Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Ernæring

Det vidste du nok ikke om kaffe

Vidste du, at kaffe kan sænke risikoen for bestemte sygdomme og får dig til at præstere bedre? Læs mere om kaffes positive effekter her.


Opdateret: 13. Marts 2024

For mange er dagens første kop kaffe et fast morgenritual. Kaffe virker da også opfriskende og stimulerer samtidigt udskillelsen af dopamin, der får os til at føle os glade og veltilpasse. Men vidste du, at kaffe kan sænke risikoen for bestemte sygdomme? At det giver en hurtigere reaktionsevne og får dig til at præstere bedre? Og at man får færre smerter, hvis man drikker kaffe lige inden et maratonløb?

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Kaffe er en naturlig del af hverdagen for mange mennesker. Ofte bliver det brugt som et opkvikkende middel, når trætheden melder sig i løbet af en arbejdsdag. Af samme årsag er mange bevidste om, at kaffe kan påvirke deres søvn. Men hvordan påvirker kaffe egentlig vores psyke og krop? Og er der positive effekter, udover de negative på søvnen, vi ofte har hørt om?

Større årvågenhed og bedre reaktionsevneI én kop kaffe med koffein er der normalt 75-100 mg koffein. Når du drikker kaffe, vil koffeinen blive transporteret op i hjernen. I hjernen sidder der receptorer, som “trætheds“-signalstoffet adenosin sætter sig på. Da koffeinmolekylet og adenosinmolekylet ligner hinanden meget, vil koffeinen skubbe adenosinen væk ved at sætte sig på de samme receptorer. Det giver den opkvikkende virkning.

– Kaffen gør dig mere årvågen, og din reaktionsevne forbedres. Trætheden forsvinder, du bliver mere fokuseret og hurtigere til at udføre ting. Det er koffeins effekt i hjernen, forklarer Kjeld Hermansen, lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og hovedforfatter på rapporten "Kaffe, sundhed og sygdom".

Kaffe giver bedre fysiske præstationer

Det er det rent psykiske, men hvad med fysikken – hvordan påvirker kaffe den? Akut giver den lidt højere puls og blodtryk. Men er du fast kaffedrikker, og har du fået det over flere uger, er den effekt væk. Til gengæld ved man, at kaffe vil give dig bedre fysiske præstationer. Det gælder både løb og cykling.

Når man får koffeinholdig kaffe i kroppen, frisættes stresshormonet adrenalin. Det giver en bedre gennemstrømning af muskelvævet og gør dig i stand til at præstere bedre. Du kan altså cykle længere på samme tid, hvis du drikker kaffe inden.

– Indtager man tre mg koffein per kilo legemsvægt, vil du få en bedre præstation. Du kan fx skære tre procent af din tid, når du løber et maraton, hvis du har koffein i kroppen. Men effekten er størst, hvis du holder en pause en uge inden, og så drikker kaffe lige inden og under løbet ved ‘drikke-stationerne’. Under maratonløbet får du også færre muskelsmerter, fordi koffeinet er med til at frisætte endorfiner, der nedregulerer følelsen af smerte, konstaterer Kjeld Hermansen og uddyber:

– For at få den maksimale præstationseffekt med koffein, skal du indtage cirka tre mg per kilo. Så hvis du vejer 80 kilo, skal du indtage cirka 240 mg koffein, der svarer til ca. 2,5 kopper kaffe, og det er underordnet, hvor hurtigt du drikker kaffen.

Effekten af koffein er størst hos atleter, men ses også hos motionister. Det er vist, at du efter en til to kopper koffeinholdig kaffe på samme tid kan cykle 16,2 km mod 14,9 km uden koffein.

Koffein virker individuelt

Koffein virker meget individuelt på os mennesker. Til dels på grund af arvelige forhold. Det er således forskelligt, hvor hurtigt den enkelte nedbryder koffeinen. Halvdelen af os har en hurtig nedbrydning af koffeinet, imens den anden halvdel nedbryder det langsomt.

– Koffein nedbrydes i leveren, hvilket gør, at det virker kraftigere hos nogle end hos andre. Hos dem, hvor det nedbrydes langsommere, er effekten kraftigere. Men også på hjernen influerer det forskelligt fra person til person på grund af vores genetiske baggrund. Men man kan ikke tage en prøve hos lægen og teste, hvor meget den enkelte har bedst af. Man må prøve sig frem, fortæller Kjeld Hermansen.

På grund af koffeins individuelle påvirkning på vores kroppe, kan Kjeld Hermansen ikke sige, hvor meget kaffe, det er godt at drikke. Af samme årsag virker det også forskelligt på folks søvn. Hos nogle har koffeinholdig kaffe en kraftig effekt, hvor søvnen kan reduceres med helt op til en times tid. Hos dem, hvor det nedbrydes hurtigt, og som ikke er så følsomme for det i hjernen, har det formentligt kun en meget lille eller ingen effekt på søvnen.

– Generelt ved vi, at du med koffein i kroppen får en ringere søvnkvalitet, ligesom det hos nogen tager længere tid, inden de falder i søvn med koffein i kroppen. Det er meget individuelt, og man må derfor mærke efter, hvordan det virker på én, forklarer Kjeld Hermansen.

Er man meget følsom overfor koffeinet, er det en god idé at stoppe med at drikke kaffe og andre koffeinholdige drikke efter kl. 16, da effekten af koffein kan strække sig, så det bliver et problem at falde i søvn. Andre kan opleve, at det fuldstændigt ødelægger deres søvn. Det kan være dem, som i forvejen har problemer med søvnen. For dem kan det være en god idé at drikke kaffe uden koffein.

