Må man selv beslutte sin behandling?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har i længere tid undret mig over, hvorfor man som voksen ikke selv kan bestemme behandling. Såfremt man er blevet oplyst om eventuelle bivirkninger ved hyppig indtagelse af en given medicin (fx antibiotika), er man så som myndig borger ikke i sin fulde ret til at udbede sig en recept på dette, på trods?

På forhånd tak, og tak for den gode postkasse.

En spørger

Dreng/mand, 36 år, 194 cm, 87 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Hej Spørger,

Som læge er man forpligtet til altid at stille sine patienter bedst under hensynstagen til en lang række faktorer. Man har valgt at læger har ordinationsret, det betyder at de efter bedste skøn kan udskrive receptpligtigt medicin til behandling af en given lidelse.

Når en læge f.eks. ordinerer antibiotika skal der være en god grund til ordinationen. I tilfældet med antibiotika skal der være en begrundet mistanke om infektion som kan behandles med det givne antibiotikum. Der findes flere typer bakterier og flere typer antibiotika. Samtidig skal der tages højde for om medicinen måske skader mere end den gavner. Det kunne f.eks. være hos mennesker med nyresygdom.

Derudover skal man også huske risikoen for resistensudvikling. Til eksempel kan nævnes at man i udlandet har været meget liberal med at udskrive bredspektret antibiotika og derfor nu har svært ved at behandle infektioner.

Venlig hilsen,

Ole Laursen-W.

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 02.07.2019