekrose'). (17)
-
Nedsat gabeevne.
|
Hvad er baggrunden for mundgenerne efter
strålebehandling?
I den normale mundslimhinde sker der hele tiden en produktion af
nye celler i takt med at gamle celler dør og afstødes. Denne fine balance slås
i stykker af strålerne, idet dannelsen af nye celler reduceres kraftigt. Dette
medfører, at slimhinden bliver meget tynd, rød og ømfindtlig. Der kan også gå
hul på den, så man får sår i munden. Mundtørheden skyldes, at røntgenstrålerne
beskadiger spytkirtelvævet, således at spytproduktionen nedsættes eller helt
hører op. Det er især produktionen af tyndtflydende ('serøst') spyt, der
rammes. Den resterende spytmængde er sej og trådtrækkende.
|
Hvorfor er der øget risiko for huller i tænderne ved
strålebehandling?
Den øgede risiko for huller i tænderne hænger sammen med den
nedsatte spytproduktion. Det normale spyt indeholder antistoffer og mineraler,
som virker beskyttende overfor tænderne. Endvidere har nyere forskning vist, at
strålerne forårsager direkte skader på de hårde tandvævs mikrostruktur. Der er
blandt andet forbindelsen mellem emaljen og dentinen ('tandbenet'), der
ødelægges. Det betyder at ødelæggelsen af tænderne får et mere underminerende
og hurtigt forløb, hvor emaljen undertiden bogstaveligt talt skaller af.
Svampeinfektionerne skyldes, at der inde i munden opstår en
mangel i immunsystemet, således at svampen får lettere spil. Knoglenedbrydning
('osteoradionekrose') er en sjælden, men alvorlig komplikation. Det skyldes
nedsat ilttilførsel på grund af skader på blodkarrene.
Efter strålebehandling omkring munden og kæben skal man være
omhyggelig med tandbørstning og
mundpleje. Vær også
opmærksom på at det er muligt at få tilskud til
tandbehandling efter
strålebehandling.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.11.2000
|
|  |
|