Er der ikke nogen billige behandlinger mod neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Kan det virkelig passe, at det eneste middel der findes mod neglesvamp koster 1100kr? For det er foreløbigt grunden til at jeg ikke har gjort noget ved problemet. Jeg har simpelt hen ikke de penge. Derudover er det jo ikke generende, dvs. det gør jo ikke ondt på nogen måde.

Svar:

Kære spørger.

Du ønsker oplysninger om pris på forskellige behandlinger for neglesvamp.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Efter oplysninger fra Lægeforeningens Medicinfortegnelse koster terbinafin og itraconazol nu begge ca. 1200 kr. for behandling af svampeinfektion i tånegle i de anbefalede doser og behandlingsperioder, dog bliver prisen billigere, hvis man får anden tilskudsberettiget medicin. Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om man får anden tilskudsberettiget medicin. Neglelakken koster for 5 ml. ca. 400 kr., men igen billigere, hvis man får anden tilskudsberettiget medicin. Ovennævnte priser er anført for behandling af svamp i tånegle, som er det hyppigst forekommende. Behandling af svamp i fingernegle er derimod kortere og derfor billigere, ca. halv pris i forhold til ovenstående.

Inden du går i gang med en behandling, er det vigtigt, at du får konstateret, om du har neglesvamp. Det gøres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter senest 6 uger.

Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du har neglesvamp, vil jeg foreslå dig, at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder. Det er korrekt, at indikationen for behandling af neglesvamp er relativ, forstået på den måde at, man skal opveje fordele og ulemper (incl. en høj pris) inden en behandling opstartes. Herefter kan du så tage stilling til, om du ønsker behandling.

Sidst opdateret: 15.05.2003