Annonce

Tvangssymptomer og tvangslidelse (OCD)

OCD kan for eksempel give sig udslag i en overdreven og tvangspræget vaskemani.
Ritualer, tvangstanker og tvangshandlinger er noget, de fleste har oplevet. Mange har prøvet at have en periode i ungdommen, hvor man gik meget op i at træde på stregerne på fortovet eller ikke at træde på stregerne. Mange har også oplevet kontrol-tvang som for eksempel at føle sig nødsaget til at tjekke flere gange, at kogepladerne er slukket, og at døren er låst.

I disse tilfælde er der ikke tale om nogen sygdom. Men denne type tanker og adfærd kan hos nogle mennesker komme helt ud af kontrol. Det kan være et led i en tvangslidelse, der også er kaldet OCD (fra engelsk: Obsessive-Compulsive Disorder). Imidlertid ser man også hyppigt tvangssymptomer i forbindelse med depressioner, blandt andet fødselsdepressioner . Ved fødselsdepressioner er tvangstankerne meget hyppige og vil ofte være meget skræmmende, fordi den syge er bange for, at hun er ved at gå fra forstanden.

Hvad er OCD?

Personer, som lider af OCD, bliver fanget i et mønster af tilbagevendende tvangshandlinger, som er meningsløse og frustrerende, men meget vanskelige at holde op med. I alvorlige tilfælde kan lidelsen fuldstændigt ødelægge en persons evne til at fungere i skole, på arbejde eller derhjemme, hvis den ikke bliver behandlet. OCD kan være en stærkt invaliderende lidelse, som hos nogle personer kan vare hele livet.

Hvor mange har OCD?

I Danmark lider omkring 100.000 mennesker af OCD. Det svarer til omtrent to procent af befolkningen, og man finder et tilsvarende tal i de fleste andre lande i verden. Det betyder, at OCD er lige så udbredt som paniklidelser. Hertil kommer et stort antal mennesker med mildere symptomer samt mennesker, hvor symptomerne er et led i andre sygdomme.

I mange år troede man, at OCD var en sjælden lidelse, fordi der var så få, der søgte læge for den. Lidelsen forbliver ofte ubehandlet, fordi mange undlader at søge læge og holder de tilbagevendende tanker og handlinger hemmelige. Nogle kan bruge timer på deres tvangshandlinger og ritualer hver dag, men alligevel formår de at holde det skjult for både lægen, venner og familie. Årsagen til dette er, at de føler, at symptomerne er meget pinlige og ”vanvittige” og skammer sig over dem.

Hvem får OCD?

OCD rammer mennesker af alle racer, og mænd er lige så ofte angrebet som kvinder. Halvdelen, af de der udvikler OCD, får lidelsen som barn eller ung, og omkring en tredjedel får den, før de begynder at gå i skole. Det er mest almindeligt, at lidelsen opstår i 6-15-årsalderen for mænd og 20-29-årsalderen for kvinder. At lide af alvorlig OCD kan skabe store problemer for et barn, og det er vigtigt, at det hurtigt kommer i behandling.

Hvad kendetegner OCD?

Tvangstanker (Obsessioner)

Tvangstanker er uønskede ideer, der hele tiden dukker op i tankerne. Frygt for, at der kan ske noget med en selv, eller en man holder af. Overdreven frygt for at blive smittet eller beskidt eller en overdreven trang til at gøre ting korrekt eller på en perfekt måde. Det kan også komme til udtryk som tvangsmæssig tvivl eller aggressive tanker. Man vil ofte opleve påtrængende tanker om, at nogen kan komme til skade, hvis man ikke gør det rigtige. At man kan blive smittet, hvis man ikke vasker sig eller går i bad mange gange dagligt, eller at man selv kunne komme til at skade sit barn. Det er for eksempel meget hyppigt ved fødselsdepressioner . Selvom disse tanker også af personen selv bliver opfattet som meningsløse og ubehagelige, er de meget svære at komme af med. De kan medføre, at den syge isolerer sig og helt opgiver kontakt med andre mennesker.

Tvangshandlinger (Kompulsioner)

For at dulme tvangstankerne vil de fleste med OCD ty til at gentage handlinger, det som man kalder tvangshandlinger eller kompulsioner. De mest almindelige er at tjekke ting og vaske sig i det uendelige. Andre tvangshandlinger kan være at tælle, gentage ting, samle på ting eller arrangere ting på bestemte måder for at få dem til at stå i en bestemt orden. Sådanne gentagne handlinger er meget tidskrævende, fordi de må gentages, indtil det føles 'rigtigt'. Nogle har faste ritualer, de må gå igennem, mens andre har sammensatte ritualer, som stadig ændrer sig. At udføre ritualer og tvangshandlinger vil ofte mildne angsten, men virkningen er kun midlertidig. På længere sigt vil de imidlertid fastholde én i lidelsen.

Undvigende adfærd

Personer med OCD bruger meget tid på at undgå situationer, hvor de ved, at tvangssymptomer kan blive udløst. De undgår også situationer, hvor de kan blive observeret af andre, fordi de føler, at det er flovt og meningsløst, det de gør. Det fører til, at mange bruger unødvendigt lang tid på selv de enkleste opgaver og må bruge megen energi og tankevirksomhed på ting, som andre gør nærmest automatisk.

Hvordan opleves tvangen?

