 | |
| Multipel (dissemineret) sklerose |
|
|
Opdateret af Per
Soelberg Sørensen, professor, overlæge,
dr.med., speciallæge i neuromedicin, leder af Dansk Multipel Sclerose
Center
|
Hvad er multipel sklerose?
Sygdommen kaldes også dissemineret sklerose, sclerosis
disseminata eller blot sklerose. Multipel sklerose er en kronisk sygdom, som
selv hos yngre mennesker kan medføre betydelig invaliditet.
Cirka 300 danskere rammes hvert år og hyppigheden er stigende, specielt hos kvinder.
Man regner med, at der findes mere end 9000 patienter med sygdommen i Danmark.
Sygdommen rammer mere end dobbelt så hyppigt kvinder som mænd, og den bryder oftest ud i
20 til 40 års alderen.
Multipel sklerose har en speciel geografisk udbredelse og findes
hyppigere tempererede zoner som i Danmark sammenlignet med subtropiske og
tropiske områder.
I sin typiske form er sygdommen karakteristisk ved gentagne
angreb (attakker) fra forskellige dele af centralnervesystemet (hjerne og
rygmarv). Man taler således om, at symptomerne er spredt (dissemineret) i tid
og i sted. De enkelte attakker kan have vidt forskellige symptomer, da de kommer
fra forskellige steder i nervesystemet.
|
Hvorfor får man multipel sklerose?
Man kender ikke årsagen til dissemineret sklerose.
En egentlig arvegang er ikke kendt, men forekomsten er højere
hos familiemedlemmer til sklerosepatienter end i normalbefolkningen. Der er
påvist en række genetiske faktorer, specielt bestemte vævstyper, der øger
modtageligheden for multipel sklerose.
Årsagen til sygdomsudbruddet skyldes et sammenfald af arvelige
faktorer kombineret med en miljøfaktor. Det kunne muligvis være en
virus, som sammen med en faktor i
immunsystemet udløser sygdommen. Det vides, at D-vitamin og sollys beskytter mod sygdommen, mens tobaksrygning øger risikoen for at få sklerose.
|
Hvad er sygdomsmekanismerne ved multipel sklerose?
Ved dissemineret sklerose ses demyelinisering, det vil sige
ødelæggelse af de isolerende skeder af myelin omkring nervefibrene, og tab af
nervetråde forskellige steder i hjernen og rygmarven. Demyeliniseringen
medfører, at de elektriske impulser ledes langsommere og i mindre omfang langs
nervefiberen.
Den første forandring, der opstår i vævet er inflammation
(betændelse som det ses i leddene ved leddegigt). Ved inflammation kommer der
ophobning af hvide blodlegemer (lymfocytter), og samtidig kommer en
væskeansamling (ødem) i det pågældende område. Betændelsesreaktionerne medfører
demyelinisering og ødelæggelse af nervefibre. Demyeliniserede nervetråde er
desuden mere sårbare end normale nervefibre og kan med tiden gå til grunde.
Områder i hjernen med demyelinisering kaldes plak. Det kan være et ganske lille
område på 1 mm i diameter eller strække sig over flere cm. Når betændelsen er
overstået kan myelinet somme tider gendannes, mens der ellers dannes
arvæv.
|
Hvordan starter multipel sklerose?
Hyppigst starter sygdommen med et attak, som udvikles i løbet af
dage til få uger (attakvis multipel sklerose).
De hyppigste begyndelsessymptomer er:
-
Føleforstyrrelser i en arm eller benene
-
Nedsat kraft eller udtrætning af arme eller ben
-
Synsnervebetændelse der viser sig ved synsnedsættelse samt
smerter bag øjet
-
Svimmelhed og balanceforstyrrelser
-
Vandladningsproblemer
Symptomerne klinger ofte af i løbet af uger eller måneder og kan
derfor være svundet, før patienten når til neurolog. Et attak kan dog efterlade
patienten med større eller mindre handicap.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Samtalen med patienten vil ofte afsløre flere adskilte episoder
med forskellige symptomer, som er klinget helt eller delvist af efter kortere
eller længere tid. Ved lægens undersøgelse af patienten er det muligt, at
bekræfte en eventuel mistanke om multipel sclerose.
Til at bekræfte diagnosen anvendes:
-
Magnet Resonans Scanning (MR scanning) af hjerne og/eller
rygsøjle, som vil vise karakteristisk beliggende betændelses- eller
arvæv.
-
Undersøgelse af rygmarvsvæsken (lumbalpunktur), som vil kunne
påvise karakteristiske antistoffer som tegn på, at der er en betændelsesproces
i hjerne og rygmarv.
I visse tilfælde anvendes undersøgelse af ledningshastigheden i
nervebanerne ved hjælp af såkaldte neurofysiologiske undersøgelser (MEP, VEP,
SSEP samt BAEP). Disse undersøgelser vil kunne afsløre nedsat ledningshastighed
i nervebanerne i rygmarven eller i synsnerverne som tegn på
demyelinisering.
