Hvad skyldes min hovedpine og synsforstyrrelser?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

I går aftes fik jeg lige pludselig helt vildt sløret syn. Der var en lysende streg for mit øje, så jeg kunne ikke rigtig fokusere på noget, og samtidig med det havde jeg hovedpine og trykken for mit højre øje.

I dag er mit syn stadig meget sløret, og jeg har trykken for begge mine øjne. Jeg kan ikke se fjernsyn, og jeg bliver nødt til at skrue ned for lyset. Jeg har som sagt haft omgangssyge for en uges tid siden, og så havde jeg et rødt, kløende øje i efterårsferien. Kløen og det røde øje gik væk, men mit øje var lige kort rødt igen i mandags. Jeg er meget nervøs for, hvad det kan være. Skal jeg søge vagtlæge?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Du beskriver et tidsmæssigt sammenfald med en infektiøs tilstand i dit mave/tarm system. Det gør det meget sandsynligt, at tilstanden i dit øje er afledt heraf. Den mest banale forklaring kan være en 'simpel' øjeninfektion , der kan behandles med antibiotika . En mere sandsynlig forklaring kunne være et migræneanfald , idet du beskriver en række klassiske migrænesymptomer; hovedpine, med trykken bag øjnene, samt lyd- og lysfølsomhed.

Et klassisk migræneanfald varer fra fire til seks timer og maksimalt 72 timer. Det er som oftest ledsaget af (de samme) symptomer fra sanseapparatet - eksempelvis snurren i en arm, synsforstyrrelser, smagsindtryk eller lignende. Migræne er en kompliceret diagnose, som kræver en registrering af dine hovedpineanfald. Et rødt øje, med sløret syn og ledsagende hovedpine, får umiddelbart tankerne hen på regnbuehindebetændelse , som er en tilstand, der kræver en ret hurtig behandling, og som typisk vil blive vurderet akut af en øjenlæge.

Du bør tage en snak med din egen læge og få lavet et relevant udredningsprogram, så du kan finde den præcise årsag til dine symptomer.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 30.03.2014