Annonce

Kroniske smerter i muskler og sener

Hvad er kroniske smerter i muskler og sener?

Størstedelen af befolkningen har en eller flere muskler, hvor der til stadighed er visse gener. I de fleste tilfælde ved man, hvad der får en let gene til at blusse op og kan undgå for eksempel at tage fat eller løfte på en bestemt måde. Man kan ikke her skelne mellem muskel- og senesmerter, og det kan være svært at finde ud af, om problemet omfatter et eller flere led i området. Der er helt typisk problemer, når musklen skal i gang efter stilstand, mens det går bedre ved nogen bevægelse uden belastning.

Hvorfor opstår der smerter i muskler og sener?

En muskel eller sene gør typisk ondt efter uvant arbejde. Det kendes fra ømheden dagen efter en forløftning eller hårdt arbejde/træning.Hvis man fejlbelaster en muskel eller en sene kan det måske ende med at give kroniske smerter. I senen kan der ligefrem komme en slags betændelsesforandringer ved lang tids forkert eller for hård belastning. Det kan hænge sammen med en fejl i det led, musklen/senen betjener, og her kan smerter i leddet endda stråle ud i musklen – det kaldes meddelt smerte. Ved alle længere varende eller uforklarede smerter i muskler og sener skal man sikre sig, at det ikke skyldes en sygdom, der involverer hele kroppen, for eksempel kan stofskiftesygdomme give muskelsmerter.

Hvor opstår der typisk smerter i muskler og sener?

Muskel-senesmerter er langt hyppigst i ryggen, men også skuldre, albuer, hofter og knæ giver anledning til disse gener. Når man skal finde frem til, hvad der er galt, er det vigtigt at afklare, om problemerne sidder i et afgrænset område, eller om der er udbredte smerter, som ved for eksempel fibromyalgi, hvor der er ømhed og smerter i muskler over det meste af kroppen.

Hvordan føles de?

Smerter i muskler er trykkende, dybe, men der kan også være en mere skarp smerte ved en særligt uheldig bevægelse. Ved for eksempel et hold i nakken kan man stille hovedet i en måske akavet skæv position for at undgå den skarpe smerte – så bliver de øvrige muskler anspændte, og problemet kan inddrage nye områder. Også i det tilfælde er det fornuftigt at prøve at bevæge området forsigtigt igennem for at undgå denne spredning af problemet. Ved både akut forværring og særlig kraftig, dyb muskelsmerte, kan man blive alment dårlig og give for eksempel kvalme.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Det er vigtigt at finde frem til kilden til en smerte, som kan være lokal i muskel/sene eller meddelt – det vil sige, at patienten oplever, at det gør ondt et andet sted, end der hvor smerten stammer fra. I undersøgelsen vil man derfor søge efter et sted, hvorfra den sædvanlige smerteoplevelse stammer:

  • I muskulaturen leder man efter trigger–punkter (udløser-punkter), som er særligt ømme steder, eventuelt med en spændingsreaktion i musklen, når man trykker på den. Afhængigt af hvor øm patienten er, trykkes der godt til. Så godt, at det svarer til, hvis man trykker på en fingerspids, til neglen bliver hvid.

  • I sener er der tilsvarende lokaliserede fortykninger, eventuelt små knuder, som kommer i det kroniske forløb.

  • I achillessenen skal man udelukke fibersprængning som årsag til problemet.

Hvordan behandles kroniske smerter i muskler og sener?

Når en muskelsmerte er kronisk, det vil sige, at den har varet i seks måneder, er ikke kun musklen ændret, men hele funktionen omkring den, det vil sige også nervesystemets måde at opfatte bevægelsen på. Derfor kan man kun løse problemet ved egen bevægelse/øvelser. Al anden behandling, for eksempel massage, manipulation, akupunktur, blokader etc., kan hjælpe umiddelbart, men har ikke samme langtidseffekt. Man kan med andre ord ikke regne med, at andre får ens muskelsmerter væk; det er eget bord. Bevægelse, øvelser, træning er valg nummer 1, gerne stimuleret af en kyndig fagperson. Der er visse muligheder for at dæmpe smerterne med medicin, men muskelsmertens dybe karakter gør den ret modstandsdygtig. Smertelindringen er ofte ledsaget af bivirkninger i form af sløvhed. Psykologiske mekanismer til at dæmpe smerte med, for eksempel afledning, kan derfor få stor betydning.

Udsigten for fremtiden

Hvis man for fundet frem til, hvor smerten stammer fra, er der også i kroniske tilfælde rimelige chancer for at finde årsagen og rette behandlingen specifikt mod den. Det går måske ikke helt over, men man har gode muligheder for betydelig bedring. En smerte i et større område som for eksempel en arm eller et ben kan dæmpes ved ergonomi, det vil sige ændringer i den måde, man belaster sin krop på. Her gælder alle trick med hjælpemidler og ændringer i arbejdsmønstre mm. Jo mere smerten har spredt sig, desto mindre sandsynligt er det at finde den slags løsninger. Ved længere varende smerter, for eksempel årelange, skal man ikke regne med at finde én enkelt behandling, som kan vende skidt til godt. Pengene er også her givet bedre ud på træning, som i alle tilfælde giver udbytte i form af en bedre funktion.

Hvad kan man selv gøre?

De fleste vil ved kronisk smerte kunne finde visse faktorer, der udløser eller forværrer problemerne. Det gælder så om at enten undgå eller ændre disse, så hverdagen ikke byder på tilbagefald. Som nævnt ovenfor er træning en god idé, og her skal man være opmærksom på, at smerter ofte fører til dårlig form. Det betyder, at de smertende muskler efterhånden bliver svækkede og har mindre udholdenhed. Hvis man så beslutter sig til at træne, er det klogt at gå langsomt og forsigtigt frem, det vil sig ikke give den en skalle. Hvis man alligevel udfører for hårdt fysisk arbejde, vil den i forvejen ømme muskel i tillæg få træningsømhed. Blot slår det meget hårdere ved kronisk muskelsmerte og kan føre til, at man ligger brak i måske en uge efter træningen, der så nærmest kommer til at virke negativ. Man taler om post-exercise intollerans. Med andre ord er det bedre at træne lidt og hyppigt med gradvis øgning af intensitet.

Læs mere om KRONISKE SMERTER

Sidst opdateret: 14.01.2008