For at kunne stille diagnosen, må man således sammenholde
sygehistorien med den neurologiske undersøgelse af patienten og resultatet af
forskellige af de ovennævnte undersøgelser.
|
Hvordan udvikler multipel sklerose sig?
De fleste patienter har et attakvis forløb, hvor nye attakker
opstår med meget varierende intervaller og med varierende grad af remission af
symptomerne. Mellem de enkelte attakker er tilstanden stabil. De fleste med
attakvis multipel sklerose overgår efter en årrække til den sekundære
progressive fase, hvor patienten, uafhængigt af attakker, har fremsked af
symptomerne.
Hos en mindre del af patienterne starter sygdommen som en
langsom tiltagende lammelse af benene uden egentlige attakker (primær
progressiv multipel sklerose).
Tilstanden ved mere fremskreden multipel sklerose er i vekslende
grad og omfang præget af symptomer fra forskellige områder af
centralnervesystemet: synsnedsættelse, dobbeltsyn, spastiske lammelser af arme
og/eller ben, føleforstyrrelser, dårlig balance, vandladningsforstyrrelser,
forstoppelse, problemer med seksualfunktionen, smerter, træthed samt
hukommelses- og koncentrationsproblemer.
Det er væsentligt at fremhæve, at sklerosepatienter sædvanligvis
ikke oplever alle de nævnte symptomer.
|
Kan man ved starten af sygdommen forudsige forløbet?
Multipel sklerose kan forløbe på mange måder. Efter mange års
sygdom kan en patient have meget lette symptomer, f.eks. let synsnedsættelse på
det ene øje, mens en anden kan være sværere invalideret med lammelse af benene
og manglende blærekontrol.
Det er ikke muligt at fastslå forløbet, når diagnosen stilles,
men først efter 5 -10 års sygdomsvarighed kan prognosen hos den enkelte patient
angives med en vis sikkerhed.
|
Hvordan behandles multipel sklerose?
På nuværende tidspunkt findes intet lægemiddel, der kan helbrede sygdommen.
Symptomatisk behandling af multipel sklerose er fortsat vigtig
og omfatter lægemidler til lindring af symptomer som spasticitet, blære-og
tarmforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser og smerter.
Fysioterapi er vigtig for at vedligeholde et optimalt
funktionsniveau eller til at genoptræne table funktioner efter et
attak.
Akutte sygdomsattakker kan behandles med binyrebarkhormon i
store doser i 3 til 5 dage. Behandlingen mindsker symptomerne og afkorter
varigheden af et attak, men effekt på den endelige grad af bedring af et attak
er aldrig påvist.
Sygdomsmodificerende behandling har igennem nogle år været til
rådighed med præparater, der reducerer sygdomsaktivitet og
progression. Det tilrådes i dag, at starte behandlingen så tidligt i
sygdomsforløbet som muligt, idet nyere undersøgelser tyder på, at der allerede
tidligt i sygdomsforløbet sker ugenoprettelige skader på nervetrådene i hjerne
og rygmarv. Derfor startes behandlingen ofte allerede efter det første
sygdomsangreb.
De præparater, der i første række anvendes til behandling af
attakvis multipel sklerose, er interferon-beta eller glatirameracetat, der
gives som indsprøjtning ind under huden eller i musklen med hyppighed fra
dagligt til ugentligt. Begge midler har en partiel effekt på
sygdomsaktiviteten, idet de nedsætter antallet og sværhedsgraden af attakker og
mindsker sygdomsprogressionen.
Natalizumab og mitoxantron, der har en mere udtalt dæmpende
effekt på sygdomsaktiviteten anvendes til patienter, som ikke har responderet
tilfredsstillende på behandling med interferon-beta og glatirameracetat. De
gives som månedlige infusioner ind i en blodåre. Disse behandlinger kan have
alvorlige bivirkninger, og anvendelsen er begrænset til nogle få større
multipel sklerose centre.
Sekundær progressiv multipel sklerose kan behandles med
interferon-beta eller mitoxantron, men effekten er ikke lige så god som ved
attakvis multipel sklerose.
Der er ingen præparater godkendt til behandling af patienter med
primær progressiv multipel sklerose.
Flere nye behandlinger er under afprøvning, hvoraf nogle synes næsten at kunne bremse sygdommen, hvis behandlingen startes tidligt i forløbet. Desværre har disse behandlinger ofte betydelige bivirkninger. De første tabletbehandlinger forventes at være til rådighed om cirka halvandet år (det vil sige i år 2011).
|
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Midler til behandling af sklerose med binyrebarkhormon
Midler til behandling af sklerose med glatirameracetat
Midler til behandling af sklerose med Interferon ß-1a
Midler til behandling af sklerose med Interferon ß-1b
|
|
Original tekst af Claus Madsen, speciallæge i hjerne- og nervesygdomme og Per Rochat, 1. reservelæge
|
Sidst opdateret: 02.10.2009
|
| |
|
Endometriose og blødt i 7 uger... 