Markant lavere forekomst af alvorlig sygdom

– Jeg hører ofte, at folk tror, at kaffe er usundt; man får lettere blodprop i hjertet, levetiden bliver kortere, og kaffe øger risikoen for kræftsygdom. Det er myter og holder slet ikke vand. Der er faktisk 13 procent lavere forekomst af kræftsygdomme hos dem, som drikker kaffe, sammenlignet med dem som ikke drikker kaffe. Og hvis du drikker over fem kopper kaffe dagligt, så er der hele 18 procent lavere forekomst af kræftsygdomme, konkluderer Kjeld Hermansen.

Men kaffe har desværre ikke effekt på alle kræftsygdomme. Der, hvor der er påvist en effekt, er på livmoderkræft, hudkræft, mundhulekræft, leverkræft og måske prostatakræft. Her ses en positiv sammenhæng, hvis man er kaffedrikker og får mellem to og fem kopper om dagen.

På forekomsten af hjertekarsygdom falder risikoen for blodprop i hjertet, åreforkalkning og stroke med helt op til 10-20 procent hos dem, som drikker kaffe, sammenlignet med dem som ikke drikker kaffe. Risikoen hos kaffedrikkere falder ligeledes på flere af de neuropsykiatriske sygdomme. For Parkinsons sygdom er det med hele 33 procent, ligesom risikoen for depression mindskes med omkring en fjerdedel. En stor svensk undersøgelse har også påvist, at der er 29 procent lavere forekomst af diabetes hos dem, som drikker kaffe. Her ses den positive effekt både ved indtag af kaffe med og uden koffein, og det ser ikke ud til, at koffeinet spiller nogen speciel rolle.

Den markante positive effekt på alt fra kræft og hjertekarsygdom til Parkinson, depression og diabetes er tankevækkende. Men hvad er det i kaffen, der gør det?

– I kaffe er der flere hundrede bioaktive stoffer, der kan spille en rolle. Det er ikke ofte, at man kan sige, at det skyldes koffeinet. Men med Parkinsons sygdom ser det ud til, at koffeinet spiller en positiv rolle. Med kræftsygdomme og hjertekarsygdomme har vi ikke kunne identificere, hvilke stoffer der gør det, forklarer Kjeld Hermansen.

Drik mindre kaffe ved graviditet og angstlidelser

Når vi nu ved, at nogle mennesker nedbryder kaffe langsomt og derfor har en kraftigere effekt af den, frarådes koffeinholdig kaffe til børn, gravide og folk med angstlidelser.

Det er påvist i undersøgelser, at hvis man indtager 400 mg koffein, altså det der svarer til cirka fire kopper kaffe, så får halvdelen af dem med angst i forvejen udløst panikangst med rysten og nervøsitet. Det hænger formentligt sammen med en øgning af stresshormonet adrenalin i kroppen, ligesom dem med angst har en anden tærskel for, hvornår de føler ubehag. Hvis du har angstsygdom, bør du altså holde dig under de fire kopper kaffe om dagen.

– En anden gruppe, der skal holde igen med for meget kaffe, er de gravide. Cirka en tredjedel af gravide kvinder drikker kaffe. Det er usikkert, hvor skadeligt det er, hvis du får høje doser. Men vi ved, at der er en potentiel risiko under graviditeten, hvis man indtager høje doser. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide holder sig under 300 mg koffein, der svarer til under tre kopper. På det niveau er der ikke set nogen øget risiko, hverken på fertilitet, sædkvalitet, graviditetens forløb, abort eller risikoen for medfødte misdannelser. Som gravid er det derfor godt at holde sig til maksimalt to kopper kaffe dagligt.

4 spørgsmål om kaffe og koffein

1. Kan man få alment ubehag af kaffe?

En gammel myte er, at det kan forværre halsbrand og symptomer på mavekatar. Men der er ingen undersøgelser, der viser signifikant evidens for, at det sker. Men det er jo undersøgelser med gennemsnitstal, som Kjeld Hermansen forklarer det, og der er helt sikkert nogle, som vil opleve sure opstød, halsbrand, osv. af kaffe. Her er det de individuelle forskelle, der gør, at nogle kan have symptomer. Derudover har en mindre undersøgelse vist, at trykket stiger i den nederste del af tyktarmen og endetarmen. Det gør, at nogle kan have tendens til tynd mave.

2. Kan man blive afhængig af for meget koffein?

Den amerikanske psykiatriforening har lavet undersøgelser, der viser, at der ikke findes kaffe- og koffeinafhængighed. Men du kan få noget, der ligner abstinenssymptomer, hvis du er vant til at drikke en moderat mængde kaffe på fem til seks kopper om dagen og så stopper helt fra den ene dag til den anden. Her vil du kunne opleve mere træthed, hovedpine og en følelse af utilpashed. For at undgå det, skal du trappe ned over tre til fire dage, hvor man reducerer sit kaffeforbrug løbende.

3. Kan man drikke for meget kaffe?

Alt kan man få for meget af. Hvis man skal op i giftige doser af koffein, så er vi i oppe i nogle gram koffein, altså 50-100 kopper kaffe på en dag. Så det er ikke et praktisk problem. Derudover er det meget individuelt, hvordan den enkelte har det med koffeinholdig kaffe, fortæller Kjeld Hermansen.

4. Kan koffein gøre dig til en bedre bilist?

Koffeinens opkvikkende effekt er blandt andet blevet undersøgt i sammenhæng med færdselsuheld, og i flere forsøg er der påvist en positiv sammenhæng mellem kaffedrikkeri og trafiksikkerhed. Hvis du har tendens til at blive træt, når du kører bil, anbefaler Kjeld Hermansen, at du drikker 1-2 kopper kaffe inden køreturen.


Kilde: Kjeld Hermansen, lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og hovedforfatter på rapporten "Kaffe, sundhed og sygdom".


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.