Svamp i hårbunden (tinea capitis)

Hvad er svamp i hårbunden?

Svamp i hårbunden skyldes en infektion af hårbunden med hudsvampe. Svamp i hårbunden kan give knækkede hår og skællet hud. I svære tilfælde kan svampeinfektionen give anledning til en knudedannelse med bylder, der kaldes kerion.

Hvordan får man svamp i hårbunden?

Svamp i hårbunden ses næsten udelukkende hos børn. Muligvis har voksne menneskers øgede talgproduktion en hæmmende effekt på svampens vækst. I de fleste tilfælde overføres smitten fra dyr (hunde, katte, kalve, hamstere og marsvin, pindsvin). De fleste pattedyr har en eller anden hudsvamp, og mange gange lever dyret og svampen i fredelig sameksistens, uden at dyret har symptomer, men derfor kan svampen godt smitte.

Børn med hovedsvamp kan også smitte andre børn og voksne.

Hvad er symptomerne på svamp i hårbunden?

Hyppigst ses:

  • I hårbunden findes én eller flere skarpt afgrænsede områder, hvor hårene er knækkede, så hovedbunden ligner en stubmark.
  • Huden skæller eventuelt let, og der er ingen eller kun let irritation med minimal kløe.
  • Måske er der også ringorm i ansigtet eller på kroppen.

Mindre hyppigt ses:

  • En enkelt op til syv til otte centimeter stor forandring med kraftig betændelsesreaktion.
  • Undertiden dannes der ligefrem en byld, et såkaldt kerion: En væskende, pusfyldt, bikagelignende forandring.
  • Som i det første tilfælde er hårene typisk knækkede.
  • Kerion skyldes mere aggressive svampetyper, men starter som den almindelige hårbundssvamp med tørre skællende pletter. Ved hurtig diagnostik og behandling kan kerion undgås.
  • Forandringen bliver ofte inficeret med hudbakterier (stafylokokker), lymfeknuderne i nakken og på halsen kan hæve og blive ømme.
  • En sjælden gang kan der være feber.
  • Sådanne forandringer skal ikke behandles med kirurgi, men med svampemidler ellers får man varige skæmmende ar i hårbunden.

Hvem har særlig risiko for at få svamp i hårbunden?

  • Børn, der har nærkontakt med dyr.
  • Landmænd med kvæg, som også kan få svamp i skægregionen.

Hvad kan man selv gøre?

Det er vanskeligt at undgå hudsvampe, da de findes overalt i vore omgivelser. Men man kan undgå, at børnene leger med dyr der har skællende runde pletter på kroppen.

Ligesom tandbørster og fyldepenne er hårbørster og kamme personlige redskaber, der ikke skal deles med andre.

Har man flere børn er det vigtigt at undgå smitte ved at man først piller i det ene barns hår og derefter i det andet barns hår.

Hvordan stiller lægen diagnosen svamp i hårbunden?

  • Mange andre hudlidelser kan give anledning til lignende billeder, men kræver en helt anden behandling. Derfor er det vigtigt, at lægen ikke blot stoler på sit kliniske blik, men i stedet foretager nogle videre undersøgelser, som beskrevet herunder.
  • Der skal laves svampeskrab til PCR-undersøgelse, hvorved små mængder svampe-DNA hurtigt og sikkert kan påvises. Nogle svampe fluorescerer, når de lyses på med ultraviolet lys (Wood-light). Ud fra dyrkningssvaret vil lægen give en målrettet behandling. Svar på PCR-undersøgelse efter 1-2 uger.
  • Alle læger skal kunne lave svampeskrab og få stillet diagnosen. Men ved kerion bør man blive henvist akut til hudlæge eller hudafdeling.

Hvordan behandles svamp i hårbunden?

Ofte behandles svamp i hårbunden med svampemidler i tabletform. Er der dannet et større kerion (knudedannelse med bylder), kan det komme på tale at udvide svampebehandlingen med binyrebarkhormon i en kort periode. Der suppleres med svampedræbende shampoo (ketokenazol) også til resten af familien.

Udsigt for fremtiden

Det er vigtigt, at behandlingen startes hurtigst muligt for at undgå, at svampeinfektionen breder sig yderligere og for at hæmme smitterisikoen. Ved kerion (knudedannelse) er der risiko for en vedvarende pletskaldethed og ardannelse, specielt hvis lægen fejlagtigt opfatter svampeinfektionen som en byld og derfor skærer et hul i den. Det er derfor vigtigt at blive henvist til hudlæge ved skællende hævelser i hårbunden.

Sidst opdateret: 15.09.2019

Medicin som kan anvendes