 | |
Opdateret af Steffen Glismann, overlæge
|
Hvad er stivkrampe?
Stivkrampe er en infektionssygdom, der rammer nervesystemet og
kan være livstruende. Symptomerne skyldes et giftstof, tetanospasmin, der
dannes af bakterien Clostridium tetani. Bakterien findes i jorden og i visse
dyrs tarmsystemer. Hvis man har et beskadiget hudområde (sår eller lignende),
kan bakterien trænge ind i kroppen og udskille sit giftstof. Giftstoffet føres
til centralnervesystemet og stimulerer nervesystemets impulser til musklerne.
Det medfører, at musklerne går i kramper, og i værste fald kan vejrtrækningen
ophøre.
|
Hvorfor får man stivkrampe?
Stivkrampebakterierne findes i jord, særlig i gødet jord og
gadesnavs, og trænger ind i kroppen, hvis man fx får jord i et sår. Bakterien
er en såkaldt anaerob bakterie, hvilket betyder, at den ikke kræver ilt og
derfor trives bedst i sår med dødt væv, hvor der ikke er megen ilttilførsel.
Sygdommen smitter ikke fra person til person.
Tidligere fik også nyfødte børn i Danmark infektionen på grund
af forurening ved navlen. Det skyldtes dels den dårlige hygiejne og dels, at
mødrene ikke var vaccinerede, og derfor ikke kunne overføre beskyttende
antistoffer til barnet. Nogle steder i fattige dele af verden ses der fortsat
en høj dødelighed hos nyfødte på grund af stivkrampe.
|
Hvor findes stivkrampe?
Bakterien findes i jorden over hele verden og kan derfor ikke
udryddes. Bakterien er meget hårdfør, fordi den har evne til at danne såkaldte
sporer, der tåler både varme og udtørring. Sporerne kan aktiveres efter flere
år, hvis de kommer ind i et varmt og næringsrigt miljø og udvikler sig da til
aktive bakterier.
Forekomsten af stivkrampe i Danmark er faldet markant over de
sidste fire årtier, hvilket var forventeligt efter indførelsen af vaccinen i
børnevaccinationsprogrammet i 1950. Således blev der gennemsnitlig
diagnosticeret to patienter årligt i perioden 1983-2000. Der diagnosticeres
fortsat 0-2 patienter patienter årligt; disse hører typisk til i den ældre del
af befolkningen, som ikke har fulgt et børnevaccinationsprogram.
Sygdommen er hyppigere i fattige lande, hvor nyfødte og
uvaccinerede personer kan få infektionen, og dødeligheden er meget høj.
|
Hvordan føles stivkrampe?
Tiden fra man smittes til sygdommen bryder ud (inkubationstiden)
er fra få dage til flere måneder, i gennemsnit 10 dage. Det betyder, at det
oprindelige sår kan være helet, og at personen kan have glemt, at der var en
mulig indgangsport for bakterien. Kortere inkubationstid kan ses ved store
forurenede sår.
Symptomerne begynder ofte langsomt i løbet af et par dage.
Tyggemusklerne føles mere og mere stive, og det kan være vanskeligt at åbne
munden (trismus). Efterhånden opstår der smertefulde sammentrækninger i mave-,
ryg- og nakkemuskler, og ryggen kan bues bagover (heraf navnet stivkrampe).
Ansigtets muskler spændes i dybe panderynker, og mundvigene trækkes ud til
siden. Det bliver svært at synke og trække vejret. Man er ved fuld bevidsthed.
Nogle får feber, og
blodtrykket og hjertets rytme kan
blive påvirket.
Kramperne varer normalt en til to uger. Hvis man overlever
kramperne, går der yderligere nogle uger, før muskelfunktionen bliver
normal.
Stivkrampe hos nyfødte viser sig omkring en uge efter fødslen.
Barnet udvikler besvær med at sutte og får anfald af stivhed. Dødeligheden er
op mod 90 procent.
|
Hvad kan man selv gøre?
I Danmark vaccineres stort set alle som en del af
børnevaccinationsprogrammet. Der vaccineres fire gange i løbet af barndommen.
Niveauet af beskyttende antistoffer i blodet holder ikke resten livet. På
skadestuen giver man i forbindelse med sårbehandling en stivkrampevaccination,
hvis der er gået mere end 10 år siden sidste vaccination. Vaccinen gives
normalt sammen med en difterivaccination. I Danmark er befolkningen generelt
godt beskyttet mod stivkrampe og har været det, siden vaccinen blev tilgængelig
i 1947 og indført i børnevaccinationsprogrammet i 1950. Dog kan personer født
før 1950 være utilstrækkeligt vaccinerede, da de ikke har været tilbudt et
egentlig vaccinationsprogram.
Ved rejser til udlandet er det vigtigt at være vaccineret
korrekt. Hvis der er gået mere end 10 år, siden man blev stivkrampevaccineret,
skal man have en ny
stivkrampevaccination.
Udover vaccination er grundig rensning af sår også vigtig, se
også
lægevagten om sår og skrammer.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen stivkrampe?
Ud fra symptomerne kan lægen se, om man har stivkrampe. Der kan
forekomme kramper, der ligner stivkrampe ved en del andre sygdomme, så lægen
skal udelukke, at man lider af en anden sygdom, der giver samme symptomer.
Sygdommen skal anmeldes som en del af overvågningen af alvorlige sygdomme til
både embedslægen og til
Statens Serum Institut.
|
Hvordan behandles stivkrampe?
Tilfælde af stivkrampe kræver indlæggelse på en specialafdeling.
Eventuelle sår skal renses grundigt. Personen skal have ro og vil ofte blive
behandlet i respirator med muskelafslappende medicin og modgift mod giftstoffet
(antitoksin). Desuden gives antibiotika for at fjerne bakterien. Enhver
påvirkning fra omgivelserne som lys, lyd og berøring kan udløse livstruende
kramper i struben, der giver vejrtrækningsbesvær.
|
Udsigt for fremtiden
Sygdommen kan forløbe forskelligt. De lette, lokale tilfælde
overstås på en uges tid uden følger. Forløbet af sygdommen afhænger af
patientens alder, ernæringstilstand og hudlæsionens art og størrelse. I de
svære tilfælde kan sygdommen vare måneder og har en høj dødelighed trods
behandling.
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Stivkrampe vaccine
|
|
Original tekst af Anne-Marie Plesner, afdelingslæge, ph.d.
|
Sidst opdateret: 28.10.2008
|
| |
|
knę - ben der ekser under en... 
