Er der nogle billigere alternativer til behandling af neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har brugt en receptpligtig medicin, det virkede, men var ret dyrt. Nu har jeg fået neglesvamp igen, men prøver nu en billigere løsning, Garcin, fra Matas, men jeg syntes ikke, at der sker noget. Er der andre billigere alternativer, jeg kan prøve, eller er jeg nødt til at tage den dyre, men sikre løsning?

Jeg skal snart være far og er bange for at komme til at smitte mit kommende barn. Hvilke forholdsregler skal jeg tage for at undgå det???

Mange hilsener

Lasse

Svar:

Kære Lasse,

Du beskriver, at du har fået tilbagefald af din neglesvamp efter at have fået tabletbehandling med itraconazol (indholdsstoffet i sporanox) for neglesvamp. Du spørger om alternative behandlingsmuligheder.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopirox). Desværre kan man heller ikke ved denne kombinationsbehandling forvente at alle bliver helbredte. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Der findes ingen veldokumenterede, billige behandlingsalternativer til neglesvamp. Lokale svampedræbende cremer anses ikke for at være tilstrækkeligt effektive til behandling af neglesvamp, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Garcin er et hvidløgspræparat, der indtages som kapsler. Kapslerne har ingen veldokumenteret effekt overfor neglesvamp, og jeg tvivler derfor stærkt på, at din neglesvamp bedres.

Jeg vurderer, at din fremtidige behandling er en specialistopgave og vil foreslå, at du via din læge bliver henvist til en hudlæge. Hudlægen vil givetvis i første omgang afklare, om du stadig har neglesvamp, og hvilken form for svampeinfektion, det drejer sig om. Hvis svampeundersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil en evt. fremtidig behandling afhænge af flere ting; bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler.

En behandlingsmulighed for dig kunne eventuelt være en kombination af svampedræbende medikamenter med både tabletter (fx terbinafin) og en medicinsk neglelak. Derudover kan det anbefales, at det synligt syge neglevæv fjernes, hvilket du evt. kan få hjælp til ved en fodterapeut.

Endelig spørger du, om neglesvamp smitter?

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom, idet infektionen sædvanligvis er lokaliseret inde under neglen. Du skal derfor ikke tage specielle forholdsregler ud over almindelige hygiejniske foranstaltninger.

Sidst opdateret: 17.06.2004