Nervesystemets opbygning og funktioner

Transport af informationer

Nervesystemets hovedfunktion er registrering, overførsel og behandling af information. Nervesystemet bliver herved af stor betydning for vores tilpasningsevne og overlevelse, da det muligør, at vi via vores sanseorganer kan erkende kemisk/fysiske forhold i og uden for vores krop – for eksempel høje og lave temperaturer. Disse sanseinformationer transporteres via nervesystemets sensoriske nervefibre ind til de centrale dele af nervesystemet, som udgøres af rygmarven og hjernen (benævnes også centralnervesystemet, forkortet CNS).

Annonce (læs videre nedenfor)

Bearbejdning af informationer

I centralnervesystemet kan de indkomne sanseinformationer bearbejdes på flere niveauer, hvor rygmarven er sæde for den mest primitive (refleksagtige) informationsbearbejdning, mens hjernen er ansvarlig for bevidst erkendelse af de indkomne sanseinformationer og viljestyrede handlinger (Figur 1.1). Disse handlinger og en eventuel respons på den indkomne sanseinformation formidles så igen via motoriske nervefibre udgående fra CNS til kroppens muskulatur og kirtler, som ved deres sammentrækning og sekretion udfører den ønskede handling (Fig. 1).

Et praktisk eksempel

Arbejdsgangen i nervesystemet kan således bedst illustreres med følgende eksempel (Fig. 1.1). En person sætter uforvarende højre hånd på en varm kogeplade. Dette forårsager en vævsskade, som fører til stimulation af håndens smertereceptorer. Herved dannes i håndens smertereceptorer en elektrisk aktivitet (nerveimpuls), som via de sensoriske nervefibre ledes ind til rygmarven. I rygmarven vil de indkomne sensoriske nervefibre dele sig op i flere endegrene, således at nogle lokalt kontakter de motoriske nervefibre i rygmarven, som styrer håndens muskulatur, hvorved den indkomne nerveimpuls kan foranledige, at hånden fjernes fra kogepladen. Da dette beskrevne kredsløb ikke involverer hjernens højre centre, sker denne handling ubevidst og benævnes derfor en refleks. Bevidst erkendelse af vævsskaden i højre hånd kræver derimod, at den indkomne sanseimpuls ligeledes videreføres via de centrale smertenervebaner op igennem rygmarven og hjernen til den sensoriske hjernebark, hvor en endelig informationsbearbejdning af de genererede nerveimpulser gør, at vi bevidst erkender, at det gør ondt i højre hånd (Figur 1.1).

Figur 1.1: Skematisk tegning illustrerende hvorledes smerteinput føres ind til CNS og her kan akttivere lokale reflekser og/eller vandre videre op til den sensoriske hjernebark, hvorved bevidst erkendelse af smerten og dens lokalisation bliver mulig. Tegningen er baseret på illustration af Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN 87-628-0495-2.


































Nervesystemet danner et fletværk i kroppen

Nervesystemet udgør funktionelt og strukturelt en samlet helhed for informationsregistrering, transport og bearbejdning. Man har dog alligevel fundet det fordelagtigt at inddele det menneskelige nervesystem på forskellig måde, som kort vil blive præsenteret nedenfor.

Centralt og perifert nervesystem

Strukturelt inddeles nervesystemet i: ****

  • Det centrale nervesystem (centralnervesystemet, CNS)

  • Det perifere nervesystem (PNS) (Fig. 1.3)

Centralnervesystemet udgøres af hjernen og rygmarven, hvorimod alt nervevæv, som ligger uden for disse to strukturer i kroppen, udgør det perifere nervesystem. Herved bliver centralnervesystemet først og fremmest sæde for informationsbearbejdning, mens det perifere nervesystem primært udgøres af kroppens nerver, som transporterer sensorisk information (nerveimpulser) mellem kroppens sanseorganer og centralnervesystemet. Desuden transporterer det perifere nervesystem motoriske nerveimpulser dannet i centralnervesystemet ud til kroppens muskler og kirtler.

Kroppens nerver kan yderligere inddeles i:

  • Rygmarvsnerver , som er knyttet til rygmarven

  • Kranie/hjernenerver , som er direkte knyttet til hjernen (Fig. 1.3).

Hjernenerverne er således særligt knyttet til hovedes sanseorganer og ansigtets bevæglighed og følesans, mens rygmarvsnerverne forsyner resten af kroppen med nervefibre.

Sensorisk og motorisk nervesystem

Funktionelt kan nervesystemet inddeles på flere måder. Vi taler således ofte om:

  • Sensoriske systemer og nervefibre , hvorved vi forstår de dele af nervesystemet, som primært arbejder med registrering og transport samt bearbejdning af sanseindtryk.

  • Motoriske systemer og motoriske nervefibre , som er de dele af nervesystemet, som primært er involveret i generering og transport af motoriske nerveimpulser, der rettet mod kroppens muskler og kirtler.

Kroppens nerver består således af tusindevis af nervefibre, hvoraf nogle er sensoriske og fører nerveimpulser ind til centralnervesystemet, mens andre er motoriske og fører nerveimpulser fra centralnervesystemet ud til kroppens muskler og kirtler.

Somatisk og autonomt nervesystem.

