Annonce

Medicinsk behandling af kronisk leukæmi

Hvad er medicinsk behandling af kronisk leukæmi?

De kroniske leukæmier (kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) og kronisk myeloid leukæmi (CML)) er begge kroniske sygdomme, som ikke kan helbredes. Men der findes en række effektive medicinske behandlinger af begge sygdomme, som man i perioder eller konstant skal behandles med resten af livet. Der kan komme symptomer igen, selvom man tidligere er blevet behandlet.

Medicinsk behandling af CLL gives normalt kun i perioder, hvor sygdommen giver symptomer. Der er et stort antal behandlingsmuligheder, men den mest anvendte behandling er cellegifte (kemoterapi), som ofte gives i kombination med antistofbehandling (immunterapi).

NYT om behandling af kræft

INDSÆT-BILLEDTEKST-HER

Dyk ned i Netdoktors nye magasin, 'UPDATE - Kræft'. Her kan du læse om immunterapi og opfindelsen af kemoterapi. LÆS HER

I de senere år er der kommet flere nye målrettede og lovende medicinske behandlingsmuligheder. I 2001 og de følgende år skete der et stort gennembrud i behandlingen af CML med udvikling af de såkaldte tyrosinkinasehæmmere (forklares nærmere i afsnittet om kronisk myeloid leukæmi). Disse præparater skal typisk gives uden pause resten af livet, som i de fleste tilfælde vil det holde sygdommen i ro og betyde, at man har en normal livskvalitet. I sjældne tilfælde kan allogen stamcelletransplantation komme på tale ved begge sygdomme.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan bruges medicinsk behandling af kronisk leukæmi?

Behandlingen af de to typer af kronisk leukæmi, CML og CLL, er forskellig. I begge tilfælde er behandlingen medicinsk og kan gives ambulant, og det er normalt kun nødvendigt at blive indlagt på hospital, hvis der opstår komplikationer. Det vil hyppigst være infektioner, som kræver antibiotisk behandling under indlæggelse.

Behandling af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL)

Når diagnosen kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) er stillet, vil lægen som det første skønne, hvilke symptomer, der skyldes CLL. Endvidere vil sygdommens udbredelse blive vurderet ud fra blodprøver og omfanget af hævede lymfeknuder. Endelig kan specielle analyser på leukæmicellerne i blodet vise, om der er tale om en fredelig undertype af CLL, eller om sygdommen kan forventes at udvikle sig hurtigere.

CLL vil ofte være en fredelig sygdom. I disse tilfælde er behandling ikke nødvendig, før sygdommen senere eventuelt udvikler sig. Man kan derfor opleve at blive behandlet allerede,når diagnosen stilles, men i andre tilfælde kan der gå en længere periode, før behovet for behandling viser sig.

Hvis sygdommen udvikler sig og giver symptomer eller blodets celler, herunder blodprocenten , bliver påvirket, så vil der være behov for at starte en behandling. Valg af behandling sker ud fra en vurdering af patientens alder og hvilken undertype af CLL, der er tale om. Undertypen bestemmes ud fra specialanalyser på de syge celler i blodet. Disse analyser opdeler sygdommen i såkaldte risikogrupper. Der kan være tale om en risikogruppe med:

  • lav sandsynlighed for hurtig udvikling af sygdommen

  • højrisiko for hurtig udvikling af sygdommen (sjældent)

Behandling ved lav risiko for hurtig udvikling

Hvis man tilhører gruppen med lav risiko for hurtig udvikling, så vil der oftest gives en behandling med en kombination af et antistof (også kaldet immunterapi) og cellegifte (kemoterapi). Kombinationen af de to typer behandling forstærker effekten frem for blot at give én af de to typer behandling. Det hyppigst anvendte antistof er rituximab. I andre tilfælde vil lægen benytte antistofferne ofatumumab eller obinutuzumab. Virkningen af denne type antistoffer er meget ens, men i nogle situationer foretrækkes det ene frem for det andet. Kemoterapien kan gives som et enkelt præparat eller en kombination af flere præparater. Nogle af de hyppigst anvendte præparater er fludarabin, bendamustin og chlorambucil. Den kombination lægen vælger afhænger først og fremmest af aldersgruppen, der skal have behandlingen.

