 |  |
Urolige ben (Restless Legs - RLS) |
 |
 |
Af Merete Karlsborg, overlæge,
neurologisk afdeling
|
Hvad er Restless Legs?
Op til 5-10 procent af befolkningen lider af Restless Legs,
forkortet RLS. I dag er sygdommen desværre oftest overset, og mange læger ved
slet ikke, at den eksisterer.
Sygdommen kan være svært invaliderende og påvirke patienternes
livskvalitet betydeligt. RLS er karakteriseret ved en uimodståelig trang til at
bevæge benene ledsaget af en kriblende, krablende, sovende, brændende og
undertiden stærkt smerterne følelse dybt inde i det ene eller i begge ben.
Symptomerne forværres eller opstår kun i hvile, og der er
normalt en typisk døgnvariation, idet symptomerne er værst aften og nat. Den
hyppigst klage ved RLS er derfor forstyrret nattesøvn og dagtræthed. RLS
diagnosticeres som regel hos midaldrende personer, men mange mennesker kan
spore deres RLS-symptomer tilbage til barndommen. Der blev det kaldt
”vokseværk” eller barnet blev kaldt ”hyperaktivt”, da det var ude af stand til
at sidde stille. Hyppigheden af RLS stiger stærkt med alderen. Inden for de
senere år har videnskabelige undersøgelser vist, at behandling med nyere
Parkinson medicin i
små doser kan dæmpe symptomerne ganske betydeligt.
|
Hvorfor får man Restless Legs?
Forskningen har indtil nu ikke med sikkerhed kunnet påvise
årsagen til RLS, og man ved fortsat ikke, om lidelsen er lokaliseret i
centralnervesystemet, i rygmarven eller i de perifere nerver. Måske drejer det
sig om manglende hæmning af signaler fra centralnervesystemet. Undersøgelser
tyder på, at signalstoffet dopamin er involveret. Det samme stof har betydning
ved Parkinsons sygdom, hvilket forklarer, at præparater som påvirker
dopaminsystemet og som bruges til behandling af Parkinsons sygdom, også har
effekt ved RLS. Desuden mener man nu, at jernstofskiftet også er involveret i
udviklingen af RLS, da jern er en ”byggesten” til dopamin.
|
Hvordan føles Restless Legs?
De fire diagnostiske kriterier, som kræves for at diagnosen RLS
kan stilles:
-
Behov for at røre en eller flere lemmer på grund af spontant
optrædende følelse af ubehag i disse.
-
Symptomerne opstår eller forværres kun i hvile. Fysisk
aktivitet giver lokal lindring.
-
Man er ude af stand til at være helt stille med kropsdelen,
når besværet opstår.
-
Symptomerne forværres om aftenen og/eller om natten.
Symptomerne ved RLS gør indsovning og selve søvnen besværet. Cirka 80 procent
af de, som lider af RLS har også PLMS (periodic limb movements in sleep) - det
vil sige periodiske bevægelser i arme og ben, men under søvn. De kan dreje sig
om rykninger i musklerne eller regelrette benspark, som vanligvis kommer med et
tidsinterval på 20 til 30 sekunder af og til i løbet af natten, og gør, at man
vågner op. Der skal være mindst fire af sådanne registrerede bevægelser efter
hinanden for at man kalder det PLMS.
|
Kan Restless Legs være arvelig?
RLS forekommer i to former:
-
Primær RLS hvor man ikke kan påvise nogen
anden årsag til symptomerne, er den hyppigste form. Den starter ofte hos lidt
yngre personer. Forløbet er langsomt fremadskridende, og den er ofte
arvelig.
-
Sekundær RLS som ses ved en række andre
tilstande - for eksempel ved jernmangel, graviditet, nyresygdomme, sukkersyge
med videre. En række medikamenter kan udløse eller forværre symptomerne. Denne
form starter ofte lidt mere pludseligt.
Bedømt ud fra symptomerne er der ikke forskel på de to former.
Det har længe været kendt, at der er en høj grad af arvelighed ved primær RLS
hvor over 60 procent kan pege på andre i den nære familie med RLS. I
undersøgelser af enæggede tvillinger fandtes RLS hos begge i 83 procent.
