Hvordan kan man behandle mine fodvorter?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en dreng, er lige blevet 16 og har et problem med fodvorter! Jeg har haft fodvorter i mindst 5 år. Det varierer mellem hvor mange der er, men altid mindst 3 stykker. Jeg går på efterskole nu, og har derfor især problemer med fodvorterne nu, fordi vi laver meget gymnastik og spring. Der er ikke fordi jeg følger nogen smerte ved dem, kun hvis noget skarpt, som en sten eller lignende trykker på vorten at det gør ondt, men det er simpelthen for udseendes skyld at jeg virkelig gerne snart vil af med dem.

Jeg vil gætte på jeg har tæt på 10 vorter på højre fod og et par stykker på venstre. Jeg har fået dem frosset nogle gange, og nogle få er også blevet sorte ved det, og er døde, men de kommer igen! Jeg startede for mange år siden med at bruge gaffa tape på, for at lukke for ilten (et trick fra lægen) men nu bruger jeg for det meste Verucid fordi det ikke bliver slidt af når jeg laver gymnastik, men når jeg kan komme til det bruger jeg noget jeg mener der hedder kutan væske, noget stærkt noget, lægen mener der er bedre. Er det bare tålmodighed der skal til, eller har du et råd? Håber virkelig på et svar.

Med venlig hilsen en Spørger

Svar

Kære Spørger

Selv har jeg som ung læge haft lyst til at slå fast, at nok ville jeg tage mig af hudsygdomme¸ men ikke af hudsygdomme med vorter . Men trøst, så galt har jeg det ikke længere. Der er flere muligheder end den almindelige Verucid som trods alt kan hjælpe adskillige. En anden trøst kan nok være, at tallet på fodvorter er højest i alderen fra 12 til 16, medens to tredjedele af alle normale vorter hos børn forsvinder spontant indenfor to år. Jeg har forstået, at i de 5 år, hvor en enkelt fod har samlet 10 vorter på højre fod foruden et par på venstre, har haft følgende i brug: frysninger, verucid og en kutan væske fra din læge. Nu spørger du forståeligt nok om det bare er tålmodighed, der skal til. Jeg vil foreslå, at du forsøger, at få kontakt til en hudlæge, der vil kunne foreslå nogle præparater som for eksempelvis Kreosolsalicylsalve, Cantharidin, Wartec, Aldara eller lignende. Det er vigtigt ikke at benytte kirurgiske behandlinger til fodsåler, hvor der er risiko for at medføre ardannelser.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 26.08.2009