Behandling ved høj risiko for hurtig udvikling

Hvis man har en mere sjælden undertype af CLL med en speciel forandring i arvematerialet, vil lægen oftest vælge en anden type behandling. Som til undertyper med lav risiko for hurtig sygdomsudvikling vil der ofte blive tale om antistofbehandling, eventuelt kombineret med kemoterapi. Der er dog for nyligt godkendt to nye præparater (ibrutinib og idelalisib), som har vist god effekt også for undertypen af CLL med høj risiko for hurtig udvikling. Hvis man har denne type af CLL, kan man derfor også blive behandlet med et af disse stoffer alene eller i kombination med immunbehandling. Det vil ofte dreje sig om en langvarig behandling med tabletter. Undersøgelser har vist, at antistoffet alemtuzumab også kan have en særlig god effekt på gruppen med høj risiko.

Stamcelletransplantation

Allogen stamcelletransplantation kan komme på tale, hvis man:

  • Tilhører højrisikogruppen og alderen er under cirka 70 år

  • Hvis man er under 70 år, og kemoterapien/andre behandlingsmuligheder ikke længere er virksom

En allogen stamcelletransplantation er effektiv, men også forbundet med mulige alvorlige bivirkninger. Hvis allogen transplantation overvejes som en mulighed, vil lægen som det første starte med at undersøge for en mulig donor, som kan være en søskende eller en donor fra et register.

Andre typer behandlinger

I nogle tilfælde vil kroppens immunsystem medføre en øget nedbrydning af de røde blodlegemer eller blodpladerne. Her kan det være nødvendigt en periode at behandle med binyrebarkhormon (prednisolon). Som følge af at sygdommen opstår i den type hvide blodlegemer , som med tiden skulle blive til antistof-producerende celler, udvikler nogle patienter mangel på antistoffer (immunglobuliner) og dermed nedsat modstandskraft mod infektioner. Hvis der er mangel på antistoffer og hyppige infektioner kan man i sådanne tilfælde ofte forbedre immunforsvaret ved transfusioner medimmunglobulin.

Behandling af kronisk myeloid leukæmi

Den vigtigste behandling til kronisk myeloid leukæmi (CML) er de såkaldte tyrosinkinasehæmmere. Det er præparater, som har en målrettet virkning på de syge celler. Præparaterne medfører, at dannelsen af det sygdomsfremkaldende protein forsvinder. Denne behandling blev tilgængelig i 2001 med præparatet imatinib og var et stort gennembrud. De kommende år er der udviklet 2. generations tyrosinkinasehæmmerne, dasatinib og nilotinib. De benyttes, hvis imatinib ikke længere har effekt eller giver bivirkninger. Bosutinib er den senest registerede tyrosinkinasehæmmer til dem, der ikke tåler de øvrige stoffer eller har udviklet modstandsdygtighed overfor dem.

Tidligere var CML en uhelbredelig og alvorlig sygdom. Med fremkomsten af tyrosinkinasehæmmere har CML i dag ændret sig til en kronisk tilstand, hvor man kan leve et normalt liv. Den medicinske behandlinghelbreder ikke sygdommen. Man skal derfor fortsætte med at tage medicinen hele livet. I sjældne tilfælde udvikler sygdommen sig i en mere akut og aggressiv retning. I disse tilfælde kan der udvikles en akut leukæmi . Her vil det hos yngre være nødvendigt med en mere intensiv kemoterapi og eventuelt efterfulgt af en allogen stamcelletransplantation . Hos ældre vil man i stedet vælge en mildere kemoterapi i form af præparatet Hydrea.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan virker medicinsk behandling af kronisk leukæmi?

Kronisk lymfatisk leukæmi

Kronisk lymfatisk leukæmi behandles i de perioder, hvor sygdommen er aktiv og patienten har symptomer. Oftest har behandlingerne en god virkning på sygdommen, således at man igen kan opnå en lang og symptomfri periode. Det varierer hvor hyppigt, der er behov for behandlinger. Nogle kan gå i årevis uden behandling. Behandlingerne gives normalt ambulant, men i perioder kan der være behov for indlæggelse, især hvis der opstår infektioner eller andre komplikationer.

