Behandling af HS (Hidrosadenitis suppurativa)

Hvad er HS (Hidrosadenitis suppurativa)?

Hidrosadenitis Suppurativa (HS) er en ikke-smittende hudsygdom, der viser sig ved gentagne bylder og ømme knuder i armhulen, i skridtet og under brysterne. De udvikler sig dér, hvor hud møder hud.

I denne artikel kan du læse om behandling af HS. Hvis du ønsker at læse mere om symptomer, årsager, og hvordan diagnosen stilles, kan du læse mere i denne artikel: HS - bylder i armhulen, skridtet eller under brysterne.

Hvordan behandles HS?

Førstevalg til behandlingen af lette tilfælde er lokal antibiotikaopløsning der smøres på den angrebne hud. Antibiotika er med at til påvirke andet end bakteriesammensætningen i HS og kan også i sig selv dæmpe betændelse.

Lokalbehandling af HS

Clindamycin:

Denne antibiotika kan fås i en flydende form og kan duppes på bylderne og knuderne, hvis der er et udbrud, eller hvis patienten kan mærke, at der er et udbrud på vej. Det bruges normalt til behandling af bumser, men har vist sig at forkorte varigheden af bylderne i HS. Det anbefales af nogle hudlæger, at det bruges to gange dagligt for at forebygge mod HS, men studier har ikke fundet en overbevisende effekt af dette.

Resorcinol og Azelainsyre:

Når hårsækken bliver betændt i HS, sker der en indsnævring af åbningen, og der dannes en prop i åbningen af hårsækken. Denne prop forværrer betændelsestilstanden, men kan i nogle tilfælde fjernes med eksfolierende cremer som Resorcinol (15%),eller azelainsyre. Eksfolierende creme kan både benyttes ved udbrud og dagligt som forebyggende behandling.

Tabletbehandling af HS (Systemisk behandling)

Til svære tilfælde, der ikke kan behandles med lokalbehandling alene, vil man desuden blive tilbudt såkaldt immunmodulerende antibiotika i tabletform. Disse antibiotika påvirker bakteriesammensætningen som de lokale antibiotika, men påvirker også reaktionen fra kroppens immunforsvar, og påvirker derfor den proces der er årsag til sygdommen.

Tetracycklin:

Denne type antibiotika tåles relativt godt af de fleste, men kan give mavegener, og give overfølsomhed overfor direkte sollys. Kvinder må ikke blive gravide mens de tager Tetracyklin. Det anbefales, at man tager 500 mg tetracyklin to gange dagligt i mindst 3 måneder. Kan forlænges og gentages efter aftale med hudlæge. Patienter oplever i gennemsnit et fald i aktivitet af sygdommen på ca. 30 procent. Man kan opnå ligende resultater med lignende antibiotika som doxycyclin (100 mg to gange om dagen) eller lymecycklin (300 mg to gange om dagen).

Clindamycin og Rifampicin:

Denne kombinationsbehandling gives til patienter, der ikke opnår tilfredsstillende resultater på Tetracyklin. Kombinationen af to typer antibiotika øger dog risikoen for, at der udvikles resistente bakterier. Patienterne skal behandles i minimum tre måneder, før man kan konkludere, om der er effekt af behandlingen. Det anbefales, at man tager 300 mg af hvert præparat to gange dagligt. Som alt andet antibiotika kan man opleve bivirkninger i form af kvalme, opkastninger og diarré. Derudover skal man være opmærksom på at Rifampicin har mange interaktioner med andre former for medicin. Det vil sige, at det kan påvirke virkningen af anden medicin, og derfor er det vigtigt at spørge hudlægen om man må tage Rifampicin sammen med sin vanlige medicin.

Biologiske lægemidler

Inflammationsdæmpende biologiske lægemidler er en ny måde at angribe inflammatoriske sygdomme som HS. Indtil videre er det kun de biologiske lægemiddel Adalimumab og Secukinumab, der er godkendt til behandling af Hidrosadenitis suppurativa. De biologiske lægemidler er stadigvæk meget dyre og benyttes kun til de sværest ramte patienter, der ikke har effekt af behandling med antibiotika. De benyttes også ofte før operationer til at dæmpe betændelsestilstanden, hvilket gør operationen lettere og giver færre komplikationer.

Hormonbehandling af HS

Nogle kan opleve, at hormonbehandlinger som p-piller kan påvirke deres HS-sygdom. Mange oplever, at deres sygdom bliver bedre, mens nogle oplever, den bliver værre. Lægemidler, der dæmper effekten af kønshormoner, er blevet brugt til at behandle Hidrosadenitis suppurativa, men studierne, der viser en effekt, er gamle og lever ikke op til moderne kvalitetskrav. Behandling med hormonpåvirkende stoffer må anses som en speciallæge-opgave.

