Hvordan undgår jeg for tidlig sædafgang?

Spørgsmål:

Kære Netdoktor,

Min kone og jeg har været sammen i 3 år, og har aldrig tidligere haft dette problem, men gennem de sidste 3 mdr.´s tid har jeg haft problemer med at holde min orgasme tilbage. Ved forspil holder jeg hende tilbage, idet hun ikke oralt eller på anden måde får lov til at berøre min penis, da jeg ellers får udløsning. Hvis jeg giver lov, så er det meget kort tid. Endvidere er det stadig et problem, at havde samleje, idet jeg ikke kan holde udløsningen tilbage og kommer meget hurtigt. Derfor stopper jeg hele tiden, hvilket gør at hun ikke når at blive tilfredsstillet, samt at hun når at blive ophidset nok til at ville fortsætte, hvilket jeg ikke kan. Hvorfor opstår dette problem?

Vi er nu gået igang med Start-Stop-Klem teknikken, men hvis hun klemmer bag penishovedet på strengen stopper det ikke refleksen, og jeg kan ikke holde udløsningen tilbage. Hvis hun derimod slipper helt når jeg siger stop, kan jeg selv holde det tilbage. Mit spørgsmål til denne teknik er derfor: Er det meget vigtigt, at hun holder fast om min penis og trykker på strengen, eller er det tilstrækkeligt, at vi gør som beskrevet?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger,

For tidlig sædafgang er en lumsk ting, som hyppigst ses hos unge og uerfarne fyre, men altså også kan opstå "ud af det blå" som hos dig. I visse tilfælde skyldes fænomenet behandling med visse lægemidler - eller at man har fået en ny, tiltrækkende sengepartner. I andre tilfælde er det tegn på stress eller komplekse samlivsmæssige problemer. Det kan naturligvis også skyldes, at der går lang tid imellem, man har udløsning. Ofte er der dog - som hos dig? - ingen god forklaring.

Der findes principielt flere strategier i behandlingen af for tidlig sædafgang:

1) At onanere inden sex - eller have samleje flere gange efter hinanden.

2) At nedsætte penisfølsomheden med kondom og/eller lokalbedøvende creme (fx lidokain-gel, som kan fås i håndkøb på apoteket).

3) At indtage en bestemt type antidepressive tabletter ("lykkepiller") før samlejet.

4) At bruge "stop-start-teknikken", som du åbenbart kender til.

Jeg vil til hver en tid anbefale den sidste metode frem for de andre, fordi den er billig og ufarlig - og fordi den som regel løser problemet én gang for alle. Princippet er, at man træner sin krop til at få kontrol over sædafgangen. Ofte er onaniøvelser et godt første skridt: Man onanerer, indtil man kan mærke udløsningen nærme sig. Så standser man onanibevægelserne og koncentrerer sig (bl.a. ved brug af åndedrættet) om ikke at komme. Dette gentager man 3-4 gange, før man til sidst "tillader" sig selv at få udløsning. Øvelsen kan naturligvis også laves sammen med din kone, hvis hun har lyst. Og den kan overføres på selve samlejet, hvis altså din kone er med på det. Det er rigtigt, at et fast klem under penishovedet kan være et ekstra raffinement, men det er sjældent nødvendigt og kan opfattes som ubehageligt af både mand og partner.

Summa summarum: Dit problem er langt fra ukendt, og i dit tilfælde bliver årsagen nok aldrig opklaret. Jeg synes, du/I skal give "stop-start-teknikken" en chance (helst med onaniøvelser og hellere end gerne uden klem). Er der slet ingen bedring i løbet af et par måneder, er én af de andre strategier måske vejen frem for jer. For pillernes vedkommende, må du omkring din egen læge - men jeg synes som sagt, at det bør være den sidste udvej.

Held og lykke med det!

Christian Graugaard

Læge, ph.d. og sexolog.

Sidst opdateret: 19.10.2005