Kronisk myeloid leukæmi

Med behandling af kronisk myeloid leukæmi, bliver man som regel fri for symptomer i løbet af 1-2 måneder, og ændringerne i blodet bliver normale. Man er ikke indlagt under behandlingen, og man kan hurtigt genoptage sit normale liv. I sjældne tilfælde kan CML udvikle sig i en mere aggressiv retning og eventuelt overgå til en akut leukæmi .

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke bivirkninger giver medicinsk behandling af kronisk leukæmi?

Kronisk lymfatisk leukæmi

Kemoterapi givet mod kronisk lymfatisk leukæmi vil oftest være en relativ mild form. Bivirkninger ses hyppigst som svækket immunforsvar og eventuelt infektioner, nedsat blodprocent, lave blodplader, kvalme, diaré og hududslæt. Ved behandling med antistoffer kan der ved første indgift opstå en allergilignende reaktion med utilpashed, kulderystelser, feber og eventuelt faldende blodtryk eller påvirket vejrtrækning. Denne reaktion er forbigående. Andre bivirkninger er sjældne.

Kronisk myeloid leukæmi

Behandlingen medimatinib og andre tyrosinkinasehæmmere ved kronisk myeloid leukæmi er sjældent forbundet med væsentlige bivirkninger, fordi lægemidlerne kun angriber de syge leukæmiceller og modsat kemoterapi ikke kroppens raske celler. Bivirkninger ses dog hos enkelte og kan være vægtstigning med væskeophobning i ansigtet eller i benene, hovedpine, kvalme og diaré.

Hvad gør man, hvis behandlingen ikke virker?

Kronisk lymfatisk leukæmi

Kronisk lymfatisk leukæmi kan ikke helbredes, men behandlingen fører ofte til årelange perioder uden symptomer på sygdommen.

Hvis lægen vælger at se an uden behandling, vil man typisk vælge blot at vælge at følge sygdommen med jævne mellemrum. Det kan typisk være med 3 til 6 måneders mellemrum, hvor der hver gang tages en blodprøve, og lægen mærker efter lymfeknuder og størrelsen af milt og lever. Så længe sygdommen holder sig i ro med stabile blodprøver og uden vækst i forekomsten af lymfeknuder, vil man vælge at observere uden behandling.

I perioder med øget aktivitet i sygdommen og symptomer vil der gives behandling. Det varierer meget, hvor hyppigt man får behov for behandling. Lægen vurderer hver gang, om der bør skiftes til en ny type kemoterapi og antistof. Dette afhænger af,hvor lang periode der er mellem behandlingerne, og hvor effektivt den tidligere behandling virkede. Man kan således opleve, at få mange typer af behandling over en længere årrække.

Kronisk myeloid leukæmi

Behandlingen helbreder ikke kronisk myeloid leukæmi, men vil hos de fleste medføre en vedvarende kontrol over sygdommen og medføre, at symptomerne forsvinder og blodprøverne normaliseres. Lægen ønsker normalt at kontrollere 3-4 gange om året. Det er nødvendigt at fortsætte behandlingen, idet en pause vil medføre, at blodprøverne hurtigt igen bliver abnorme og leukæmisymptomerne vender tilbage.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er udsigten for fremtiden?

Kronisk lymfatisk leukæmi

Nye og lovende behandlinger til kronisk lymfatisk leukæmi er taget i brug i løbet af de seneste år. Det drejer sig om behandlinger, der målrettet kan angribe de syge cellers vækst uden at ramme kroppens raske celler. De nyeste registrerede præparater er obinutuzumab, idelalisib og ibrutinib. I disse år forskes der intensivt, og man har en forventning til, at der inden for en årrække vil blive mindre behov for kemoterapi og en større effektivitet mod sygdommen. Der er især opmærksomhed rettet mod at forbedre behandlingen til CLL med særlig høj risiko for hurtig udvikling af sygdommen.

Kronisk myeloid leukæmi

Ved kronisk myeloid leukæmi er behandlingen allerede så effektiv, at de fleste kan leve normalt med sygdommen. Der pågår imidlertid også ved CML forskning i nye forbedrede behandlinger og forsøg med i perioder at kunne holde pause med behandlingen.

Læs mere om LEUKÆMI

Sidst opdateret: 16.03.2015

Annonce