Diabetes og overvægt

Hvad er overvægt og fedme?

BMI-værdier

BMI under 18,5: Du vejer for lidt.

BMI 18,5-25: Din vægt er passende.

BMI 25-30: Du er overvægtig.

BMI over 30: Du er svært overvægtig

Overvægt og fedme defineres ved hjælp af det, man kalder Body Mass Index (BMI) . BMI giver et overordnet mål for den total fedtmasse i kroppen og dermed for graden af overvægt hos den enkelte person. BMI beregnes ud fra forholdet mellem vægt og højde (kropsvægten i kg/ højde i meter2). Ulempen ved at anvende BMI som den absolutte mål for graden er overvægt er dog, at personer med stor muskelmasse eller stor knoglebygning kan blive karakteriseret som overvægtige på trods af de rent faktisk har en ”normal” fedtmasse. Overvægt defineres ved et BMI over 25 og fedme ved et BMI over 30.

Hvor mange er overvægtige eller fede?

Udviklingen i antallet af personer, der er overvægtige eller personer, der lider af fedme har i de seneste årtier haft nærmest epidemisk karakter. Efter de seneste danske opgørelser skønnes det, at cirka 33 procent af den voksne befolkning er overvægtige, og cirka 11-13 procent lider af fedme, hvilket betyder, at cirka 1.3 millioner er overvægtige, og 350.000 lider af fedme. Antallet af personer med fedme er således fordoblet siden midt i 1980’erne, og stigningen har vist sig at være mest udtalt hos mænd og kvinder i aldersgruppen 16-24 år.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvor mange har type 2-diabetes?

Parallelt med stigningen i antallet af personer med overvægt/fedme er der ligeledes observeret en kraftig stigning i antallet af personer med type 2-diabetes. Det skønnes, at cirka 200.000 til 300.000 personer i Danmark har type 2-diabetes , hvoraf kun cirka halvdelen er diagnosticeret og behandlet. Samtidig skønnes det, at antallet af personer med type 2-diabetes vil tredobles inden for de næste årtier. Type 2-diabetes er forbundet med en række alvorlige følgesygdomme; blandt andet hjertesygdom, blodprop i hjernen, åreforkalkning i specielt ben og øjne samt nedsat nyrefunktion.

Sammenhængen mellem overvægt/fedme og type 2-diabetes

Selvom sammenhængen mellem overvægt/fedme og type 2 diabetes er meget stærk, er denne sammenhæng endnu ikke fuldt klarlagt. Man ved dog, at jo mere vægten stiger, jo mere nedsættes følsomheden for insulin i mange af kroppens vigtige væv (lever, muskelvæv og fedtvæv), den såkaldte insulinresistens. Denne insulinresistens fører til en øget insulinproduktion i bugspytkirtlen, som over tid (år) ender med en utilstrækkelig produktion af insulin i bugspytkirtlen, og konsekvensen af dette er, at man udvikler type 2-diabetes.

Annonce (læs videre nedenfor)

Overvægt og fedme frigiver skadeligt fedt

Ved overvægt/fedme er der en øget frigivelse af skadeligt fedt (fedtsyrer) fra fedtvævet. De frie fede syrer synes at indtage en central rolle i sammenhængen mellem overvægt/fedme og type 2-diabetes. En vedvarende øget frigivelse af disse fedtsyrer fra fedtvævet kan over tid føre til insulinresistens i muskelvævet, hvilket har stor betydning for reguleringen af blodsukkeret, da 80-90 procent af sukkeroptagelsen netop foregår i muskelvævet. Den øgede frigivelse af disse fedtsyrer påvirker blandt andet også leverens funktion, hvor konsekvensen på sigt er, at leveren har en uhensigtsmæssig øget frigivelse af specielt sukker med deraf stigende blodsukker.

Også fysisk inaktivitet går oftest går hånd i hånd med overvægt/fedme, og ser også ud til at spille en central rolle i udviklingen af insulinresistens og type 2-diabetes. I studier, hvor i øvrigt raske insulinfølsomme (det vil sige normalvægtige) personer er blevet sengelagt, er det vist, at helt ned til en uges total fysisk inaktivitet nedsætter insulinfølsomheden markant.

Hvad er medvirkende til risikoen for at udvikle type 2-diabetes?

Det anslås, at op mod 90 procent af alle ny diagnosticerede type 2-diabetikere er overvægtige. Den tætte sammenhæng mellem overvægt og type 2-diabetes er traditionelt vist ved anvendelse af BMI som et udtryk for den totale fedtmasse. I de senere år er det dog blevet klart, at sammenhængen mellem fedme og type 2-diabetes ikke kun er et spørgsmål om den totale fedtmængde, men også et spørgsmål om hvordan det overskydende fedt er aflejret på kroppen.

