Neglepsoriasis

Hvad er neglepsoriasis?

Neglepsoriasis kan minde om et voldsomt angreb af neglesvamp.

Negle-psoriasis er psoriasis, der befinder sig i og omkring neglen. Cirka halvdelen af alle med psoriasis har større eller mindre negleforandringer, og det kan være det eneste symptom på sygdommen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke kendetegn er der ved neglepsoriasis?

I de lette tilfælde kan man få de såkaldte fingerbølprik, som er små fordybninger i neglene, der minder om fordybningerne på et fingerbøl. I mere udtalte tilfælde kan neglene løsnes og misfarves og fortykkes. Endelig kan neglen i meget alvorlige tilfælde blive helt ødelagt af psoriasis. Forandringerne kan minde om et voldsomt angreb af neglesvamp, men medmindre man også lider af neglesvamp, vil midler mod svamp ikke virke. Derfor er det vigtigt at få stillet den rigtige diagnose. Neglepsoriasis angriber ofte mange negle på både fingre og tæer, mens neglesvamp ses på tånegle, især storetåneglen.

Svære negleforandringer ses som regel hos personer, der også har psoriasisgigt.

Hvad kan man gøre ved negle-psoriasis?

Man kan behandle negle-psoriasis lokalt med binyrebarkhormon - enten ved at smøre det angrebne område eller ved at få en injektion med binyrebarkhormon. Desværre har det ofte en skuffende virkning. Man kan også forsøge med ultraviolet lys - den såkaldte PUVA behandling - men man ser typisk den bedste effekt ved at anvende systemisk behandling enten i form af tabletter eller i form af en injektion med biologiske lægemidler. Især de biologiske lægemidler har vist sig effektive.

Læs mere om PSORIASIS

Sidst opdateret: 18.01.2019