Livsforlængende og lindrende behandling af prostatakræft

Hvad er prostata og prostatakræft?

Prostata, også kaldet blærehalskirtlen, er en kirtel, som kun manden har. Kirtlen er beliggende rundt om mandens urinrør lige nedenfor urinblæren og er normalt på størrelse med en kastanje. Prostata er primært opbygget af bindevæv, kirtel- og muskelceller. Kirtelcellerne danner en sædvæske, som ved udløsning blandes med sædcellerne fra testiklerne. Kræft i prostata udgår stort set altid fra disse kirtelceller.

Hvordan man behandler kræft i prostata, afhænger af flere forhold.

Hvordan afgøres behandlingstypen?

Hvis kræften er lokaliseret til prostata eller lige netop vokset udenfor prostata, kan man behandle med helbredende sigte, det vil sige, at man ønsker at fjerne alle kræftceller. Hvis kræften har bredt sig meget udenfor prostata, eller kræften har spredt sig til andre organer eller knogler (metastaser), kan man behandle for at lindre eller mildne sygdommen, men ikke for at helbrede for kræft.

Man kan ikke i det tidlige sygdomsstadie med sikkerhed forudsige hvilke personer, der vil få en aggressiv form, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvordan man skal behandle den enkelte, da sygdommen typisk udvikler sig meget langsomt, og da den hos mange viser sig i en sen alder. På den anden side ved man også, at sygdommen kan blive meget aggressiv og sprede sig til et uhelbredeligt stadie.

Mandens alder på diagnosetidspunktet vil have betydning for, hvordan man vælger at behandle. Man kan dog ikke sætte en fast aldersgrænse for, hvornår man ikke længere bør behandle med helbredende sigte, da det afhænger at mandens øvrige helbredstilstand. Det er dog sjældent, at man hos en mand over 75 år vil vurdere, at en helbredende behandling opvejer ulemperne ved behandlingen.

Hvilke lindrende behandlinger er mulige?

Hos personer med prostatakræft, hvor helbredende behandling ikke er muligt, findes der behandlinger, der kan hæmme sygdomsudviklingen og/eller mindske symptomer på sygdommen.

Cellerne i prostata – herunder også kræftcellerne - er afhængige af mandlige kønshormoner, kaldet androgener, heraf primært testosteron. Hvis man ikke har androgener, vil prostatacellerne, inklusive kræftcellerne, derfor ikke kunne udvikle sig og en stor del af cellerne går umiddelbart til grunde. Ved at hæmme kønshormonernes påvirkning af prostata kan man derfor hæmme udviklingen af kræftceller i prostata samt i de organer, som kræften eventuelt har spredt sig til. Der findes flere måder at gøre dette på.

Kirurgisk eller medicinsk kastration

Ved kirurgisk kastration ophører dannelsen af mandligt kønshormon øjeblikkeligt og indenfor et døgn er hovedparten af kræftcellerne døde. Nogle få vil gå i dvaletilstand og vente på en mulighed for at live op. Ved operationen fjernes det hormondannende væv i begge testikler. Kastrationen kan også foretages medicinsk ved at påvirke de overordnede systemer, der styrer hormondannelsen. Dette sker ved en depotindsprøjtning, som gives i maveskindet enten hver måned, hver tredje måned eller hvert halve år, alt efter hvilken medicintype man vælger.

Metoderne anses for at være lige effektive, og hvilken man anvender, afhænger af dagsprisen for det enkelte præparat. Nogle vil opleve det som et stort indgreb at få fjernet testiklerne kirurgisk. Kapslen omkring testiklen kan dog bevares, så der fortsat er en vis fylde, hvor testiklerne tidligere sad. Andre mænd vil ikke være interesseret i at skulle have jævnlige indsprøjtninger. Ved begge behandlinger går manden i overgangsalder og bivirkningerne indbefatter ofte tab af rejsningsevne og lysten til seksuel aktivitet, hedeture, øget træthed, tab af knogle- og muskelmasse samt udvikling af metabolisk syndrom med øget risiko for diabetes og hjertekarsygdomme.

Ved medicinsk kastration laver man et indgreb i de overordnede hormoner, som regulerer kønshormonproduktionen. For at forstå hvordan det sker, må man først forstå, hvordan den normale kønshormonproduktion foregår.

Mandens kønshormonproduktion: Mandens kønshormonproduktion er reguleret af et område i hjernen, som hedder hypothalamus. Hypothalamus producerer et hormon (LHRH), som føres til hypofysen, hvor det sætter sig på nogle specialiserede antenner (receptorer), som får hypofysen til at danne hormonet LH. LH føres med blodet til testiklerne, hvor det regulerer dannelsen af testosteron, det mandlige kønshormon. Testosteronkoncentrationen i blodet er underkastet en feedback-mekanisme, så hvis testosteron er for lavt, produceres der mere LHRH og dermed også mere LH, som så øger dannelsen af testosteron. LHRH-produktionen fra hypothalamus er cyklisk – det vil sige, at det kommer i udladninger således, at hypofysen har mulighed for at "lade op" og producere LH.

Medicinsk behandling med LH-RH-agonister: Medicinen sikrer en konstant høj koncentration af LHRH ved hypofysen, hvorfor hypofysen ophører med at producere LH, hvilket igen hindrer produktionen af testosteron. En agonist betyder, at den stimulerer den specialiserede receptor og i dette tilfælde overstimulerer og udtrætter hypofysen. Første gang man får en LHRH-agonist, udtømmer hypofysen det depot af LH, som den gemmer, og det medfører, at testosteron stiger i blodet og først falder efter cirka 14 dage. Det medfører, at også prostatakræftcellerne i dette tidsrum bliver stimuleret, hvilket man forhindrer ved korttids tillægsbehandling med et antiandrogen. Dette forhindrer, at det dannede mandlige kønshormon kan nå ind og stimulere prostatakræftcellerne. Antiandrogener fås som tabletter og tages i de første to til fire uger efter den første injektion af LHRH-agonist. Man har i flere årtier behandlet personer med spredt prostatakræft med disse LHRH-agonister, som kan gives som en depotmedicin i underhuden på maven eller i musklerne.