Siden 2001 har man med nyere metoder – koblingsanalyser (hvor
flere familiemedlemmer med sygdommen undersøges genetisk og sammenlignes med
raske slægtninge) – påvist variationer på 8 gener (loci) koblet til
kromosomerne 12, 14, 9,20,2,4,17 og 19. Desværre har man endnu ikke fundet det
egentlige sygdomsvoldende gen.
|
Hvad kan man selv gøre?
Hvis der findes en tilgrundliggende årsag til RLS, det vil sige,
at patienten har sekundær RLS, skal disse årsager selvfølgelig behandles. Det
kan dreje sig om:
-
Tilskud af
jern,
B12-vitamin eller
folinsyre, hvilket kan være nok til at
få symptomerne til at forsvinde.
-
Hvis årsagen er behandling med et bestemt medicinsk præparat,
som har RLS som bivirkning, skal behandlingen efter samråd med lægen ændres.
-
Livsstilsændring kan være nødvendig. Sørg for at spise en sund
kost, og undgå så vidt mulig drikke, der indeholder koffein. Det kan dreje sig
om kaffe, the og visse læskedrikke så som cola. Alkohol og tobak forværrer RLS,
hvorfor tilbageholdenhed hermed anbefales.
-
Træthed og søvnighed forværrer også RLS-symptomerne, hvorfor
disse kan lindres ved at sørge for at have en god søvnhygiejne. Find den
søvnrytme, der passer dig bedst. Lav et par minutters forsigtig træning inden
sengetid for eksempel på en motionscykel, men undgå kraftig fysisk aktivitet
lige inden, du går i seng, da det øger RLS-symptomerne og forstyrrer
søvnrytmen. Gå i seng og stå op til samme tid hver dag, og sørg for at være
udhvilet. Soveværelset skal være køligt, stille og indrettet behageligt.
-
Aktiviteter, som du kan styre selv, og som du ved virker, for
eksempel gåture, udstrækning, et varmt eller koldt bad, massage af det område,
du har symptomer fra, varme eller kolde pakninger, akupunktur,
afslapningsteknikker så som biofeedback, meditation eller yoga kan dæmpe
symptomerne. I perioder, hvor du er nødt til at sidde stille for eksempel under
transport kan det være en fordel at have tankerne aktivt engageret i en
spændende bog, computerspil, håndarbejde eller i en diskussion med
andre.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Med sine klassiske symptomer stilles diagnosen RLS ved en
gennemgang af din sygehistorie. Efter at have udelukkes andre sygdomsårsager
til dine symptomer (se nedenfor) kan lægen stille RLS-diagnosen udfra
beskrivelsen af dine gener.
Der findes i dag ingen specifik undersøgelse så som blodprøve
eller røntgenundersøgelse, som kan stille diagnosen. Diagnosen PLMS stilles ved
hjælp af søvnregistrering (polysomnografi), her menes der en hel nats
registrering af hjerneaktivitet, kaldet elektroencephalografi (EEG),
muskelspænding og benbevægelser, kaldet elektromyografi (EMG), øjenbevægelser,
kaldet elektrookulografi (EOG) samt vejtrækningen (for at udelukke søvnapnø det
vil sige udsættende vejrtrækning under søvn). Det er vigtigt, at lægene
udelukker andre (sygdoms)tilstande, der kan ligne RLS - for eksempel:
-
Jern- eller vitaminmangel
-
Nedsat nyrefunktion
-
Sukkersyge
-
Natlige lægkramper
-
Graviditet
-
Dårligt kredsløb
-
Åreknuder
-
Nervebetændelse
-
Ryglidelser
-
Slidgigt og leddegigt
-
Bivirkninger til nogen medicinske præparater
Desuden kræves det for at kunne stille diagnosen RLS, at den
neurologiske undersøgelse, som lægen foretager er normal.
|
Udsigter for fremtiden
Der forskes fortsat meget i RLS, og der er således udsigter
til, at man i den nærmeste fremtid bliver endnu klogere på årsagen til RLS og
måske derfor kan behandle sygdommen endnu mere specifikt. Med de nye
behandlingsmuligheder med Parkinson medicin, som virker hurtigt og effektivt i
små doser hos langt de fleste, må man håbe, at endnu flere læger i fremtiden
bliver fortrolige med behandlingen og dermed udbreder kendskabet til sygdommen
og behandlingsmulighederne.
|
Hvordan behandles RLS?
