Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Frisørernes fysiske arbejsmiljø - bevægeapparatet

Læs i denne artikel om, hvordan du som frisør, kosmetiker eller kosmetolog undgår de værste problemer med dine arme, skuldre, nakke og ryg.

Opdateret: 11. November 2009

Læs i denne artikel om, hvordan du som frisør, kosmetiker eller kosmetolog undgår de værste problemer med dine arme, skuldre, nakke og ryg.

Arbejdsstillinger

Frisører, kosmetikere og kosmetologer arbejder ofte i fastlåste stillinger. Og det giver problemer med kroppen, fordi musklerne så spænder kontant, og det bryder ingen muskler sig om over længere tid. Ømhed og smerte sniger sig ind på dig.

Du kan gøre en række ting for at ændre og variere dine arbejdsstillinger. Og arbejdspladsen kan sørge for det rigtig udstyr og tilrettelægge arbejdstiden hensigtsmæssigt.

Du kan sørge for at…

  • Skifte stilling tit . Når du ændrer stilling, kommer andre muskler på arbejde. Sådan kan du fordele arbejdet på flere muskler, som på skift tager slæbet. Sid, stå, sid højt – bevæg dig.

  • Undgå den sammenfaldne/foroverbøjede stilling. Den sammensunkne stilling er gift for hele overkroppen, fordi dit hoved er foran kroppen og konstant holdes af nakkemusklerne. Og det er svært at bevæge sig i stillingen.

  • Have behageligt og løstsiddende tøj på. Stramt tøj forhindrer dig i at bevæge dig. Tætsiddende er naturligvis OK, bare du let kan bevæge dig.

  • Benytte gode og behagelige sko. Spidse og højhælede sko ødelægger fødderne. Brug sko, som er behagelige og lette at hoppe rundt i. Læs mere om skovalg nederst i denne artikel.

  • Vælge redskaber, som føles gode og behagelige for dig. Dine arbejdsredskaber skal falde godt i hånden og umiddelbart være behagelige at arbejde med. Du må ikke vænne dig til akavede eller fastlåste stillinger på grund af forkerte arbejdsredskaber. Du kan mærke det.

    Arbejdspladsen kan sørge for…

  • Kundestole/-brikse, som let kan reguleres i højden. Både stole og brikse fås i dag i en række udgaver, som let reguleres op og ned. Det giver dig mulighed for oprette og bevægelige arbejdsstillinger.

  • Stå-støtte-stole, som er lette at regulere i højden. Et godt alternativ til den stående stilling. Og selvfølgelig kan den stilles i højden. Husk at bruge den.

  • God plads omkring dig. Bevægelse kræver plads. Derfor skal der være god plads omkring dit arbejdssted.

  • Gode og ergonomisk rigtige arbejdsredskaber. Hvis arbejdspladsen står for indkøb af arbejdsredskaber, bør du tages med på råd og sige god for dem.

Arbejdstider

Mange timer belaster hårdt. Derfor er du mere udsat for problemer, hvis du vælger at arbejde mange timer i træk. Husk også at holde pauser, hvis du vil overleve i faget.

Du kan sørge for at…

  • Undlade at have alt for lange arbejdsdage (også selvom kunderne er der). Det kan blive dyrt i den sidste ende ikke at tage hensyn til sig selv. Det er dit ansvar.

  • Have en fast plan for dine pauser. Som regel er det lettere at huske pauser, når de ligger på faste tidspunkter i arbejdsdagen.

  • Huske at spise og drikke ordentlig i løbet af dagen. Det er banalt, men alt for mange glemmer faktisk at få ordenlig mad i løbet af dagen – med træthed og koncentrationsbesvær til følge. Og så lurer faren for at lave skade på sig selv.

    Arbejdspladsen kan sørge for…

  • Rammer for arbejdstiden og pauser. Rammerne gør det lettere at undgå, at arbejdstiden flyder ud og pauserne glemmes.

  • Gode lokaler til pauser. Rare og venlige lokaler til at holde pause i, gør det også lettere at huske pausen.

  • At være opmærksom på stressede medarbejdere. Arbejdspladsen har et ansvar for sine ansatte og skal derfor være opmærksom på, hvis en medarbejder bevæger sig ud på et skråplan, fx spiser smertestillende medicin for at kunne arbejde.

Din fysiske form

En god fysisk form forebygger en masse skader. Også i forbindelse med arbejdet. Derfor er det en rigtig god idé at dyrke motion i din fritid. Du kan gå målrettet efter at styrke de område, som du specielt belaster i dit arbejde. Eller du vælge en motionsform eller idrætsgren, som du synes er sjov. Det allervigtigste er, at du gør noget.

Find den motionsform, som passer dig bedst. Det kan for eksempel være gåture (gerne med et godt tempo, så der kommer gang i overkroppen), stavgang, svømning, dans, jogging og løb, fodbold, håndbold, tennis, badminton, fitness træning og aerobic samt styrketræning.

Ryg og mave

Hvis du vil gøre lidt ekstra for ryg og mave, kan du lave nogle simple øvelser hjemme. Mit råd er: Gør det simpelt og overskuelig, gerne på et bestemt tidspunkt af dagen. Her er fire øvelser:

  • almindelig rygløft: lig på maven, hænder langs siden, løft overkroppen så højt du kan.

  • almindelig mavebøjning: lig på ryggen med bøjede ben, rul op så øverste del af ryg er fri af gulvet.

  • diagonalløft: lig på mave med armene strakt frem, løft modsatte arm og ben.

  • skrå mavebøjning: lig på ryggen med bøjede ben, løft den ene skulder skråt mod modsatte hofte.

Alle øvelserne starter med en lille forspænding, hvor du trækker navlen lidt ind og fornemmer en dyb spænding i mave og ryg, sådan ak tiverer du nogle af kroppens dybe muskler.

Nakken

Hvis du vil gøre lidt ekstra for nakken eller har fået ondt i nakken, så kan du benytte en lille styrketræningsprogram, som du kan læse mere om i denne artikels sidste afsnit 'Vil du vide mere'.

Behandling

Hvis du får ondt, bør du i første omgang kontakte din praktiserende læge. Lægen kan også henvise videre til undersøgelser og behandlinger - for eksempel:

Fysioterapeut: www.fysio.dk
Klinikguide for fysioterapeuter: www.krop-fysik.dk
Kiropraktor www.kiropraktor-foreningen.dk (her findes klinikguide også til kiropraktorer) Lægen kan også henvise til afspændingspædagoger, psykologer og andre specialisere faggrupper, for eksempel bandagister, hvis der viser sig, at du har et behov for dette.

Vil du vide mere?

Dit arbejdsmiljø omfatter langt mere end det, denne artikel har med, for eksempel lys, lyd, det psykiske og – ikke mindst – de kemiske stoffer, som du arbejder med. Du kan finde mere viden her:

Pjece fra Brachearbejdsmiljørådet for service- og tjenesteydelser ”Ergonomi og frisører”
Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, DFKF
Videnscenter for Arbejdsmiljø
Styrketræningsprogram til ondt i nakken fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Om valg af sko: ”Lad fødderne vælge fodtøjet…”

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.