Annonce

Om HarDuNykturi.dk

Rigtig mange danskere får hver nat afbrudt deres nattesøvn, fordi de skal op for at tisse. De har det, der med et lægefagligt udtryk kaldes nykturi. Det rammer hver anden af de 50-årige, og tallet stiger markant med alderen, så 70 procent over 65 år og 90 procent af de 90-årige har nykturi.

For nogle medfører det ikke nogen gener at skulle stå op om natten, mens det for andre kan være et stort problem. Søvnforstyrrelser kan føre til nedsat livskvalitet i form af træthed og nedtrykthed. I grelle tilfælde kan søvnforstyrrelser også være skadelige for helbredet og blandt andet øge risikoen for diabetes og hjertekarsygdomme.

Mange tror, at nattetisseri er et aldersfænomen, man bare må leve med. Men sådan behøver det ikke at være. Derfor lancerer Netdoktor denne oplysningskampagne, hardunykturi.dk, der skal sætte fokus på nattetisseri. Omdrejningspunktet i kampagnen er nærværende videnstest, hvor man kan få et indblik i problematikken og blive klædt bedre på til et eventuelt besøg hos lægen.

Efter videnstesten har man mulighed for at deltage i en kort spørgeskemaundersøgelse, som skal hjælpe os på Netdoktor med at blive klogere på nykturi og de gener, det kan medføre. De svar, man afgiver, er anonyme og vil kun blive brugt til statistik. Efter spørgsmålene har man mulighed for at takke ja til mere information om nykturi.

Indholdet er baseret på den svenske videnstest HarDuNokturi.se, som er udarbejdet af Netdoktor i Sverige efter de originale Netdoktor-retningslinjer for indhold. Testen er desuden blevet valideret af speciallæge i gynækologi og obstetrik Mette Hornum Bing, der er overlæge på Herlev-Gentofte Hospital

HarDuNykturi.dk er gjort mulig med støtte fra Ferring Lægemidler A/S.

© Copyright 1998-2016, Netdoktor.dk, All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark.

Sidst opdateret: 06.03.2016

Annonce