I perioder uden tvangsimpulser vil de fleste opleve, at tvangshandlingerne og tvangstankerne er urimelige og overdrevne. Men når tvangssymptomerne sætter ind, vil de for mange være så stærke, at de kan være i tvivl, om de er ved at miste forstanden.

De fleste stræber efter at modarbejde de uønskede tvangstanker, og mange klarer også at holde tvangstankerne på afstand, mens de er på arbejde eller i skole. Men hvis dette ikke lykkes, kan tidskrævende ritualer overtage styringen med livet og gøre det vanskeligt at fungere i skolen, på arbejdet eller hjemme.

De fleste forsøger at skjule symptomerne og søger ikke hjælp. Derfor bliver mange eksperter i at leve med ritualerne. Der går gennemsnitligt godt og vel 17 år, fra lidelsen bryder ud, til en person søger hjælp.

Diagnosen er vigtig

Det er meget vigtigt, at den korrekte diagnose stilles. Optræder tvangssymptomerne som led i OCD lidelsen eller som led i en depression? I det sidste tilfælde er særligt psykoterapien helt anderledes, og man skal tage hånd om andre af depressionens symptomer, for eksempel faren for selvmord. Symptomerne kan også være en del af det såkaldte Tourettes syndrom, hvor der er forskellige andre neurologiske symptomer, så som tics.

Hvad er årsagen til OCD?

Nogle mener, at OCD er beslægtet med lidelser som spillegalskab, kleptomani, bulimi og anoreksi. I alle disse lidelser er der et element af manglende evne til at stoppe adfærd, der er uønsket. Meget tyder på, at dette skyldes en neurobiologisk lidelse i hjernen. Samarbejdet mellem pandelapperne og de såkaldte basalgangler er formentlig forstyrret. Forbindelserne mellem disse to strukturer påvirkes blandt andet af signalstoffet serotonin, og nogle forskere mener, det forklarer, hvorfor antidepressiva, der øger serotoninkoncentrationen mellem nervecellerne, virker mod OCD.

Hos nogle kan en streptokokinfektion i barndommen desuden være årsag til lidelsen. Mekanismen er formentlig, at kroppen danner antistoffer mod bakterierne, og disse antistoffer kan påvirke basalganglierne uheldigt. Dette viser, at en ret grov årsag (bakterieinfektion) kan påvirke sindrige mekanismer i hjerne og give psykiske symptomer. Sygdommen vil ofte have et svingende forløb, hvor stressede perioder (og for eksempel fødsler) kan få den til at blusse op.

Behandlingsmuligheder for OCD

Tidligere troede man, at behandlingen var næsten håbløs. Men i dag ved man, at lidelsen i høj grad kan behandles. Man benytter to forskellige former for behandling ved OCD. Medicinsk behandling og adfærdsterapi. Mange har brug for begge behandlingsformer.

Medicinsk behandling

Ved medicinsk behandling bruger man de såkaldte SSRI-præparater. Hos mere end halvdelen af patienterne bliver symptomerne på tvangshandlinger og tvangstanker væsentligt dæmpet. I modsætning til ved depressionsbehandling kan det tage et par måneder, før medicinen begynder at virke, og man skal oftest benytte højere doser. Ulempen ved medicinen er, at den blot hjælper til at holde symptomerne under kontrol, men så snart man slutter med den, vil symptomerne ofte blomstre op igen. De fleste, som har glæde af behandlingen, bliver derfor rådet til at fortsætte behandlingen på ubestemt tid.

Adfærdsterapi

Ved adfærdsterapi arbejder man med bevidst at udsætte personen for de ting, han eller hun frygter. En person med vaskemani kan for eksempel blive bedt om at røre ved noget, der er beskidt og så blive opfordret til at lade være med at vaske sig i flere timer. I modsætning til medicinsk behandling holder bedringen ved kognitiv behandling ofte også efter, at behandlingen er afsluttet. Cirka 2/3 af patienterne får det bedre efter at have gennemgået adfærdsterapi, men behandlingen er ikke altid 100 procent effektiv og kan være temmelig hård at stå igennem.

Hvad kan familie og venner gøre?

Hvis en person lider af OCD, vil familien ofte have det svært. Familiemedlemmer har tit vanskeligt ved at acceptere, at personen ikke kan stoppe med sin OCD-adfærd. Vrede og frustration vil ofte føre til, at symptomerne bliver værre. Nogle gange vil forældre eller andre familiemedlemmer føle, at de må være med og assistere med ritualer eller hele tiden give patienten forsikringer om, at alt er i orden. Det er vigtigt, at familiemedlemmerne lærer om OCD, så de kan være med til at opfordre og støtte patienten i behandlingssituationen. Pårørende bør ikke acceptere de sygelige ritualer, men nænsomt minde om terapeutens ord vedrørende at prøve at stoppe ritualerne.

Hvor kan man søge støtte og hjælp?

Hos den praktiserende læge kan man få henvisning til specialistbehandling for OCD.

Psykologer eller psykiatere kan behandle OCD med kognitiv terapi. De sidstnævnte også med medicin, som specielt kan være en ide, hvis terapi ikke er en mulighed eller ikke har vist sig effektivt. På visse hospitaler kan der dog være flere måneders ventetid på behandling.

Der findes desuden en patientforening for personer med OCD, som hedder OCD-foreningen. Læs mere på foreningens hjemmeside: www.ocd-foreningen.dk

Læs mere om DEPRESSION OG ANGST

Sidst opdateret: 15.10.2010