Metformin:

Et lille studie har vist, at Metformin (mod diabetes) kan have en virkning på HS. Dette lægemiddel dæmper dannelsen af kønshormon i æggestokkene og nogle forskere mener, at Metformins effekt på HS skyldes denne egenskab. En anden mulighed er, at Metformins regulering af blodsukkeret spiller en rolle.

Hårfjerning

Intense pulsed light:

Denne hårfjernings-teknologi, der minder meget om en laser, kan midlertidigt reducere mængden af hår i et område. Fjerner man håret hos en HS-patient, er der mere plads i selve hårsækken, og derfor mindre risiko for, at den stopper til. Man kan derfor reducere mængden af udbrud ved at fjerne nogle af hårene. De studier, der har undersøgt metoden, er dog ikke af tilstrækkelig kvalitet til, at hårfjerning er en anerkendt behandling af sygdommen, men man kan anskaffe sig et apparat til hjemmebrug, hvis man vil prøve det.

Botox mod HS

Botulinum toxin anvendes ofte mod rynker, fordi det lammer de overfladiske muskler. Man kan benytte dette til at lamme de muskler, der styrer svedkirtlerne, så svedproduktionen bliver mindre. Håbet er, at man ved at nedsætte svedproduktionen, vil få mindre af den irritation, der kan forværre HS eller fremprovokere nye udbrud.

Kirurgi

Kirurgi bruges, når der er dannet arvæv, og bylderne bliver ved med at komme igen på præcis de samme steder. Det kan desuden bruges, når der er dannet tunneller i huden.

Nogle patienter (og nogle læger) prikker hul på de værste af bylderne. Dette er en gængs behandling for almindelige bylder og giver en umiddelbar smertelindring, men anbefales ikke til HS-patienter, da bylden altid kommer igen. Proceduren giver mere arvæv og forværrer prognosen. I stedet anbefales det at smøre bylder med Resorcinol, eller mere effektivt at sprøjte Triamcinolon (immundæmpende binyrebarkhormon) ind i bylden.

Der benyttes adskillige former for kirurgi, der tilpasses den enkelte patient.

De-Roofing:

Ved denne type kirurgi fjerner man loftet på tunnellerne, deraf navnet, der betyder "at fjerne taget." Man fjerner først taget af synlige tunneller og følger dem gennem huden for at optrevle et eventuelt netværk af tunneller. Tunnellerne er beklædt med almindelig hud, der hurtigt vænner sig til ikke at være indelukket i tunnellen. Operationen foretages oftest i lokal bedøvelse, og patienten kan tage hjem samme dag.

Wide-Excision:

Et større eller mindre område af arvæv fjernes med skalpel. Afhængig af placering og størrelse kan den efterfølgende huddefekt lukkes med en hudlap, med hud fra inderlåret, eller såret lades stå åbent til at hele fra bunden. Denne behandling er meget effektiv, og der kommer sjældent bylder i området igen. Desværre er det kosmetiske resultat sjældent tilfredsstillende.

STEEP:

Lag efter lag af huden og det underliggende væv fjernes. Når et lag er fjernet, gennemsøges sårbunden for sygt væv, og kun dette væv fjernes ved næste procedure. Denne teknik kaldes vævsbesparende kirurgi og heler hurtigere. Der er dog en risiko for at overse sygt væv, og derfor er der større risiko for, at det kommer igen.

CO-2 laser:

Denne teknik minder i sin udførelse om STEEP-kirurgi, men der benyttes en højintensitets-laser i stedet for en skalpel til at fordampe små hudområder. Laseren er så præcis, at den benyttes som en kniv. Fordelen ved denne metode er, at den varme laser stopper blødninger med det samme, og det er derfor lettere at holde overblik og lokalisere det syge væv.

Hvilke resultater kan man forvente af behandling?

Hvordan folk reagerer på medicin og operationer er meget individuelt. Det kan være svært at vurdere, om behandlingen er succesfuld eller ej. Ved medicinsk behandling håber man på en reduktion i antallet af knuder og bylder. Dette betyder, at medicin, der virker, forlænger intervallet mellem bylderne, og i mange tilfælde også gør bylderne mindre, når de så kommer.

I praksis vurderes en behandlings succes på en blanding af, hvor godt patienten tåler medicinen, og hvor meget patienten synes den hjælper.

Operationer giver stort set altid en sygdomsfri periode efterfølgende. Hvor længe den periode er kommer an på patienten og typen af operation. Jo mere omfattende kirurgi, jo større er chancen for et langt sygdomsfrit interval i det opererede område.