LH-RH- antagonister (LHRH-blokkere): Man har udviklet en nyere LHRH-antagonist – også kaldet LHRH-blokker, som blokerer for hypofysens receptorer, og som derfor med det samme lukker af for produktionen af LH. Der er derfor ved denne behandling ikke brug for at give antiandrogener i en periode.

Behandling med anti-androgener alene: Antiandrogener kan anvendes som eneste behandling hos mænd uden knoglemetastaser, der ønsker at bevare seksualfunktionen. Antiandrogener blokerer de såkaldte receptorer, som sidder på prostatakræftcellerne. Det er disse receptorer eller håndtag som kønshormonet normalt sætter sig på for at udøve sin virkning, som er at få cellerne til at vokse og dele sig.

Der er endvidere kommet nye præparater, som bruges til de tilfælde, hvor kastrationsbehandlingen ikke har nogen virkning.

Bivirkninger ved de forskellige behandlingsmetoder

Kirurgisk kastration og medicinsk kastration: Bivirkninger ved både kirurgisk og medicinsk kastration er tab af rejsningsevne og sexlyst, hedeture, udvikling af osteoporose (knogleskørhed), tab af muskelmasse, øget fedtdeponering, udvikling af alderdomssukkersyge, hjertekarsygdomme og træthed. Enkelte får en uendelig træthedstilstand.

Antiandrogener: Hos nogle ses vækst af mandens brystkirtelvæv, som kan medføre smerter. Denne bivirkning kan forebygges med en strålebehandling af brystvævet, før behandlingen påbegyndes.

Hvornår bør den lindrende behandling for prostatakræft påbegyndes?

Det er ikke altid nødvendigt at påbegynde den livsforlængende og lindrende behandling med det samme efter diagnosen er blevet stillet, specielt hvis der ikke er knoglemetastaser. Hvis der er påvist metastaser i knoglerne, vil man ofte også påbegynde kastrationsbehandlingen, og hvis der er tale om mange metastaser, vil behandlingen kombineres med seks behandlinger med kemoterapi (docetaxel), da undersøgelser har vist en betydelig længere overlevelse ved at kombinere behandlingerne tidligt. Udvalgte patienter kan tilbydes kombination med en meget effektivt antihormonbehandling (abirateron). Blodprøven PSA er en god målestok for aktiviteten i sygdommen og også for, om man reagerer som håbet på behandlingen.

Kastrationsresistent prostatakræft (CPPC)

De kræftceller, som i dvaletilstand har overlevet de ovennævnte behandlinger, kaldes for kastrationsresistente. De vil på et eller andet tidspunkt selv begynde at evne at lave androgenlignende stoffer og derved stimulere sig selv til vækst – motorerne kan pludseligt selv lave den nødvendige benzin. I denne situation vil PSA pludseligt igen stige, og cellerne vil kunne sprede sig yderligere. I mange tilfælde kan sygdommen atter i kortere perioder bremses op med ny medicin som andemlinje kemoterapi (cabazitaxel), superantiandrogener (enzalutanid) eller det knoglesøgende isotop radium 223. Endeligt kan smertende knoglemetastaser med god lindrende effekt behandles med stråleterapi.

Anden livsforlængende og lindrende behandling

  • Nogle, hvor det største problem er besværet vandladning, kan have gavn af at få fjernet noget af prostatavævet, der klemmer på urinrøret. Vævet kan fjernes ved en såkaldt kikkertoperation (skrælning af prostata), som er den operation, man almindeligvis anvender ved godartet forstørret prostata.

  • Hos nogle kan knoglemetastaser i rygsøjlen begynde at trykke på nerverne. Dette vil medføre kraftige smerter, følelsesløshed eller kraftnedsættelse. Her kan strålebehandling evt. kombineret med en rygoperation være afgørende for, at man bevarer førligheden.

  • Strålebehandling mod prostatavævet kan også komme på tale som lindrende behandling, hvis svulsten er stor og for eksempel medfører vedvarende kraftig blødning i urinen.

  • Herudover retter den lindrende behandling sig mod de specifikke problemer, der er til stede hos den enkelte. Eksempelvis kan smertestillende behandling blive nødvendig. Nogle vil få gavn af binyrebarkhormon som kan forbedre almentilstanden, mens det for andre bliver nødvendigt at aflaste nyrerne, fordi prostatakræften strækker sig op og afklemmer urinlederne.

Behandlingen af personer med prostatakræft varetages i et samarbejde mellem urinvejskirurger og såkaldte kræftlæger. Den helbredende behandling er samlet på nogle få afdelinger i Danmark. Hvis der er god kontrol med sygdommen, kan en del af opfølgningen med tiden også varetages af den praktiserende læge.

Udsigt for fremtiden

Man kan leve mange år med prostatakræft, hvis den ikke har spredt sig til knoglerne. I tilfælde af at sygdommen har spredt sig til knoglerne, er middellevetiden, de senere år øget fra 2½ til næsten 5 år - nogle lever dog med metastaserende sygdom i over 10 år.

Læs mere om PROSTATAKRÆFT

Sidst opdateret: 13.05.2019

Medicin som kan anvendes