Fedt, som er aflejret i bughulen (central fedme/den mandlige æbleform), i leveren (fedtlever) og fedt, som er ophobet i muskelvævet, medvirker til en forøget risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvorimod fedt, som er lokaliseret på hofte og lår (den kvindelige pæreform), ikke i samme grad synes at udgøre en risiko. Den individuelle fedtfordeling kan således være en forklarende faktor på, hvorfor helbredsrisikoen ved overvægt/fedme er forskellig fra person til person. Ud over fedtfordelingen (æble- eller pæreform) er andre forklarende faktorer, der spiller ind på den individuelle risiko blandt overvægtige for at udvikle type 2-diabetes, dels den genetiske komponent og dels forskelligheden i motionsvaner, hvor regelmæssig fysisk aktivitet har en betydelig beskyttende effekt.

I forhold til den individuelle risiko har nyere studiet fundet, at cirka 20 procent af personer med overvægt/fedme alligevel er metabolisk raske – det vil sige har normalt blodsukker, normalt blodtryk og normalt kolesterol niveau i blodet. Det betyder, at de dermed har en lille risiko for at udvikle følgesygdomme, selvom de er overvægtige. Man har dog endnu kunnet pege på baggrunden for dette.

Hvordan måler man risikoen for type 2-diabetes ved overvægt/fedme?

Mængden af fedt i leveren er vanskeligt at måle, men man kan dog vurdere det ved hjælp af billeddannende teknikker (CT- eller MRI- scanning). Mængden af fedt i bughulen er derimod nemmere at måle. Det gøres ved at måle taljeomkredsen eller ved at tage forholdet mellem taljeomkredsen og hofteomkredsen (hofte/talje ratioen). Hos mænd er et talje-omfang mellem 94-102 centimeter relateret til en forøget risiko for type 2- diabetes og følgesygdomme i øvrigt. Risikoen vil være stærkt forøget ved et talje-omfang over 102 centimeter. Hos kvinder er et omfang højere end 80-88 centimeter relateret til en moderat forøget risiko, mens et taljemål over 88 centimeter er relateret til en stærk forøget risiko for type 2-diabetes og følgesygdomme.

Det er endnu ikke helt afklaret, om det antal af år overvægten/fedmen har været til stede er en selvstændig risikofaktor for at udvikle type 2-diabetes. Kombinationen af at overvægt/fedme oftest er en kronisk, livslang tilstand, samt at type 2-diabetes oftest først udvikles i en sen alder, gør, at det er overvejende sandsynligt, at en sådan sammenhæng eksisterer. Undersøgelser viser, at vægtøgning i voksenalderen er en selvstændig risikofaktor for udviklingen af type 2-diabetes, og i en større epidemiologisk undersøgelse er det desuden vist, at en vægtøgning over en 10 års periode var relateret til en markant øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, og at risikoen for at udvikle sygdommen blev øget med 5 procent for hvert kilo kropsvægten var forøget med.

Hvordan behandler man overvægt og fedme?

Den tætte sammenhæng mellem vægtstigning, overvægt/fedme og udviklingen af type 2-diabetes gør det muligt for den enkelte at nedsætte sin risiko for at udvikle sygdommen ved en livsstilsomlægning.

1. Kostvaner

De vigtigste skridt på vejen er at ændre sine kostvaner ved at tage udgangspunkt i de officielle kostråd . Det indebærer blandt andet, at man skal spise mere frugt og grønt, kartofler, ris eller pasta dagligt, fisk flere gange ugentligt og nedsætte sit forbrug af sukker, især fra sodavand og slik. Og så er det desuden vigtigt at mindske sit indtag af fedt især fra mejeriprodukter samt have et moderat alkoholindtag.

2. Motion

Det er af stor betydning at få rørt sig mellem 30 og 60 minutter om dagen, da man netop kan øge insulinens virkning på sukkeroptaget i musklerne ved at motionere. Da virkningen af fysisk aktivitet på insulinfølsomheden i muskelvævet kun varer 24-48 timer, bør man motionere flere gange ugentligt for at opnå en vedvarende effekt.

Store vægttab oftest er svære at opnå og ikke mindst vedligeholde, og derfor kan strategien for den enkelte i første omgang være at forebygge yderligere vægtstigning. Af få en stabil vægt eller ligefrem at tabe sig kan gøres ved enten at reducere energi-indtaget for eksempel ved at spise mindre eller ved at øge energiforbruget for eksempel ved at dyrke mere motion , men det allerbedste er selvfølgelig en kombination af disse to.

Store vægttab ikke nødvendige

Store vægttab er dog ikke nødvendige for at reducere risikoen for type 2-diabetes markant hos overvægtige. I to store lodtrækningsstudier gennemgik personer med forstadier til type 2-diabetes (personer med insulinresistens) en livsstilsændring i form af kostomlægning og regelmæssig fysisk aktivitet. Disse personer oplevede et deraf følgende bibeholdt vægttab på 3-4 kilo, og efter tre år havde cirka 60 procent færre udviklet type 2-diabetes sammenlignet med personer, der indgik i en kontrolgruppe. Resultaterne fra de to undersøgelser understreger, at kriterierne for et sundhedsfagligt relevant vægttab ikke behøver at være en stræben efter idealvægten, men derimod at opnå et blivende vægttab på 5-10 procent af kropsvægten, og derigennem nedsætte risikoen for at udvikle type 2-diabetes .

Sidst opdateret: 20.01.2009