Funktionelt skelner vi også lidt kunstigt mellem et:

  • Somatisk nervesystem , som primært involverer de dele af nervesystemet, som formidler bevidst sansning og erkendelse samt viljestyrede bevægelser,

  • Autonomt nervesystem , som udgøres af de dele af nervesystemet, som kontrolerer vores indvolde og dermed vores basale kropsfunktioner.

Da det autonome nervesystem primært styres fra lavere dele af centralnervesystemet (hypothalamus, hjernestamme og rygmarv) kommer deres aktiviteter sjældent til vores bevidsthed, ligesom vi ikke bevidst nødvendigvis skal styre vores vejrtrækning, blodtryk og fordøjelse. Denne del af nervesystemet kan således betragtes som selvkørende, det vil sige autonomt fungerende uden for vores bevidste kontrol.

Sympatisk og parasympatisk nervesystem

De autonome dele af nervesystemet kan yderligere inddeles i et:

  • Sympatisk nervesystem , som udgøres af de indvoldsnerver og centre i centralnervesystemet, som sætter kroppen i stand til at klare en akut belastning. Det sympatiske nervesystem øger således hjertets sammentrækningsevne og hastighed, og øger blodgennemstrøningen til muskulatur, hjerte og lunger. Herved forbedres vores evne til at yde vores maksimale - det vil sige at kæmpe fysisk eller flygte med stor hast. Angst, stress og fysiske belastninger fører således til en aktivering af det sympatiske nervesystem.

  • Parasympatisk nervesystem , som udgøres af indvoldsnerver og dele af CNS, som er særligt aktive, når vi skal genopbygge kroppens resurser. Det parasympatiske nervesystem styrer herved vore fordøjelsesprocesser og mave-tarmsystemmets motilitet. Den del af nervesystemet er således mest aktivt, når man ligger på sofaen efter indtagelse af et stort måltid.

De fleste af vores indvoldsorganer forsynes både med sympatiske og parasympatiske nervefibre, som så formidler modsatrettede effekter på indvoldsorganerne, det vil sige det sympatiske nervesystem stimulerer hjertets aktivitet, mens det parasympatiske hæmmer hjertets aktivitet. Mange lægemidler mod forhøjet blodtryk, astma, sveden og nervøsitet virker ved at efterligne eller blokere det autonome nervesystems effekter på indvoldsorganerne.

Figur 1.3: Skematisk tegning af nervesystemets grundlæggende struktur (set fra siden). Centralnervesystemet (CNS) udgøres af storhjerne, lillehjerne og hjernestammen som til sammen benævnes hjernen og den i rygsøjlen beliggende rygmarv. Kranienerver/hjernenerver (lyseblå), spinalnerver/rygmarvsnerver (mørkeblå) og nervecellelegemer uden for CNS tilhører det perifere nervesystem (PNS). Tegningen er baseret på illustration af Birgitte Lerche fra CR Bjarkam, Neuroanatomi, Munksgaard Danmark, ISBN 87-628-0495-2.

Nervesystemets sygdomme:

Nervesystemet er ikke bare kompliceret opbygget, men er også af allerstørste betydning for vores funktionsevne som menneske og selvstændigt individ. Nervesystemet rammes derfor ofte af sygdomme, som får gennemgribende betydning for den ramtes førlighed og fremtidige funktionsevne. Da hjernen, som udgør nervesystemets hovedcomputer, endvidere er ansvarlig for de biologiske processer, som former vores intellekt, adfærd og personlighed, kan skader herpå også vise sig ved mentale ændringer og decideret psykisk sygdom. Skadens placering i nervesystemet bliver på denne måde altafgørende for, hvilke symptomer skaden medfører.

Hjerneskader kan således give taleforstyrelser, lammelser, føleforstyrelser, demens, bevidsthedsforstyrelser, blindhed, og psykisk dysfunktion.

Skader i rygmarven fremkalder først og fremmest lammelser og føleforstyrelser i begge ben (lav rygmarvsskade) og eventuelt arme (høj rygmarvsskade). Karakteristisk for disse skader er, at de døde nerveceller og beskadigede nervefibre i hjerne og rygmarv ikke kan gendannes. Skaderne er således ofte permanente, omend man ved genoptræning kan søge at lære de tilbageværende intakte dele af nervesystemet nogle af de tabte funktioner.

Skader i det perifere nervesystem vil omvendt ofte kun involvere en enkelt arm, ben eller ansigtsnerve, hvorved der opstår en lokal lammelse og vellokaliseret føleforstyrelse. Såfremt den perifere nerveskade kun involverer nervefiberne, kan man sy nerveenderne sammen, og ofte genvindes funktionen helt eller delvist, ved at en ny nervefiber gendannes.

Nervesammenbrud Langvarig stress og visse medfødte psykiske lidelser såsom depression og skizofreni kan medføre en tilstand, hvor man ændrer sig voldsomt psykisk og ofte ikke længere kan overkomme noget som helst. En sådan tilstand kaldes i daglig tale et nervesammenbrud og skyldes, at de dele af hjernen, som er ansvarlig for vores intellekt, adfærd og personlighed, ikke længere fungerer optimalt. Det er således ikke kroppens perifere nerver navnet hentyder til, men snarere de milliader af nerveceller i hjernen, hvis funktion og interne netværk ikke længere kan varetage de funktioner og krav, som individet og dets omgivelser stiller til det.

Læs mere om HJERNE OG NERVESYSTEM

Sidst opdateret: 27.08.2009