OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har sitren ved mit øre og på kinden - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

For ca. 3 år siden begyndte der en svag sitren ved mit højre øje. Det har efterhånden bredt sig til en stærk ryggen ned i kinden og læben, til stor gene for mig. Jeg har været til forskellige undersøgelser, men er aldrig blevet scannet. Diagnosen hedder vist: hemifasciel spasmer. I øjeblikket bliver jeg behandlet med indsprøjtninger på øjenklinik med det såkaldte pølsegift hver 3. måned. Behandlingen betyder, at min højre del af ansigtet er helt bedøvet, hvilket også er meget generende, og spasmer er der stadig.

Kender De til nogen anden form for behandling, f.eks. operation. Er det en forkalkning af nerverne, eller hvordan opstår lidelsen?På forhånd tak

Svar:

Tilstanden skyldes sammentrækninger i ansigtsmuskulaturen pga. irritation af ansigtsnerven. Oftest rammer det kun den ene side som i dit tilfælde.

Generne debuterer i 50-60 års alderen, rammer kvinder lidt oftere end mænd. Årsagen til at ansigtsnerven bliver irriteret bliver diskuteret blandt eksperter - man mener at i de fleste tilfælde skyldes det at et nærliggende blodkar i perioder trykker på nerven og derved fremkalder de karakteristiske sammentrækninger som oftest starter omkring det ene øje og derefter kan brede sig til området omkring munden.

Behandlingen er primært medicinsk - man vil starte med Tegretol ( Carbamazepine ) i en dosis fra 600-1200 mg. dgl. Nogle patienter har ingen gavn af denne behandling eller får uacceptable bivirkninger så denne primære behandling må opgives. Man vil så som i dit tilfælde forsøge indsprøjtninger med Botulinum Toxin ( pølsegift ) som gives ca. hver 2-3 mdr. Hvis dette ikke har effekt kan man forsøge en operativ behandling som går ud på at man isolerer nerven fra det nærliggende blodkar. Dette er dog ikke risiko frit man kan få høretab samt permanent eller forbigående ansigtslammelse.Hvis du ikke mener at du har effekt af den medicinske behandling som samtidig giver dig bivirkninger / og ikke virker optimalt synes jeg du skal snakke med den afdeling som behandler dig med pølsegift om at blive henvist til en special afdeling som kan foretage den ovennævnte operation (Neurokirurgisk Afdel ) de kan så vurdere om du evt kan have gavn af dette indgreb.Claus Madsen, speciallæge i neurologi.

Sidst opdateret: 19.06.2000