Kan jeg behandle neglesvamp med Brenazol?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor,

Jeg tror jeg har fået neglesvamp.

Det startede i fødderne først og derefter til mit storetånegl.

Kan jeg behandle dem med creme?

Cremen hedder : Brenazol. ( miconazolnitrat ).

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, om miconazol (indholdsstoffet i brenazol) kan anvendes til behandling af neglesvamp.

Miconazol er indregistreret til behandling af svampeinfektioner på hud og slimhinder, men ikke til behandling af neglesvamp Desværre er lokale svampedræbende midler som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkeligt effektive til at kurere neglesvamp, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Derfor er midlerne ikke indregistreret til behandling af neglesvamp og kan ikke anbefales.

Hvis du har en mistanke om, at du har neglesvamp, vil jeg anbefale dig at blive undersøgt via din egen læge eller en hudlæge. En undersøgelse for neglesvamp indebærer, at du får taget et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger. Når resultatet af undersøgelsen foreligger, kan du og lægen planlægge den behandling, der for dig vil være den bedste.

Sidst opdateret: 02.09.2003