Hvorfor får jeg anfald med besvimelse, kramper og høj feber?

Spørgsmål

Fakta:

Alder:34 år

Køn:Mand

Vægt:92 kg

Højde:180 cm

Lidelsens varighed:Siden 15-års alderen

Medicin:Årlig allergisprøjte med binyrebarkhomon

Andre sygdomme:Allergi overfor birk og græs. Har altid døjet med ørerne og har sprunget min trommehinde utallige gange (over 20).

Kære Netdoktor,

Jeg har et problem, som går mig utrolig meget på. Siden jeg var 15 år, har jeg en gang om året fået nogle seriøse anfald, hvor jeg først bliver svimmel, besvimer og går i kramper (kan intet huske af disse episoder). Min feber stiger hver gang til 42.3 grader (som det højst målte).

Ambulancen har hentet mig op til flere gange efter et anfald, men lægerne ved ikke, hvad de skal stille op. Jeg føler, at jeg skal dø, når jeg vågner igen.

Jeg er blevet testet på sygehuset for HIV, og de scannede min hjerne uden at komme med nogen konklusion på, hvorfor jeg får disse anfald.

Sidst, jeg havde et anfald, var for to dage siden, og jeg havde det, som om jeg skulle dø. Jeg kunne mærke min temperatur stige, mit hovede kogte og så besvimede jeg ude i bruseren. Da jeg vågnede, kastede jeg op utallige gange og feberen faldt til 39 grader. Dagen efter var den normal igen, men min krop tager en uges tid om at komme ovenpå efter kramperne. Jeg er i vildrede og bange.

Håber I kan hjælpe mig på en eller anden måde!

Med venlig hilsen,

En Spørger

Svar

Kære Spørger,

Lægerne på DoctorsOnly har debatteret problemstillingen på baggrund af spørgers oplysninger. Der har været flere interessante bud på, hvordan spørgeren kan komme videre med udredning, som forhåbentlig kan resultere i, at han får en endelig diagnose.

Under diskussionen på DoctorsOnly er det forudsat, at spørger er undersøgt for epilepsi, hvilket må forventes efter gentagne krampeanfald.

En forklaring kunne være feberkramper, altså at kramperne udløses af temperaturstigning i sig selv.

Et krampeanfald kan også udløse en temperaturstigning, men den vil i så fald være ganske kortvarig.

Et bud på forklaringen kunne være magnesium-mangel, som kan give utallige symptomer fra svimmelhed og besvimelser til konfusion med hallucinationer og blodprop-i-hjernen-lignende tilstand med lammelser i den ene side og vejrtrækningsstop. Det er en tilstand, der kan undersøges med en blodprøve. Det bør gøres i så tæt relation til et anfald som muligt.

Rådet må være at holde styr på feberen og slå den ned med panodil, ibuprofen og kolde bade, hvis den kommer over 40. Feber forårsaget af et problem i hjernen, hvor der samtidig kommer besvimelse og kramper, er ikke sandsynligt, men hvis man vil udelukke det, skal der en MR-scanning til. Kramper alene giver ikke feber i en grad, som man kan dø af (over 42), og temperaturstigningen efter kramper varer ikke særligt længe.

Venligst

Lægerne fra DoctorsOnly

Netdoktor har indgået et samarbejde med DoctorsOnly, som er et eksklusivt online netværk for læger i Danmark. Udvalgte spørgsmål, der er blevet sendt til Netdoktors brevkasse, vil blive videresendt til DoctorsOnly.dk, hvor alle lægerne i netværket kan bidrage med deres bud på, hvad der kan være i vejen, og hvordan spørger bedst kan hjælpes videre. Netdoktor videresender kun spørgsmål med spørgers accept, og spørger forbliver anonym.

Sidst opdateret: 04.11.2012