Såfremt ovennævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkeligt til
at dæmpe symptomerne tilfredsstillende, kan det være nødvendigt med
farmakologisk behandling. Cirka en tredjedel af alle med RLS har symptomer i så
udtalt grad, at de har behov for medicinske behandling for at dæmpe
symptomerne. Tilstanden kan ikke behandles kirurgisk.
|
Hvilken medicin anvendes?
Lægemiddelstyrelsen har netop godkendt de to dopaminagonister
Requip (ropinirol) og Sifrol (pramipexol) til behandling af RLS i Danmark. De
anvendte lægemidler tilhører fire hovedgrupper:
-
Dopaminerge midler
-
Sedativa
-
Smertestillende midler
-
Antiepileptika
Dopaminerge midler
Eftersom påvirkning af dopaminsystemet anses som en væsentlig
faktor i udviklingen i RLS, er dopaminerge midler førstehånds præparatvalg.
Levodopa præparater har først været afprøvet og virker hos nogen patienter.
Levodopa omdannes i hjernen til dopamin. Ved behandling med Levodopa gives
symptomlindring, således at man kan sove om natten, men rastløsheden kan
samtidigt forværres og starte tidligere på dagen (augmentation) eller
forstærkes tidligere om morgenen, når effekten er væk på grund af af en meget
kort halveringstid for stoffet (cirka 2 timer). Risikoen for disse problemer
forværres med stigende doser, hvorfor man helst skal holde sig under 200 mg
Levodopa i døgnet.
Nyere præparater, de såkaldte dopaminreceptor-agonister, som
stimulerer dopaminreceptorerne, har nu også vist sig endnu mere effektive i små
doser og med få bivirkninger. Det drejer sig for eksempel om pillerne Requip
(ropinirol) og Sifrol (pramipexol) eller plasteret Neupro (rotigotin), som har
en døgndækkende virkning. Nye patienter sættes ikke længere i behandling med
dopaminreceptor-agonisterne Cabaser (cabergolin) og Permax (pergolid) på grund
af deres risiko for udvikling af fibrose (bindevævsdannelse) i lunger og
hjerte.
Sedativa
Beroligende eller søvngivende midler, for eksempel Rivotril
(clonazepam) er effektive til at lindre de natlige RLS-symptomer. De kan
anvendes sammen med dopaminerge stoffer til personer med overvejende natligt
besvær. Der er risiko for medicinafhængighed, og sedativa skal anvendes med
forsigtighed til ældre.
Smertestillende midler
I denne grupper er opioider. Anvendes især ved sværere
symptomer. De virker også beroligende og kan være afhængighedsskabende. Det
anbefales ikke at tage disse præparater sammen med alkohol.
Antiepileptika
Flere præparater til behandling af epilepsi virker også mod
smerter i den perifere del af nervesystemet, for eksempel i benene. Gabapentin
er mest brugt og eventuelt kan Lyrica også forsøges. De fleste præparater skal
trappes langsomt op i dosis.
|
Som omtalt ovenfor kan du selv gøre meget for at dæmpe dine
RLS-symptomer, og det hjælper også at tale med ligesindede herom. På den måde
kan mange undgå farmakologisk behandling. Men såfremt en sådan behandling er
nødvendig, går der som regelen et stykke tid, før lægen finder det bedste
præparat – måske en kombination af flere præparater i lave doser - til netop
dig. Mange patienter kan i symptomfri perioder pausere med medicinen eller kun
tage den efter behov. Med tiden kan ændring i medicinen blive nødvendig, hvis
man oplever aftagende effekt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 05.11.2009
|
|  |
|